Mineindustri øger igen aktivitetsniveauet i Grønland

OPTIMISME: Efter adskillige år med faldende investeringer i mineralefterforskning i Grønland er udviklingen begyndt at vende.

Den internationale råstofudvindingsindustri er igen begyndt at investere i mineralefterforskning i Grønland. Efter faldende efterforskningsinvesteringer i perioden 2011 til 2016 steg investeringerne igen i 2017, og Råstofstyrelsen under det grønlandske landsstyre forventer fortsat stigning i 2018, hvor antallet af ansøgninger om efterforskningstilladelser indtil videre også har været stigende.

”Den igangværende udvikling i Grønlands mineralbranche er positiv med stigende aktivitetsniveau i hele kæden fra mineralefterforskning til mineraludnyttelse,” skriver Vittus Qujaukitsoq, der er ansvarlig for råstoffer, arbejdsmarked, indenrigsanliggender og nordisk samarbejde i det grønlandske landsstyre Naalakkersuisut, i et svar til medlem af det grønlandske parlament Inatsisartut Mûte Bourup Egede fra partiet Inuit Ataqatigiit (IA).

Flere mineralprojekter i Grønland har afsluttet efterforskningsfasen og arbejder mod – eller har opnået – en udnyttelsestilladelse. Grønland har på nuværende tidspunkt én aktiv rubin- og lyserøde safirmine tilhørende Greenland Ruby A/S, og i 2018 forventes tillige igangsættelse af en anorthositmine tilhørende Hudsons Greenland A/S. 

Login