Debat

Aktivist: Danmark bør forfølge en fredelig udenrigspolitik og ikke blot følge i USA's militære fodspor

Det kan ikke være i Danmarks interesse at følge trop med USA's konfliktretorik omkring Arktis. I stedet vil vi være meget bedre tjent med en mere fredelig udenrigspolitik, skriver Palle Bendsen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Palle Bendsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den aktivistiske udenrigspolitiks tid med deltagelse i USA-ledede krige er forbi, så derfor kan Arktis være den nye sikkerhedspolitiske niche, der kan holde Danmark inde i varmen hos USA.  

Det er i korte træk ideen i artiklen: "Arktis kan være Danmarks nye sikkerhedspolitiske niche" af to forskere fra DIIS, Mikkel Runge Olesen og Rasmus Sinding Søndergaard. 

Lyder det som en god ide? Egentlig ikke. Der kan være meget mere brug for at evaluere tre årtiers militære indgriben i konflikter langt fra Danmark. 

Opflammende retorik har en kedelig historik

Palle Bendsen
Aktivist, Miljøbevægelsen Noah

Især tiden efter 2001 har været præget af stor villighed fra danske regeringers side til at følge i USA’s militærs fodspor. Og det har haft tragiske følger – i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien. Foruden i Danmark, hvor mange soldater er blevet dræbt eller er livsvarigt invalideret i tjenesten. 

Der er god grund til at tænke og tale hele den historie godt igennem, inden man begiver sig ud i nye militære engagementer. 

Bedre med en fredelig udenrigspolitik 
De to forfattere foreslår øget overvågning som den madding, der skal få den amerikanske interesse til at bide på. Den kan også gøre nytte i søredning og miljøovervågning, som de anfører. 

Men er det nok for Pentagon? Vil de ikke have mere end den lillefinger, som overvågningen vil udgøre? Det er den umiddelbare forsigtige kommentar. Den mere modige kommentar kunne lyde: er det nu klogt at fortsætte med at følge USA i tykt og tyndt? Forfatterne nævner høj dansk anseelse hos USA's regering som en gevinst ved det aktivistiske. Det skulle en satsning på Arktis erstatte. 

Er det virkelig i dansk interesse? Måske i en vis statsræson – den mønt, som nogle militæranalytikere, kommentatorer og politikere sætter pris på. Men hvad med den danske befolkning?  

Jeg mener, at vi vil være meget bedre tjent med at forfølge en mere fredelig udenrigspolitik, som baserer sig på solid freds- og konfliktforskning. Den er ikke hyldevare i dagens Danmark, men den kan oparbejdes, hvis Folketinget sætter passende midler af til det. Passende midler er i den forbindelse ikke meget i forhold til det budget, som afsættes til den militære sikkerhedspolitik. 

Optrapning er let, nedtrapning er svært 
I de seneste år og måneder er luften blevet fuld af optrappende retorik. Det er ikke til at sige præcis, hvor den kom fra i første omgang, men det er let at se, hvordan den hurtigt tages op af medier, journalister, politikere og mand og kvinde imellem. 

Det er ikke alle ord, der har konsekvenser, heldigvis. Men opflammende retorik har en kedelig historik.  

Blinde pletter er almindelige i menneskers udsyn, men det gælder for så vidt også kollektivt i (politiske) forestillinger, når det kommer til forholdet til ’de andre’ og til fremmede magter, som man ikke har nære relationer til.

De andres ageren kan let fremstilles som irrationel og farlig, ikke mindst hvis man kan underbygge det med historiske eksempler. Ens egne ord og handlinger beskrives fordelagtigt som rationelle og båret af høje idealer om frihed og demokrati, eller hvad det måtte være. 

Danmark bør bidrage til konfliktnedtrapning
Lige med hensyn til Arktis kan det nogenlunde dateres, hvornår det blev synligt for en bredere offentlighed, at konfliktretorikken blev trappet op. Det var, da den daværende udenrigsminister i USA, Mike Pompeo, deltog i et møde i Arktisk Råd i Helsinki i 2019.  

Nu har USA fået en ny regering, men der er ikke noget, der tyder på en mindre optrappende retorik. Det kan ikke være i Danmarks interesse at følge trop – men regeringen, kommentatorer, journalister og seniorforskere ser ud til at have travlt med netop det.  

Det må være et udenrigspolitisk mål for Danmark at bidrage til konfliktnedtrapningen, ikke mindst i Arktis, hvor Danmark har en stemme i kraft af Rigsfællesskabet.

Det er vigtigt at bevare Arktis som et lavspændingsområde, som et område med fredelige relationer - sådan som det også fremgår af Udenrigsministeriets hjemmeside.  

Øget overvågning, der kan tjene til formål som søredning og miljøbeskyttelse vil selvfølgelig ikke i sig selv stride imod de fredelige formål. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Palle Bendsen

Aktivist, Miljøbevægelsen Noah
Kystskipper, voksenunderviser, humanøkolog

0:000:00