Homoseksuelles rettigheder udløser på ny færøsk regeringskrise, som langtfra er overstået

Et lille kristent regeringspartis modstand mod bedre forhold for homoseksuelle satte fornyelig ild i færøsk politik og betød, at den borgerlige regering mistede sit flertal i Lagtinget. Forude venter en lagtingssamling, der kan risikere at vælte regeringen. 

Foto: Føroya Landsstýri
Andreas Krog

På Færøerne holder man lige nu vejret og kigger i retning af lagtingsmedlemmet Johan Dahl fra det borgerlige parti Sambandsflokkurin. Han kan nemlig være afgørende for om den borgerlige regering fortsætter.

Johan Dahl repræsenterer fortsat Sambandsflokkurin i det færøske parlament Lagtinget. Men han vil ikke længere tælles med som en del af regeringens mandater. Derfor har regeringen ikke længere et flertal i Lagtinget. 

Så hvis Johan Dahl ikke stemmer for regeringens forslag, når Lagtinget samles igen i næste uge, så kommer den i mindretal. 

Det er lige netop hvad der risikerer at ske i februar, når de første afstemninger i forårssamlingen er programsat.

“Der en slags politisk time out på Færøerne lige nu,” forklarer politisk redaktør Uni Holm Johannessen fra den færøske tv-station KVF.

Bedre vilkår for lesbiske mødre

Balladen startede, da et færøsk oppositionsparti i december sidste år fremsatte et forslag om bedre vilkår til lesbiske mødre.

Det udløste en regeringskrise, der strakte sig henover jule- og nytårsdagene. 

Sagen er nemlig den, at den færøske tre-parti-regering har indgået en musketér ed om ikke at stemme for forslag, som et af partierne er imod. Regeringen består af det liberale parti Sambandsflokkurin, det konservative parti Fólkaflokkurin og det lille kristne parti Miðflokkurin.  

Fjernede suppleanter

Netop Miðflokkurins principielle modstand mod bedre forhold for homoseksuelle på Færøerne skaber igen og igen knas i regeringssamarbejdet. Det er sket tidligere og det skete igen, da forslaget kom til behandling i Lagtinget i december.

Et medlem af Fólkaflokkurin agtede at stemme for forslaget.

Det fik Fólkaflokkurins formand Jørgen Niclasen til at iværksætte en større rokade internt i partiet. To landsstyremedlemmer trak sig fra deres poster for at kunne genindtræde i Lagtinget på de to pladser, som to suppleanter havde overtaget. 

Læs også

Den ene af suppleanterne ville nemlig stemme for forslaget. Men da hun var andensuppleant, var det også nødvendigt at “fjerne” førstesuppleanten, der ellers var for forslaget. 

På trods af rokaden blev forslaget stemt igennem ved tredjebehandlingen og fulgt op af drøftelser i regeringen henover jul og nytår. For det er ikke holdbart, at regeringen på den måde igen og igen bliver splittet. 

Striden blev bilagt. Men Johan Dahl valgte altså at trække sin automatiske støtte til den regering, som hans eget parti står i spidsen for, da han ikke længere vil accpetere, at Miðflokkurin dikterer politikken.

Mere progressive 

Balladen om det aktuelle forslag er blot det seneste eksempel på de store forskelle i synet på homoseksuelles rettigheder, som der hersker på Færøerne. 

“I Tórshavn er vælgerne mere progressive end de er ude i de små bygder,” forklarer Uni Holm Johannessen.

Det har især kostet Sambandspartiet vælgeropbakning og især i Tórshavn, at partierne igen og igen lader det tredje regeringsparti, Miðflokkurin, få sin vilje. 

“Det er især Sambandspartiets vælgere, som er meget utilfredse med det, som er sket. Og som er meget utilfredse med Miðflokkurin og partiets formand Jenis av Rana,” siger Uni Holm Johannessen.

Ringe meningsmålinger

Lagmand Barður á Steig Nielsen risikerer dog at miste magten, hvis ikke han holder sammen på regeringskoalitionen. De borgerlige partier står nemlig svagt i meningsmålingerne i øjeblikket.

“Alle regeringspartier står meget ringe i meningsmålingerne. Så hvis de udskriver valg nu, så kommer de ikke til at få et godt valg. Det spiller naturligvis ind. For det andet, så har de magten. Der er ikke et flertal imod regeringen i Lagtinget. Ikke endnu i hvert fald,” påpeger Uni Holm Johannessen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bárður á Steig Nielsen

Lagtingsmedlem (Sambandsflokkurin)
første del af HD, Handelshøjskolen Århus

Jørgen Niclasen

Lagtingsmedlem (Fólkaflokkurin)
Studentereksamen

0:000:00