Skatteministeriet finder ny departementschef
Merete Agergaard er udnævnt som ny departementschef i Skatteministeriet.
Johan Auken Alstrup
RedaktionsassistentFra styrelsen til ministeriet.
Direktør i Skattestyrelsen Merete Agergaard bliver Danmarks nyeste departementschef, når hun mandag 23. september tiltræder den øverste embedsposition i Skatteministeriet.
"Med ansættelsen af Merete Agergaard som ny departementschef i Skatteministeriet får vi en erfaren topleder med bred erfaring fra centraladministrationen. Merete Agergaard har et indgående kendskab til Skatteministeriets koncern, som med en kompleks opgaveportefølje har en utrolig vigtig samfundsmæssig opgave," udtaler skatteminister Rasmus Stoklund (S), som også er ny i ministeriet.
Agergaard er tidligere direktør i Arbejdsskadestyrelsen samt konstitueret direktør for Skat. Dertil har hun været tilknyttet departementerne i Beskæftigelsesministeriet og Miljøministeriet.
"Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med skatteministeren, og jeg ser det som et stort privilegium at sikre betjeningen af ministeren, regeringen og Folketinget på et område, der har betydning for alle borgere og virksomheder i Danmark," udtaler den tiltrædende departementschef.
Merete Agergaard overtager stillingen fra Jens Brøchner, som stoppede i Skatteministeriet til fordel for departementschefstillingen i Erhvervsministeriet, som blev ledig efter Michael Ditmers afgang.
Afdelingschef i Skatteministeriet Michael Skaarup har indtil nu været konstitueret departementschef i Skatteministeriet.