Færøsk politiker: Konservativt udspil underminerer rigsfællesskabet

Det Konservative Folkeparti lægger i sit nye udspil om rigsfællesskabet op til at oprette et rigsfællesskabsministerium. Formålet hævdes at være et ”tættere Rigsfællesskab”.

Indledningen til udspillet beskriver klart de Konservatives ideologiske idé: Fællesskabet skal ikke bare være tættere – det skal først og fremmest være mere dansk.

Danmark skal undgå, at ”andre magter fylder mere på Danmarks bekostning”, og ønsker således et mere dansk domineret rigsfællesskab, der skal bevares i ”al fremtid”. Altså bevares urørt i en konservesdåse med Dannebrog trykt på.

Det konservative udspil vil føre til stagnation og tilbageskridt – både for Færøerne og for rigsfællesskabet.

Sjúrður Skaale
MF

Det er ikke god politisk kunst at lave politik ud fra evighedens perspektiv. Politik skal derimod laves ud fra historiske erfaringer, øjeblikkets faktiske forhold, udviklingsmuligheder og langsigtet holdbarhed.

Stagnation og tilbageskridt 

Set under et peger alt dette på, at det konservative udspil vil føre til stagnation og tilbageskridt – både for Færøerne og for rigsfællesskabet. Erfaringen viser nemlig, at færøske interesser er bedst repræsenteret af befolkningens legitime politiske myndighed – den færøske regering.

På Færøerne ser man ikke den danske regering som sin regering. Der er heller ingen på Færøerne, der ville se en minister i den danske regering som sin minister. Det følger af helt basale demokratiske principper – ens egen regering er den, man selv har valgt.

Der er indgået en lang række aftaler mellem Danmark og Færøerne de sidste år. Næsten alle ansvarsområder er overtaget af de færøske myndigheder, Færøerne har indgået egne aftaler med andre lande, når det gælder handel og fiskeri, og beslutninger af sikkerheds- og forsvarspolitisk karakter er reelt også flyttet til de færøske myndigheder, selv om områderne formelt er fælles for hele riget.

Dette er alt sammen sket i aftaler mellem Danmark på den ene side – og Færøerne på den anden side. Der har altså været to politiske systemer, der er kommet til enighed.

Hvis man tror, at etniciteten kan legitimere ordningen, viser det en utrolig begrænset forståelse.

Sjúrður Skaale
MF

Denne udvikling, hvor Færøerne er blevet stadig mere selvstændige, har i mine øjne været helt afgørende for, at landet står så stærkt i dag – både økonomisk, politisk, kulturelt og socialt. Den stadige kamp for at tage større ansvar og få større råderum er helt afgørende for samfundets opdrift. Og at det har kunnet lade sig gøre inden for rigsfællesskabets rammer, har været afgørende for opbakningen til fællesskabet.

At gå i den omvendte retning gennem oprettelse af et ministerium for Færøerne (og Grønland) inde i den danske regering, ville derfor være at sætte rigsfællesskabets holdbarhed på spil. Det ville underminere fællesskabets mangfoldighed og bygger på en naiv fornægtelse af, at de tre lande tit har divergerende politiske og handelsmæssige interesser.

Etnisk fernis

Den nye minister skal, siger de konservative, helst udnævnes efter etniske kriterier, og enten være grønlænder eller færing. Tanken med denne fernis er vel, at den nye plan om integration skal glide lettere ned i Nordatlanten. Som om grønlændere ville være mere tilfredse med ordningen, hvis en færing var minister, eller omvendt. ”Han er en af vor egne”…

Men De Konservative begår også en stor fejl med denne kalkulering. Der er nemlig større forskel mellem Færøerne og Grønland end mellem Færøerne og Danmark. Det, vi har til fælles, er, at vi hører til det danske rige. En færing vil have absolut nul legitimitet som minister for Grønland qua sin egenskab som etnisk færing – og omvendt. Så hvis man tror, at etniciteten kan legitimere ordningen, viser det en utrolig begrænset forståelse.

Det er også ufatteligt nedladende at tro, at folk ville opfatte en sådan etnisk minister som en, der var mere loyal over for Færøerne / Grønland end den danske regering, som han skal arbejde for.

De Konservative bør anerkende, at støtten til rigsfællesskabet ikke bygger på mere dansk indblanding, men at det tillader udvikling. Ikke på lukkethed men åbenhed. Ikke på, at der bliver mere af Danmark i Nordatlanten, men mere af Grønland og Færøerne.

Jo stærkere og mere selvstændige Færøerne kan blive i fællesskabet, jo større er opbakningen til det. Og et forslag, der på den ene side har som formål, at Færøernes muligheder for samarbejde med andre lande skal begrænses, og på den anden side skal sikre, at fællesskabet skal fortsætte i al evighed, vil kraftigt underminere opbakningen til det.