Seniorer på arbejdspladsen


Til næste år stiger pensionsalderen med et halvt år og de yngre generationer, der endnu ikke er trådt ud på arbejdsmarkedet, kan se frem til en langt senere tilbagetrækning fra arbejdslivet end tidligere. Samtidig efterspørger de danske virksomheder erfaring og kvalificeret arbejdskraft, hvilket gør fastholdelse, efteruddannelse og arbejdsvilkår for den fortsat aldrende arbejdsstyrke til et aktuelt tema for både politikere, arbejdsgivere og fagligbevægelsen.

Det er dog ikke kun de ældre arbejdstagere, der efterspørger fleksible arbejdsvilkår og forskellige livsfaser, kræver forskellige løsninger. Samtidig er ingen gruppe af arbejdstagere homogen. Men hvem sidder egentlig med ansvaret for at tilpasse arbejdsmarkedet til de mange individuelle behov? Hvordan forlænger man arbejdslivet til man bliver 75? Hvilke muligheder og udfordringer følger med for virksomhederne, når flere ældre forlænger arbejdslivet? Hvad er arbejdsgivernes rolle i og ansvar for at sikre et godt seniorarbejdsliv? Og hvad er politikernes? Det er nogle af de spørgsmål Altingets fagnetværk om seniorer på arbejdspladsen sætter fokus på. Vi inddrager cases og erfaringer fra deltagerne og sætter rammerne for gensidig sparring og erfaringsudveksling.

Netværkets faste mødeleder er journalist, podcastredaktør og foredragsholder Peter Brüchmann. Peter Brüchmann er forfatter til bogen "Generation+, High Performance hele livet", der netop sætter fokus på fremtidens arbejdsmarked og præstation i et samfund, hvor pensionsalderen forventes at stige til +75 år i år 2100.

Programmet for 2018/2019 er nu næsten på plads og kan læses nedenfor. 

  

Debat: Faglige Seniorer & Dansk Erhverv - Sådan fastholder vi seniorer på arbejdsmarkedet

  

Palle Smed, direktør, Faglige Seniorer og Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef, Dansk Erhverv

"Det er vigtigt, at seniorerne føler sig værdsatte, og at vilkårerne for arbejde er tilstrækkeligt attraktive. Kun på den måde kan politikerne fastholde seniorerne længere tid på arbejdsmarkedet". Sådan skrev den nye direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed, i juni 2018 i et debatindlæg på Altinget. Faglige Seniorer er fagbevægelsens fælles organisation for forbundenes seniorklubber med flere end 230.000 medlemmer fordelt på 475 seniorklubber over hele landet. Dansk Erhverv er en af Danmarks vigtigste og mest indflydelsesrige arbejdsgiverorganisationer, der rådgiver og lobbyer for små og store virksomheder med henblik på at øge deres internationale konkurrenceevne. Men hvordan ser DE på udfordringerne med den aldrende arbejdsstyrke og hvilke råd giver de virksomheder, der kæmper med fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet? Ved dette møde sætter vi Palle Smed og Peter Halkjær i stævne for at blive klogere på udfordringer og løsninger for fremtidens seniorer på arbejdsmarkedet.

Børsbygningen, 11. januar 2019 kl. 09:30-12:30

 

Årets store topmøde - Arena 2019

Internationale keynote-speakere, relevante fagspecifikke workshops og meget mere - yderligere information følger

Som en del af dit medlemskab får du adgang til vores topmøde ”Arena 2019”, der afholdes i foråret 2019. Her vil du møde ligesindede og interessefæller – du vil opleve inspiration fra uventede områder, der kan skabe grobund for nye løsninger og samarbejder. Du bliver præsenteret for de vigtigste tendenser i version 4.0 af både samfund og industri. Vi undersøger digitaliseringens og teknologiens betydning for alle aspekter af samfundet og arbejdet, fremtidens arbejdsmarked og deraf følgende kompetencebehov, behovet for at tænke i bæredygtige løsninger, indretningen af fremtidens velfærdssamfund og udviklingstendensernes betydning for demokratiet.  

Dagen bliver fyldt med inspiration fra en lang række af de vigtigste samfundsaktører og -debattører lige nu. Programmet for dagen vil være sammensat af en række forskellige elementer: Sessioner i plenum med hårdtslående keynote speakers og nyskabende formidlingsgreb. Workshops, hvor der er mulighed for at dykke ned i et tema og mødes med ligesindede, der også er interesserede i at søge inspiration fra andre, der deler interesser og udfordringer. Og rig mulighed for at mødes på tværs og udvide netværket med nye kontakter, der både kan inspirere til nye løsninger her og nu, men som forhåbentlig også kan udvikle sig til nye samarbejder på længere sigt. 

Tivoli, København, torsdag 28. marts 2019 - hele dagen

 

Altingets årlige døgnmøde – Grønbechs Hotel tirsdag 14. maj 2019
Netværkets årlige døgnmøde finder sted på Grønbechs Hotel i Folkemødets hjemby Allinge på Bornholm. Omringet af vand og natur får du gennem et døgn mulighed for at mødes og diskutere med flere af landets vigtigste aktører. For at give de bedst mulige betingelser for at netværke med med- og modspillere suppleres det faglige program med en dejlig bornholmsk middag i hotellets spisestue og et besøg i hotelbaren, 'Øltinget'.

Program:

  • Fly fra København til Bornholm og transport til Grønbechs Hotel, Allinge
  • Velkomst og indlogering på hotellet
  • Formiddagsmøde og indlæg fra oplægsholder - endnu ikke bekræftet
  • Fælles frokost
  • Indlæg ved oplægsholder - endnu ikke bekræftet
  • Fælles middag med bornholmske råvarer i hotellets egen 'Vilhelm' og 'Øltinget'
  • Overnatning med efterfølgende morgenmad og transport hjem

 

Ledelse af seniorer på arbejdsmarkedet

Berit Toft Fihl, politisk sekretariatschef, Lederne

Arbejdslivet stopper ikke ved 60 - tværtimod. En analyse fra Lederne viser, at antallet af seniorer, der vælger at blive på arbejdsmarkedet, er vokset markant. På blot otte år – i perioden fra 2008 til 2016 – steg antallet af erhvervsaktive over 70 med hele 77%. Det er vigtigt for samfundet, at denne udvikling fortsætter og vi formår at fastholde de kompetencer, erfaringer og ekspertiser, som de ældre medarbejdere besidder. Lederne på virksomhederne gør meget for at fastholde seniorer på arbejdsmarked, men det er samtidigt afgørende, at der er politisk opbakning til nye initiativer. Vi inviterer politisk sekretariatschef i Lederne, Berit Toft Fihl, med til Bornholm, for at gøres os klogere på, hvordan ledere kan blive bedre til at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet. Lederne er desuden repræsenteret i Seniortænketanken.

Grønbechs Hotel, Allinge tirsdag 14. maj 2019 inkl. overnatning

 

MF-debat om seniorer på arbejdsmarkedet

Peter Juel-Jensen (MF, V), Lea Wermelin (MF, S) og Morten Riis (folketingskandidat, Ø)

Temaerne om nedslidning og tidlig tilbagetrækning har allerede fyldt meget i den valgkamp, der for alvor blev skudt i gang i denne uge. Men den aldrende arbejdsstyrke gør det også nødvendigt, at flere må blive længere på arbejdsmarkedet. Samtidig efterspørger virksomhederne kvalificeret arbejdskraft, hvilket naturligvis også gør det tvingende nødvendigt, at de formår at fastholde og opkvalificere de erfarne medarbejdere, der allerede er på arbejdsmarkedet. Hvordan sikrer vi, at flere tager nogle ekstra år på arbejdsmarkedet? Og hvordan sikrer vi, at de medarbejdere, der nærmer sig pensionsalderen, ser en fordel i at blive på arbejdsmarkedet og dele ud af deres erfaringer? Vi inviterer to bornholmske folketingskandidater til en diskussion om seniorer på arbejdsmarkedet og skærer valgkampsretorikken væk til fordel for en saglig diskussion om udfordringerne. 

Grønbechs Hotel, Allinge tirsdag 14. maj 2019 inkl. overnatning

 

Status på Seniortænketankens arbejde

Harald Børsting, fmd. Seniortænketanken, fhv. fmd. LO

I efteråret 2018 påbegyndte regeringens seniortænketank deres arbejde. Vi tager pulsen på tænketankens arbejde, der bl.a. blev udsat af folketingsvalget og spørger tænketankens formand og mangeårige fagforeningsboss, Harald Børsting, hvor langt tænketanken er fra at præsentere sine anbefalinger. Den nye regering har sat særligt fokus på spørgsmålet omkring nedslidning og tidlig tilbagetrækning for de arbejdstagere, der har haft et langt og opslidende liv på arbejdsmarkedet. Men har denne diskussion flyttet fokus fra spørgsmålene omkring fastholdelse og opkvalificering af ældre medarbejdere? Vi spørger tænketankens formand, hvordan han ser på de udfordringer, der venter samfundet og den aldrende arbejdsstyrke i de kommende år.

Ny Kongensgade 10, København, mandag 2. september 2019 kl. 09:30-12:30

 

 

 

Om Altinget

Altinget er et prisvindende, privatejet, politisk neutralt netmedium grundlagt i januar 2000 med en af de største redaktioner på Christiansborg i ryggen. Vi udgiver 20 fagpolitiske nyhedsportaler og er blandt de mest citerede politiske medier i Danmark. Dertil kommer to gratis netaviser (en med overblik over dansk politik og en om civilsamfundet), månedlige magasinudgivelser samt flere konferencer. Efter stigende efterspørgsel fra vores læsere udvidede vi i 2016 vores online-platform med fysiske netværk, hvor medlemmerne bliver bundet sammen i eksklusive netværksgrupper med fokus på nichepolitiske problemstillinger. Vi kalder det den politiske ARENA, fordi man mødes om aktuelle, centrale politiske emner i et fælles og fortroligt rum.

Navnenyt

Se flere »