Færinger skal til stemmeurnerne

VALG: På Færøernes nationaldag har lagmand Aksel V. Johannesen udskrevet lagtingsvalg. 

Foto: Føroya Landsstýri
Andreas Krog

Den færøske lagmand Aksel V. Johannesen fra det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin benyttede mandag åbningen af det færøske parlament Lagtinget til at udskrive valg til selvsamme forsamling til afholdelse lørdag 31. august.

Det var den sidst mulige dato, da der ligesom i Danmark skal være valg mindst hvert fjerde år, og det seneste lagtingsvalg var tirsdag 1. september 2015.

Mandag er Færøernes nationaldag, Olai, hvor parlamentet traditionelt åbnes. Og i netop åbningstalen annoncerede Aksel V. Johannesen valget.

Udsigt til valggyser
Johannesens koalition bestående af Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Framsókn har gennem en længere periode været bagud i meningsmålingerne i forhold til den borgerlige koalition bestående af Fólkaflokkurin og Sambandspartiet. Men de fire store partier − Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi, Fólkaflokkurin og Sambandspartiet − ligger tæt i meningsmålingerne, så der kan være udsigt til en valggyser.

Liberale Sambandspartiet ligger bedst i målingerne og erobrede ved folketingsvalget i juni den ene af de to færøske pladser i Folketinget. Samtidig genvandt Javnaðarflokkurin sin folketingsplads.

Siden indførelsen af Grundloven i 1848 har der kun været valg til Folketinget på en lørdag én gang. Det var lørdag 26. februar 1853. Det er dog ikke ualmindeligt med lørdagsvalg på Færøerne. Således blev lagtingsvalgene i 2008 og 2011 afholdt på lørdage, mens valget i 2015 blev afholdt på en tirsdag − den suverænt mest benyttede ugedag til folketingsvalg.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Aksel Vilhelmson Johannesen

Lagmand, Færøernes Landsstyre, partileder (Javnaðarflokkurin)
cand.jur. (Københavns Uni. 2004)

0:000:00