Forfatter: Selvstyrelov i laser umuliggør en effektiv udenrigspolitik

DEBAT: Så længe der er uenighed om, hvilke beslutningsområder der hører til dansk udenrigspolitik, har Grønland intet værn mod kinesiske magtudvidelser, skriver forfatter Hans Jakob Helms.

Af Hans Jakob Helms
Forfatter

Nu er udbygningen af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat vedtaget i det grønlandske parlament. Det samme er accepten af den økonomiske pakke til formålet, som Danmark i sidste øjeblik fik etableret for at sikre, at Grønland ikke optog kinesiske lån. Prisen for det sidste var en sprængt regering i Grønland og en ny mindretalsregering med et støtteparti, der reelt bestemmer farten. En model, der er ganske kendt i Danmark.

Det betød også både en fornyet debat om, hvad afhængighed af danske lån betyder for det grønlandske ønske om selvstændighed, samt en mangel på enighed med oppositionen om, i hvilket tempo lufthavnene reelt behøver at blive bygget. Og endelig betød det, at en række byer i Grønland, der ikke får nye lufthavne, føler sig overset. Så man kan roligt fastslå, at det har været en proces med alvorlige bivirkninger.

Men det er vel kun begyndelsen.

Uenigheder om selvstyreloven  
For det overordnede problem er uenigheden om, hvad der efter den grønlandske opfattelse af selvstyreloven er grønlandsk beslutningsområde, og hvad der efter den danske er udenrigs- og sikkerhedspolitik og dermed under dansk styring. Og dermed, hvem Grønland reelt må samarbejde med.

Den problematik fik Danmark i første omgang sparket til hjørne med den danske økonomiske lufthavnspakke, som regeringen behændigt fik sammensat sådan, at det blev et tilbud, Grønland ikke kunne sige nej til.
Men det er kun en stakket frist, før spørgsmålet dukker op igen, og samtidig kan den danske regering næppe fortsætte med at medfinansiere udviklingen i Grønland, ligesom Grønland ikke kan fortsætte med at æde de krav fra Danmark, som følger med finansieringen. Så hvad sker der, når fremtidens lufthavne, havne, miner eller telekommunikation skal udbygges i Grønland, og fremmede magter byder ind?

Kan ikke sige nej til private investeringer
At regeringen lider af en slags skizofreni, hvad angår Kinas ageren inden for kongerigets grænser, er vist åbenlyst. Det fremgik så sent som af torsdagens forhandling om regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor det fremgik, at man både ønsker del i Kinas erhvervsmæssige fremdrift i verden og samtidig frygter for præcis samme sag, hvis denne kommer i nærheden af virksomheder, der betjener vitale samfundsfunktioner. Mens det synes at være nye toner i Danmark, hvor man jo reelt kan vælge ikke at sælge de selv samme funktioner til private investorer, er det ikke nyt i Grønland.

Men i Grønland har man ikke samme valg, for det er ikke funktioner, man allerede har og ønsker at privatisere, men funktioner, man først skal til at bygge op. Landet har simpelthen ikke råd til at finansiere en udbygning til et moderne, selvbærende industrisamfund uden investeringer udefra. Og hvor Grønland i en tid lang har kunnet regne med indtægter fra USA's militære virksomhed i landet, er dette nu åbenlyst problematisk, ligesom Brexit kan få seriøse konsekvenser for Grønlands økonomi.

Centrum for ny kold krig
Samtidig ser Arktis ud til at tiltrække sig interesse fra helt nye spillere, som for eksempel Kina og Sydkorea. Begge har i år lanceret en arktisk strategi for deres egen indsats i området, og begge er klar til at investere i forventning om, at den sidste is i polhavet smelter og åbner for en fri international sejlads, der vil komme til at revolutionere transporten af gods mellem øst og vest på hele kloden. Dette billede kan man så fuldende ved at betragte den snigende opmarchering af militært isenkram af den mest moderne slags, som stormagterne langsomt er ved at opbygge rundt om polhavet.

Forholdet mellem Grønland og Danmark er således blevet fanget i en globalt storpolitisk udvikling, der er drevet af klimaforandringerne og samtidig uden for ethvert reelt dansk magtniveau. For midt i det hele ligger Grønland, som for hver gang, der er nye områder i det arktiske område, der bliver isfrie, bliver mere og mere interessant for de enorme militære og økonomiske kræfter, der reelt bestemmer i verden.

Derfor må Grønland nu også konstatere, at landets beliggenhed igen medfører, at det er blevet centrum i en ny kold krig, uanset hvad Danmark ynder at erklære om en fredelig udvikling i Arktis. Der er få, der er i tvivl om, at det er på – om ikke ordre, så i hvert fald en venlig henstilling – fra USA, at Danmark både har stoppet salget af den forladte militærbase Grønnedal til kineserne og forhindret, at kinesisk kapital fik en rolle i finansieringen af de nye lufthavne.

Beslutning om Thule Air Base bliver afgørende
Hvad der derimod ikke tales meget om er, at USA er i fuld gang med at opruste, både i Thule og i Alaska. Det specielle ved den nye oprustning i Grønland er, at den handler om det rumværn, som USA startede med missilskjoldet, og som nu fortsætter med Trumps ønske om et helt særligt værn til at kunne føre krig i rummet. Det er i den sammenhæng, man skal se den opgradering af radaren på Thule Air Base, der foregår for tiden, uanset at regeringen forsøger at slå det hen som en normal vedligeholdelse.

Det væsentlige ved denne "vedligeholdelse" er nemlig – med den kommanderende chef på basens egne ord – at Thule Air Base nu skifter rolle fra blot at være en varslingsstation til at være en del af selve de angreb, som skal udgå fra missilskjoldet. Raketterne, som skal udgøre missilskjoldet, er baseret på en radarteknologi, som kræver samarbejde med blandt andet den opgraderede radar i Thule Basen, hvilket man kan læse i den rapport, som USA's senat selv har bestilt om missilskjoldet. Heri indgår også en nøje beskrivelse af Thulebasens rolle, såfremt Iran skulle sende raketter mod USA.

Men da Rusland samtidig opgraderer deres ubådsbaserede arktiske missiler, har USA nu også brug for andre arktiske modsvar. Og mon ikke det er i det lys, man skal se USA's pludselige tilbud om at overveje investeringer i de grønlandske lufthavne, hvis disse altså kan give plads til militær aktivitet. Eller med andre ord at investere i den dybt ønskede grønlandsk infrastruktur, hvis de får lov til at lave nye basefaciliteter.

Der kommer næppe nogen protester i denne sammenhæng fra Danmark. Til gengæld vil en accept fra Grønland cementere det danske standpunkt om, at grønlandsk infrastruktur er sikkerhedspolitik og altså under dansk kontrol.

Selvstyreloven i stumper  
Danmark prøver at bruge resterne af den danske magt efter selvstyreloven, så godt de kan, men det holder ikke i længden. Den dag, kineserne åbner den jernmine ved Nuuk, de allerede ejer, er det vanskeligt at se, hvad Danmark kan gøre ved det, hvis de samtidig bygger et par antennestationer eller lignende inde i bunden af Nuuk-fjorden, hvor minen skal ligge.

Det var Danmark selv, der for ti år siden, da man startede det store erhvervssamarbejde med Kina, satte Kinas og Grønlands regeringer sammen. Dengang var Kina ikke farlig, bare rigt. Men nu er løbet kørt, og da man samtidig ønsker en fri og international kapitalistisk udvikling, er det jo svært at holde bestemte internationale investorer ude af de aktieselskaber, der også agerer i for eksempel Grønlands miner.

I Danmark har man hidtil ladet Kina investere i stort set hvad, de ønsker. Men nu er man blevet skræmt og vil indføre en såkaldt screeningsmekanisme, så man kan forbyde visse opkøbere til de statsejede selskaber, som den liberale regering ellers mener trives bedst under privat ejendom og derfor sender ud på det frie marked. Det er en europæisk ordning, som Danmark nu langt om længe kopierer. Hvilket paradoksalt nok sker samtidig med, at man fejrer tiåret for det erhvervspolitiske samarbejde med Kina i stor stil, og dermed altså gør det klart, at man gerne vil have kinesernes penge, men ikke deres indflydelse.

Grønlandske politikere i tænkeboks
Hvad skal Grønland stille op i denne sammenhæng? Den nye interesse for det kommende arktiske isfrie område er enorm, og der er som sagt mange, der gerne både vil investere og placere sig deroppe i fremtiden, ikke mindst Kina.

Grønland har brug for kapital til at udvikle sine ønsker om selvstændighed og øjner muligheden i netop disse nye interessenter. Samtidig ønske man sig frigjort af både den danske økonomiske dominans og de amerikanske militære aktiviteter, som man har stærkt blandede erfaringer med.

Men det er det modsatte, der sker lige nu. Så selvom den nye grønlandske mindretalsregering nu har fået sine nye lufthavne igennem, vil selve processen komme til at stå som et varsel om en fremtid i Grønland, hvor prisen for fremdrift er, at alle de gamle magtforhold vækkes af deres dvale og straks sender de grønlandske politikere, der kæmper for selvstændighed, ned i en dyb og splittet tænkeboks.
 
  
 

Forrige artikel Forfatter: Grønland og Danmark må gøre fælles front mod Kina  Forfatter: Grønland og Danmark må gøre fælles front mod Kina
  • Anmeld

    Jairus Lyberth · CPH

    " uanset hvad Danmark ynder at erklære om en fredelig udvikling i Arktis."

    Mig bekendt, har det altid også været GL ønske om en fredelig udvikling i Arktis, så den holder ikke med, at tillægge DK for det udsagn alene. Hvad angår Selvstyre, så har du også ret i din vurdering af, at det nu også kommer under pres, så det bliver en spændende tid vi kommer i møde, når man skal til at holde 10-års jubilæet for Selvstyrets indførelse næste år, hvad og hvordan man tillægger betydningen af det fra grønlandsk og dansk side. Hvad skal GL så stille op? Kort og godt: Indse realiteterne og drop selvstændighedsdrømmen. Man kan så vinkle på mange måder hvorfor, man skal droppe selvstændighedsdrømmen og det giver der ikke plads til her.