Grønlandskender om koloniseringen: Indtil det 20. århundrede fungerede Grønland uden etniske modsætninger

På baggrund af 300-året for Hans Egedes landgang på Grønlands vestkyst og i lyset af den debat det har medført, vil jeg her opridse nogle centrale og oversete aspekter ved kolonisationen.

Koloniseringen var et komplekst fælles projekt i en for alle parter ny situation, og som pegede fremad mod et dengang ukendt mål – nutidens Grønland. 

Et samvirke mod fælles mål med en mangfoldighed af forskellige interesser og forskelligartet ansvarlighed. Vi må forestille os et socialt, økonomisk og politisk felt, hvor der til tider ikke var plads til modsætninger mellem grønlandsk og dansk. Det, jeg vil fremhæve, er, at dette praktiske felt for det meste fungerede uden etniske modsætninger. Det var aldrig sådan, at grønlænderne stod passive udenfor udviklingen og lod sig koste omkring med af driftige danskere.

Fremmede værdier fik lokale betydninger
Den grønlandske befolkning slap aldrig taget i deres samfundsudvikling. Når muligheden var der, påvirkede de situationen derhen, hvor de helst ville have den. De fremmede værdier fik lokale betydninger, og de nye materielle muligheder blev inkorporeret i den materielle kultur.

Den grønlandske befolkning slap aldrig taget i deres samfundsudvikling. Når muligheden var der, påvirkede de situationen derhen, hvor de helst ville have den.

Claus Oreskov
Antropolog og formand, Knud Rasmussen Selskabet

Jeg elsker historien om åndemaneren fra Østkysten Maratse, der fik Gustav Holm som en af sine hjælpeånder. Gustav Holm havde med sin konebådsekspedition overvintret på Østkysten. For første gang var danskerne kommet derop, og med sig havde de et vælg af vigtige varer. Det er klart, at det lille samfund skulle sunde sig efter dette ophold, og Maratse viste sine bopladsfælder, at han var situationen voksen, da han fremmanede Gustav Holm vinteren efter denne var rejst med sin ekspedition.

I øvrigt var der en del åndemanere, som overgik til den nye tro på den gamle tros betingelser, idet de helt tydeligt antog Jesus for en ny og stærk hjælpeånd.

Købmandsbutikken og missionen var den dobbelte mod-og medspiller man forholdt sig til. Butikken tilbød alt det, man før havde tiltusket sig til med de europæiske hvalfangere, når lejligheden var der. Butikken var der altid, og det var en fordel, der var til at føle på. I butikken solgte man alt det, europæerne eftertragtede, for eksempel tran til de europæiske byers oplysning og pelsværk.

Omvendt kunne man købe et udvalg af eftertragtede varer såsom: skydevåben, metalpotter, pander og ikke mindst synåle. Det var en anden oplevelse at sy i skind med en nål af stål end som før – med en nål af fiskeben. Nålen af fiskeben kom sammen med meget andet på de europæiske etnografiske museer, hvor folk måbende gloede på alt det eksotiske. På samme måde som man i Grønland måbende oplevede al det europæiske habengut i butikken.

Var afhængige af lokalbefolkningen
Danskernes erhverv var begrænset til handel og mission. Ligesom der gradvist kom læger og jordemødre fra Danmark. Majoriteten af den grønlandske befolkning var beskæftiget indenfor fangererhvervet. En fangerfamilie var selvstændig i dette ords bedste betydning. Grønlændere og danskere virkede indenfor to meget forskellige områder, og derfor var der kun få sammenstød på etnisk grundlag.

Man skal huske på, at den grønlandske befolkning aldrig har været overvundet i en krig eller selv afgivet deres suverænitet. Suverænitetsovertagelsen kom snigende.

Claus Oreskov
Antropolog og formand, Knud Rasmussen Selskabet

Fangerkonen og fangeren bevarede også deres stolthed gennem det fakta, at danskerne var afhængige af deres kompetencer. I Arktis klarede europæerne sig kun med hjælp af lokalbefolkningernes velvilje. Eller i det mindste måtte man lære overlevelsesteknikker af landets oprindelige beboere, for eksempel at køre med hundeslæde eller ro i kajak.

Om vinteren var varme kamikker et spørgsmål om liv eller død, og fangerkonerne forsynede danskerne i rigeligt mål med dette livsvigtige fodtøj. Danskere og nordmænd som virkede i Grønland de første par hundrede år talte som en selvfølge grønlandsk. Når præsten var ude på gæstevisitter ved fjerntliggende bopladser, boede han hos de lokale, talte med dem på deres eget sprog, var klædt som de og spiste for det meste samme mad. Nogle danskere brød sig ikke om mattak (hvalhud), og de fik skørbug af mangel på C-vitaminer.

Man skal huske på, at den grønlandske befolkning aldrig har været overvundet i en krig eller selv afgivet deres suverænitet. Suverænitetsovertagelsen kom snigende, sammen med butikken og missionen. Datidens grønlandske samfund var opbygget på principper om lighed og fællesskab, medens det danske var et hierarkisk kongedømme med interesseforskelle.

Det skabte en del konflikter, når danskerne altid ville bestemme og irettesætte. Omvendt opfattede grønlænderne denne opførsel som barnlig og derfor pinlig. Man bar over med danskerne og mistede uforvarende herredømmet over den fremtidige nation.

Den danske konge indførte monopolhandel i de grønlandske kolonier og fik på denne måde andre nationers indblanding på afstand.

Ubalance mellem danske og grønlandske erhverv
Indtil starten af det 20. århundrede forløb det danske styre i Grønland stor set som beskrevet her, imidlertid ikke uden konflikter mellem landets oprindelige beboere og kolonimagtens repræsentanter. Kirken og missionen var, selvom styrelsen lå i København, stor set på grønlandske hænder, således var det ikke Hans Egede der, kristnede gamle Thule og Østkysten. Det var vestgrønlandske præster og egne kateketer.

I 1907-1910 offentliggjorde danskgrønlænderen Knud Rasmussen flere breve fra grønlændere med deres tanker om fremtiden samt om de daværende forhold i landet. Landets hovederhverv, fangst på sæler, havde lidt stor skade ved at sælbestanden var gået svært tilbage. Flere steder oplevede man tilbagevendende hungersnød.  Mange påpeger misforholdet mellem danske og grønlandske erhverv.

Grønlændere kunne blive kateketer og udlæggerbestyrer, men ikke butiksbestyrer – hvorfor? Brevene taler rent ud af posen om danske embedsmænds hovmod og direkte diskrimination af befolkningen. Kollektiv straf var udbredt, samt truslen om samme, for eksempel lukning af butikken, da en fanger havde overtrådt en ikkeeksisterende jagtlov.  En af brevskriverne spørger, hvorfor alle grønlændere skal sammenlignes med den sletteste af dem alle. Sådan vurderer vi ikke danskerne, ræsonnerer brevskriveren.

Der var ligeledes en kras kritik af Forstanderskaberne, den tids eneste grønlandske politiske repræsentation, hvor danskerne havde det afgørende ord.

Efterhånden som det 20. århundrede skred frem, forvandledes det bærende erhverv i Grønland fra fangst til fiskeri. Minedrift var også en moderne realitet, og der var ingen tvivl om, at Grønland fuldt ud var med i den globale økonomi.

Åbenlyse forskelle – men fælles fodslag
Efter anden verdenskrig, hvor Grønland blev indlemmet som Amt i Danmark, fortsatte udviklingen henimod fiskeri som hovederhverv.

Mere end nogensinde var det landets egen befolkning, der udviklede landets erhvervsmuligheder. Omvendt oplevede mange, at de ikke blev inddraget i de omfattende anlægsarbejder samt udbygningen af byerne.

Claus Oreskov
Antropolog og formand, Knud Rasmussen Selskabet

Fangeren og fiskeren Thomas Frederiksens dagbog giver et spændende indblik i selverhververnes livsbetingelse i denne vigtige epoke. Thomas og hans brødre slider og slæber med fiskeriet. De spinker og sparer, og gradvist overgår de fra langlinefangst fra små både til at blive kutterejere.

Thomas er også ærgerrig på kundskabens vegne, og han gennemgår et ophold på Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut. Mange grønlandske familier gennemlevede identiske udviklinger. Mere end nogensinde var det landets egen befolkning, der udviklede landets erhvervsmuligheder. Omvendt oplevede mange, at de ikke blev inddraget i de omfattende anlægsarbejder samt udbygningen af byerne.

Samtidig var en begyndende grønlandsk middelklasse blevet en udfordring på samme erhverv, danskerne plejede at varetage. Man indførte fødestedskriteriet, der gav mindre løn til en person født i Grønland end en person født i Danmark – for samme arbejde. Bygderne blev nedlagt på stribe, og Danmark ønskede at udnytte uranforekomsterne i Kvanefjeldet.

Udviklingen frem mod Hjemmestyret var ikke længere til at standse. Resultatet blev, som tidligere, en fælles grønlandsk dansk frembringelse. Denne gang med åbenlyse interesseforskelle, men også med fælles fodslag.