Om  
Eric Mourier

Dødsfald: Grafiker Eric Mourier (82)

Den danske grafiker, bogskaber og frimærkedesigner Eric Mourier, København Ø, er stille sovet ind, 82 år gammel. Bisættelse 20. april.

Redaktionen

Måske kendte vi ikke hans navn, Eric Mourier, grafikeren, der nu er død, 82 år gammel. Men mange kendte hans fingeraftryk. For siden københavnerdrengen blev færdig på Den Grafiske Højskole i 1966, har han stået bag designet af en række bøger og frimærker.

I en årrække var han først selv ansat på Den Grafiske Højskole, det var fra 1966 til 1981, hvor han sammen med sin nu efterladte kone og kollega, Mette Mourier, etablerede sin egen tegnestue. De fik gennem mange år et tæt, professionelt parløb og skrev bl.a. sammen grundbogen Bogdesign.

Eric Mourier tilrettelagde et stort antal lærebøger og andre bøger for bl.a. Høst & Søns Forlag, Hans Reitzels Forlag, Munksgaard Danmark, Det Danske Bibelselskab, Christians Ejlers Forlag, Dansk Polar Center, Forlaget Vandkunsten, Forlaget Bebop og Asger Schnacks Forlag. 

Blandt de frimærker, han har designet for Post Danmark, er frimærker udgivet i anledning af H. C. Andersen og Bournonvilles 200 års fødseldage.

Eric Mourier havde en særlig tilknytning til Grønland, idet han har tilrettelagt større illustrerede værker for Grønlands hjemmestyre, nemlig i 1989 Kalaallit Nunaat/Grønland - udgivet i anledning af Hjemmestyrets 10 års jubilæum - og Grønlands Økologi i 1999. 

Af større bogværker kan i øvrigt nævnes Nationalmuseet: Herregården 1-4 (2004-06), Christian VII's Palæ, Amalienborg I-II (2009), The Treasure Collection of Rosenborg Castle I-III (2009), Kaare Klint 1-2 (Klintiana, 2010) og Dansk Kunst i 100 år (Hirschsprung, 2011).

Udover den grafiske og visuelle tilrettelæggelse af større bogværker arbejdede Eric Mourier også med generel, visuel identitet. Han har således udarbejdet typografisk grundopsætning for Dansk Sprog- og Litteraturselskab fra 2008 og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab fra 2009. 

Eric Mourier modtog Forening for Boghaandværks Diplom i 1990 og Æresprisen i 2001. Desuden Knud V. Engelhardts Mindelegat i 1999 samt Den danske bogdesignpris 2008/09 (for værk om maleren Dankvart Dreyer).

Bisættelse fra Frihavnskirken i København onsdag 20. april kl. 13.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eric Mourier

Grafisk designer, egen tegnestue fra 1981
Udlært litograf 1961, Den Grafiske Højskole (specialstudiet i grafisk formgivning) 1966

0:000:00