Martin Breum: Samuelsen kan brænde sig slemt på russerne

ANALYSE: Putin har kaldt til arktisk konference i Sankt Petersborg tirsdag 9. april. Danmark har flere sager, som Anders Samuelsen må behandle varsomt, når han går på scenen. 

Af Martin Breum
Forfatter og journalist

Udenrigsminister Anders Samuelsens deltagelse på en mægtig russisk Arktis-konference i Sankt Petersborg tirsdag illustrerer på fineste vis, hvordan Arktis hastigt er ved at udvikle sig til ikke bare Danmarks, men hele den nordiske kreds’ mest centrale arena for politiske udvekslinger med Rusland. 

Samuelsen skal blandt andet deltage i en paneldebat med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, hvor han kan brænde sig på flere kogeplader: den russiske oprustning i Arktis, Danmarks strid med Rusland om grænserne i Det Arktiske Ocean og det presserende spørgsmål om Arktis og den globale opvarmning. 

Måske han vil trøste sig med, at andre har endnu større udfordringer. Fra Norge deltager både statsminister Erna Solberg og den ekspressive udenrigsminister Ine Eriksen Søreide; det er første gang siden Krim-krisens eksplosion i 2014, at Norges politiske ledelse på så bastant vis besøger Rusland for at indgå i politiske diskussioner med den russiske top. 

Undervejs i forløbet vil Erna Solberg gå på scenen sammen med blandt andre Vladimir Putin til en debat, der formelt set skal handle om Arktis, men som givetvis vil omfatte hele det komplekse spørgsmål om Ruslands geopolitiske placering. 

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, flyver også til Sankt Petersborg, hvor 3.000 diplomater, forretningsfolk og embedsmænd ventes at tage del i diskussionerne på "Arctic – Territory of Dialogue", som konferencen kaldes. 

De politiske diskussioner vil formelt set alle cirkulere om det arktiske – klimaforandringer, olie, erhvervsudvikling, fisk, den militære opbygning i Arktis og de arktiske folkeslags vilkår. Sådan var det også på den forrige konference af slagsen i Archangelsk i 2017, hvor Anders Samuelsen blandet andet spiste en tre timer lang middag med Sergey Lavrov. 

Reelt bliver Sankt Petersborg dog i denne uge ligesom Arkhangelsk i 2017 omdrejningspunkt for en serie samtaler på topniveau, der rækker langt videre. Som Kreml skriver på den russiske ledelses hjemmeside, vil Vladimir Putin holde separate møder, ikke bare med den svenske og den norske statsminister, men også med Islands præsident, Guðni Thorlacius Jóhannesson, og dennes finske kollega Sauli Niinistö.

Udenrigsminister Sergej Lavrov vil mødes med Samuelsen og en række andre udenrigsministre både på scenen og i bilaterale møder, og der vil blive ført samtaler om alt fra olie, infrastruktur, handel, geopolitik og biodiversitet – på scenen og i korridorerne – mellem dusinvis af erhvervsledere, forskere, regionale ledere og repræsentanter for interesseorganisationerne. 

Og alt sammen vel at mærke på et tidspunkt, hvor Europas politiske dialog med Rusland på mange andre fronter end den arktiske er svært belastet af de europæiske og amerikanske Krim-sanktioner mod Rusland, af Ruslands modsanktioner og af den generelle svækkelse af relationerne, der hæmmer ikke bare samhandlen, men også nedrustningsbestræbelserne, det civile samarbejde, forskningsarbejdet og så videre. 

Når Rusland kalder til arktisk dialog, er det med andre ord også en effektiv facon at øge Ruslands politiske råderum på. EU’s politiske dialog med Rusland er eksempelvis for tiden indskrænket til en nøje afgrænset liste af mere apolitiske temaer, der vil gælde, så længe Krims status er omgærdet af konflikt.

Da "Arktis" stadig er så tilpas et vagt begreb, kan Arktis bruges til ganske brede samtaler med Rusland, til glæde for hele EU-apparatet. Også i EU har Arktis fået topprioritet, sådan som topembedsmanden Jari Vilen fra Bruxelles forklarede for nylig her på Altinget: arktis. EU’s arktiske ambassadør og hende stab vil derfor givetvis også være at finde i Sankt Petersborg. 

Anders Samuelsen har ikke oplyst, hvad han vil prioritere i Sankt Petersborg, men han vil sandsynligvis blandt andet tale om erhvervsfremme i Arktis – det er for tiden en dansk mærkesag. Derudover vil han med sikkerhed være briefet grundigt på de tre brændpunkter, der er nævnt indledningsvis, og som alle kan skabe tunge forviklinger, hvis han håndterer dem forkert. 

Som minimum skal han sikre, at der ikke opstår uklarhed om danske eller grønlandske synspunkter, når det gælder delingen af havbunden i Det Arktiske Ocean. Sagen har Ruslands skarpe opmærksomhed, og det er næppe forkert at antage, at udnævnelsen af den nye russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, netop afspejler de arktiske grænsers stigende aktualitet for Rusland.

Barbin var i en årrække indtil udsendelsen til København Ruslands ledende arktiske embedsmand, Senior Arctic Official, og han er derfor særskilt godt rustet til de kommende års forhandlinger med Danmark og Grønland og Canada om grænserne på havbunden i Arktis. 

Det kan udmærket være, at Samuelsen løser denne del af opgave bedst ved at tie stille i Sankt Petersborg, men skulle spørgsmålet komme, skal han være klar til at levere et budskab i retning af følgende: Danmark og Grønland gjorde i 2014 krav på en del af havbunden i Det Arktiske Ocean, der rækker hele vejen fra grønlandsk til russisk farvand. Vi er klar over, at dette krav overlapper med det russiske krav til samme havbund med cirka 625.000 kilometer, og vi afventer nu roligt Canadas krav, der givetvis vil overlappe en del af det samme område.

Han kunne fortsætte: Vi er ligesom Rusland og Canada fast besluttede på at følge reglerne i FN's Havretskonvention, der netop er designet til at sikre fredelig afklaring af grænserne på havbunden. Vi er glade for, at Rusland og Canada også følger disse regler, og at vi har været enige om denne procedure i mange år. Vi ser frem til at fortsætte afklaringen sagen sammen med vores russiske og canadiske venner.

Samtidig kan han så håbe, at ingen i Sankt Petersborg kaster grus i maskinen ved at citere fra den seneste risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Her står der opsigtsvækkende, at Rusland ikke nødvendigvis vil vedblive at følge Havretskonventionens regler for grænsedragningen, hvis ledelsen i Moskva føler, at behandlingen af sagen i FN ikke i tilstrækkeligt omfang imødekommer Ruslands ønsker — og at Rusland i øvrigt planlægger at udnytte kontinentalsoklen i Arktis militært: 

"Selvom sokkelspørgsmålet formelt drejer sig om retten til at udnytte ressourcerne i havbunden, er det meget sandsynligt, at det for Rusland først og fremmest handler om sikkerhed, identitet og prestige."

"Det er således sandsynligt, at Rusland ser sikkerhedspolitiske fordele ved at få ret til at udnytte så stor en del af kontinentalsoklen som muligt, da dette kan understøtte russiske argumenter om at styrke den militære tilstedeværelse og kapacitet i området,” lyder det blandt andet fra FE. 

Anders Samuelsen vil her være i den prekære situation, at han skal repræsentere en dansk centraladministration, hvor flere fortolkninger af Ruslands intentioner for tiden er til forhandling, og at spørgsmålet om kontinentalsoklen ved Nordpolen på det seneste har fået skarpe, sikkerhedspolitiske perspektiver. 

Forsvarets folk og hans egne embedsmænd i Udenrigsministeriet forsøger for tiden både at afklare, hvordan man skal fortolke Ruslands sikkerhedspolitiske interesser og oprustning i Arktis, og hvordan man bør tale om dem i det offentlige rum. 

I Udenrigsministeriet lægger man vægt på at tale neddæmpet om den russiske oprustning og Ruslands militære intentioner i Arktis, sådan at man ikke ved uforsigtig tale bidrager til at opskalere konflikten. På den anden side abonnerer forsvarets folk i stigende grad på en analyse, der også kan spores i USA, Storbritannien og Norge.

I denne analyse forstås Ruslands militære opbygning i Arktis nu ikke længere blot som en naturlig sikring af Ruslands voksende økonomiske interesser i Arktis, men også som en regulær magtprojektion, der understøtter Ruslands samlede militære ageren på Krim, i Syrien, Baltikum og i luftrummet ud for Norge, Sverige og det øvrige Europa. 

Danmark og Grønland spiller her ganske centrale roller – tænk blot på Thule Air Base i Grønland, USA's øvrige interesse for lufthavne i Grønland, stræderne mellem Island og Grønland og Færøerne og Island og spørgsmålet om, hvordan det danske forsvar svarer på den russiske oprustning.

USA har signaleret, at den danske overvågning i Arktis ikke svarer til USA's forventninger, og der er andre tegn på, at øget mobilisering i Arktis trænger sig på. Den seneste risikovurdering fra FE er proppet med overvejelser af denne art, og Anders Samuelsen skal træde forsigtigt for ikke at nedkalde den russiske vrede. 

Endelig vil Samuelsen i Sankt Petersborg næppe undslippe klimadiskussionen. Deltagerne på konferencen vil ikke kende til Liberal Alliances særskilte synspunkter på dette område, men i stedet forvente, at en dansk udenrigsminister bringer svar med sig på det centrale spørgsmål:

Hvad bør de arktiske regeringer, herunder den russiske og den amerikanske, gøre for at forhindre yderligere nedsmeltning i Arktis — herunder Grønland, der udgør 98 procent af det danske kongeriges territorium og en central del af den arktiske geografi? 

Den globale opvarmning udvikler sig dobbelt så hastigt i Arktis som i resten af verden; de seneste 100 måneder har temperaturen på Svalbard hver måned været over normalen. Polarisens forsvinden speeder opvarmningen på hele kloden op, og et af de helt store problemer er, at to af de arktiske regeringer — Vladimir Putins og Donald Trumps — insisterer på retten til at fortsætte jagten på olie og gas. Også i Arktis, hvor Danmark rent faktisk har en stemme. 

Anders Samuelsen kan vælge ikke at sige noget af betydning om sagen i Sankt Petersborg. Danmark vil gøre meget for at bevare den dialog med Rusland, der føres igennem det arktiske vindue. Vladimir Putin vil muligvis forklare, at klimaforandringerne især skyldes naturlige udsving i solens påvirkning af jordkloden; Denne præsidentielle forklaring fik vi også i Arkhangelsk i 2017, og den danske udenrigsminister kan vælge at lytte og smile.

Han kan helt undlade at tale om, hvad Ruslands olie, kul og gas — inklusive den del, der skal fra Arktis til Europa via North Stream II — gør ved klimaet, men han vil givetvis få spørgsmålet.

 

---------------------------

Martin Breum er journalist. Han skriver om Arktis blandt andet for Weekendavisen, Sermitsiaq (Gr)., EUobserver.com (Brux.) og ArcticToday.com (US). Hans seneste bog, "Hvis Grønland river sig løs", er netop udkommet (Gyldendal).

Forrige artikel Spørgsmål og svar fra det grønlandske landsting uge 14 Spørgsmål og svar fra det grønlandske landsting uge 14 Næste artikel Tre grønlandske ministre trækker sig Tre grønlandske ministre trækker sig