Debat

Forfatter: Lufthavnstilbud er imperiet, der slår igen

DEBAT: Danmark har sovet i timen, når det gælder kampen om Arktis. I sidste øjeblik har dansk og amerikansk økonomisk magt alligevel tvunget en kile imellem Kina og Grønland, skriver forfatter Hans Jakob Helms.

I dag handler slaget om Arktis ikke om enkelte sejlruter, men om magten over polhavene, når isen er smeltet, skriver Hans Jakob Helms. 
I dag handler slaget om Arktis ikke om enkelte sejlruter, men om magten over polhavene, når isen er smeltet, skriver Hans Jakob Helms. Foto: John McConnico/Ritzau Scanpix
Astrid Johanne Bjørnskov
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Jakob Helms
Forfatter

Under forbløffende mangel på bevågenhed i den danske offentlighed fremkom USA 16. september pludseligt og uventet med en åbning om at gå ind i finansieringen af Grønlands infrastruktur, herunder de nye lufthavne. Meddelelsen kom som en hensigtserklæring fra USA's forsvarsministerium med en støtteerklæring fra USA's ambassade i København.

I Grønland må de sidde tilbage med et par store spørgsmål.

Det første spørgsmål er, hvorledes det kan være, at USA først hårdnakket afviser ethvert forsøg på at skabe en erstatning for serviceaftalen omkring Thulebasen (som det amerikanske militær for nylig fjernede fra Grønland/Danmark og overdrog til et amerikansk firma), og så nu pludselig åbner op for finansieringen? Oplægget ligner i forbløffende grad de forslag, som flere grønlandske politikere har bragt på banen netop som erstatning for Thulebase-kontrakten.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected] 

De andre er: Hvorfor nu, og hvad så med vores kontakter til Kina?

USA kom imellem Grønland og Kina
Overvejelserne omkring Kina må handle om, at hvis ikke kineserne var kommet på banen i forbindelse med det planlagte nye lufthavnsbyggeri i Grønland, ville hverken dette amerikanske tilbud eller Lars Løkkes tilbud om støtte til lufthavne og andet erhverv i Grønland næppe være kommet på bordet.

Det, de nu ser, er, at de gamle magter i Grønland, nemlig Danmark og USA, pludselig er vågnet op og har besluttet sig for at lukke for Kinas samarbejde med Grønland.

Hans Jakob Helms
Forfatter

Ironien i det er, at det i sin tid var den danske ambassadør i Kina, der i overensstemmelse med Danmarks ønske om et stærkere samarbejde med Kina bragte den grønlandske regering i forbindelse med de kinesiske investorer og firmaer.

Det fortryder man i dag. For i forbindelse med Kinas enorme satsning på at skabe en ny silkevej over hele kloden ”One Road – One Belt” er det nu, gennem den nyligt fremlagte kinesiske arktiske politik, også blevet klart, at Kina ønsker at skabe en arktisk silkevej.

Slaget om Arktis efter isen 
Så nu handler slaget om Arktis pludselig om, hvem der har placeret sig i det arktiske område på rette måde, når hele isen i polhavet forsvinder, og ikke længere kun om de nye sejlruter fra Øst til Vest, der allerede nu åbner sig via Nordvest- og Nordøstpassagen.

Disse passager har henholdsvis Canada/USA og Rusland kontrol over. Men den dag, isen i Polhavet forsvinder, vil det være muligt at sejle hen over midten af dette hav, og det vil være frit tilgængeligt internationalt farvand. Dermed vil de, der har forberedt sig rigtigt, kunne høste de store frugter af en reducering på op til 40 procent af udgifterne ved at bringe varer mellem Øst til Vest uden om Rusland og Canada/USA.

Kina arbejder med langsigtede strategier. Også i Arktis. Det kan man ikke beskylde Danmark for.

Danmark har sovet i timen
I årevis har grønlandske firmaer og politikere forsøgt at råbe de danske politikere op om, at udviklingen i Arktis krævede en helt anden og aktiv indsats fra Danmark, hvis man ikke ville risikere at blive hægtet af.

En udvikling, der først og fremmest er drevet af de klimaforandringer, der fjerner isen i Arktis. Men også af de økonomiske og magtmæssige udviklinger, der er i gang med at ændre hele verden og ikke mindst bringe Kina tilbage som en storspiller over hele kloden.

Samtidig har udviklingen i Grønland medført, at landet på en række områder ikke længere er bundet til at gå via Danmark, hvad angår aftaler med andre lande. På såvel råstofområdet som infrastruktur og almindelig handel har Selvstyreloven medført, at Grønland både bestemmer og handler selv.

Det sidste har givet en del hovedpine i Danmark.

Kineserne venter på malmpriserne
Det startede med planer om en jernmine ved Nuuk, som man for en del år siden forventede skulle bygges med kinesisk arbejdskraft.

Det lykkedes den danske regering i et heldigt samarbejde med verdensmarkedsprisen på jern at få ødelagt denne mulighed, blandt andet via en skræmmekampagne omkring brugen af kinesisk arbejdskraft, der til gengæld næppe har fremmet de danske interesser i Kina.

Men i stedet for at forstå, hvad der var i gærde og selv gå aktivt ind med en politik til støtte for Grønlands ønsker om udvikling af et nyt erhvervsområde til aflastning af afhængigheden af fiskeriet, nemlig minedrift, valgte Danmark altså at skræmme andre væk og selv vende tilbage til en passiv tilskuerrolle.

Jernminen ved Nuuk er i mellemtiden købt op af kinesiske ejere, som venter på, at prisen på malmen igen stiger, og det bliver spændende at se, hvad der sker til den tid.

Køb af flådebase forpurret i sidste øjeblik
Danmarks problemer med Kina i Grønland blev dog først helt åbenbare, da kineserne viste interesse for at købe den nedlagte flådestation i Sydgrønland, Grønnedal.

Det danske militær havde forladt en mindre landsby i bunden af en smuk fjord sammen med en massiv gang forurening. Begge dele ønskede regeringen rigtig meget at komme af med, og man havde sat det hele i et udbud, hvor køberne også skulle rense stedet.

Det sidste betød, at de grønlandske interesser i at skabe et turistcentrum i den efterladte by måtte opgives. Man havde ikke råd. Men det havde Kina. Så de var klar til at købe stedet. Næppe for at lave en turistattraktion, men stedet har mange andre muligheder, og de ville have været ”inde” i Grønland for alvor.

Så viste det sig pludselig, at Danmark alligevel havde brug for Grønnedal. Man stoppede udbuddet og sendte fire soldater derop, der nu trasker rundt uden andet mål og med end at holde Kina ude af Grønland.

Mon ikke det vil være et kvalificeret bud at antage, at Danmark har fået et venligt tip fra USA om at tage sig sammen og gøre noget i denne situation.

Grønland har nærmet sig Kina
Måske er det det, som USA nu betaler tilbage for. Sikkert er det i hvert fald, at efter Grønland sidste år meddelte, at man havde brugt sine klare rettigheder i henhold til selvstyreloven og prækvalificeret et kinesisk statsejet entreprenørfirma til at byde på de kommende lufthavnsbyggerier i landet, fik både Danmark og USA travlt med at advare Grønland om den gule fare, der nu pludselig truede.

Dette ikke mindst, fordi grønlandske toppolitikere allerede havde været i Kina og undersøgt mulighederne for kinesisk medfinansiering af hele lufthavnsprojektet, der løber op i flere milliarder kroner, hvis det gennemføres som planlagt.

Først advarede Danmark, og regeringen mente så nu, at lufthavnsbyggeri godt kunne defineres som både forsvars- og udenrigspolitik, hvis altså kineserne blev indblandet. De områder er netop ikke overført til grønlandsk kompetence og giver dermed Danmark vetoret i sagen.

Forbudspolitik kan give bagslag
Denne tolkning benægtede de grønlandske politikere, og der var lagt op til en alvorlig konflikt, hvis Danmark fortsatte den passive forbudspolitik over for Kina i Grønland, som man tidligere havde ført.

Dette ville så også potentielt skade den massive indsats, som Danmark ellers har i gang for netop at øge samhandel og investeringer med Kina – så længe det altså foregår på Jylland og øerne. Samtidig valgte USA's forsvarsminister offentligt at udtale sig om sagen og naturligvis advare imod enhver kinesisk indflydelse i Grønland.

Så valgte Danmark at skifte politik. I stedet for at forsøge at forhindre Kina i at komme ind i Grønland, besluttede regeringen selv at komme med et finansieringstilbud, der var så lukrativt, at det ville tvinge Grønland til at vælge Danmark i stedet.

Der blev forhandlet intenst mellem den danske og den grønlandske regerings embedsmænd, indtil man fandt frem til den aftale, som de to regeringsledere præsenterede og underskrev i Nuuk forrige måned.

Lufthavnsprojektet er et kursskifte  
Danmark vil nu ikke blot skyde et milliardbeløb i lufthavnsprojektet, men også investere i den generelle erhvervsudvikling i Grønland i årene fremover.

Tilbuddet fra Danmark kommer midt i en tid, hvor vejen til selvstændighed i Grønland er et af landets helt store debatområder. Og virkningen er da heller ikke udeblevet. Regeringskoalitionen er sprængt, og langt ind i de største grønlandske partier rejses spørgsmål om, hvorvidt dette er enden på drømmen om den endelige frigørelse fra kolonitidens arv.

Nu kommer så den amerikanske hensigtserklæring oveni. Den kommer samtidig med, at rygter i København vil vide, at et forsøg fra dansk side på at indlemme en afgivelse af ethvert grønlandsk erstatningskrav i forhold til den tabte kontrakt på Thule i statsministerens finansieringstilbud blev tvunget af bordet af de grønlandske forhandlere.

Gamle magter vågner af frygt for Kina
Hvis det er korrekt, og Danmark havde vundet en sådan forhandling om kravet, havde USA næppe behøvet at kommet med et tilbud, der tydeligvis er beregnet på at skaffe ro omkring Thulebasen, og hvad der end måtte foregå deroppe i disse tider, hvor Trump er i gang med at etablere et nyt såkaldt rumværn oven i det missilskjold, som Thulebasen allerede er dybt involveret i.

Samtidig bør det amerikanske tilbud også læses i lyset af Trump-regeringens nye overordnede militære strategi, der kræver, at amerikanske entreprenørprojekter i forbindelse med USA’s militære aktivitet i udlandet udføres af eller i samarbejde med amerikanske firmaer.

Tilbage sidder de grønlandske politikere, der for kort tid siden med hjælp fra det danske udenrigsministerium glade tog til Kina og fik tilsagn om muligt samarbejde, især om den for selvstændigheden absolut nødvendige udvikling af infrastruktur og erhverv, kørt ud på et sidespor.

Det, de nu ser, er, at de gamle magter i Grønland, nemlig Danmark og USA, pludselig er vågnet op og har besluttet sig for at lukke for Kinas samarbejde med Grønland.

Grønlands vej til selvstændighed er brolagt med lån
Alle Danmarks advarsler om samarbejde med Kina har drejet sig om, at hvis man modtager investeringer fra fremmede magter, så risikerer man at komme i kløerne på de samme magters politiske ambitioner. Det behøvede man for så vidt ikke at fortælle Grønland, der kender alt til bloktilskuddets politiske følgevirkninger.

Men hvad er prisen for dette nye scenarie, hvor Danmark og USA i tydelig fælles drift nu igen vil sikre sig båndene til Grønland, nu med lån og investeringer i stedet for gammeldags magt? Og hvordan står det i forhold til de betingelser, man kunne have opnået andre steder også uden Kina?

Under alle omstændigheder er den grønlandske vej til selvstændighed brolagt med lån, der skal betales, og et bloktilskud, der skal erstattes. Spørgsmålet er blot til hvem, hvornår og hvordan.

Måske er det på den baggrund, den grønlandske regering har takket ja til både Danmark og USA. I det mindste er man kloge nok til ikke at forsøge sig med en umulig kamp, når The Empire Strikes Back.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00