Ny færøsk regering: Mere udenlandsk arbejdskraft og mere albuerum

INTERVIEW: Med øget import af udenlandsk arbejdskraft vil den nye færøske regering forhindre lønpres og flaskehalse på det færøske arbejdsmarked. Samtidig er der brug for mere udenrigspolitisk råderum, fastslår den nye lagmand Bárður á Steig Nielsen.

Andreas Krog
Fakta
Bárður á Steig Nielsen  
Født i Vestmanna 16. apríl 1972.
Gift med Rakul Nielsen. Fire børn. Bosiddende i Vestmanna.
Uddannet revisor fra Handelshøjskolen i Aarhus.
Medlem af Lagtinget 2002 - 2008 og 2011 -
Landsstyremedlem for finanser fra 2004 til 2007.
Formand for Sambandsflokkurin siden 2015.

Det skal være nemmere for udlændinge at komme til Færøerne for at arbejde. Der skal mere styr på det offentlige forbrug, og det skal være nemmere for Færøerne at varetage færøske interesser internationalt. Det er nogle af pejlemærkerne for den nye borgerlige koalition bestående af liberale Sambandsflokkurin, konservative Fólkaflokkurin og det kristelige parti Miðflokkurin, som kom til magten i lørdags i kølvandet på lagtingsvalget 31. august.

Sambandsflokkurins formand, Bárður á Steig Nielsen, er Færøernes nye lagmand. Han står i spidsen for koalitionen, der har 17 af de 33 mandater i Lagtinget. Det flertal skal blandt andet bruges til at håndtere en buldrende færøsk økonomi med en rekordlav arbejdsløshed på 1,2 procent i juli. For manglen på arbejdskraft giver nogle uheldige effekter.

”Det giver alt sammen nogle flaskehalse og et lønpres, som vi er meget opmærksomme på. For vi ved, at hvis det går galt med lønningerne, så går det også galt med økonomien. Derfor har vi planer om at åbne op for, at endnu flere udefra kan komme til at arbejde på Færøerne,” forklarer Bárður á Steig Nielsen til Altinget.

Forstærker konjunkturudsving
Direktøren for Færøernes største bank, Bank Nordik, udtrykte under valgkampen i august bekymring over, at Færøerne på trods af rekordindtægter ikke sparer op i det offentlige. I stedet foretager man store offentlige investeringer, som i bankdirektørens optik burde vente til mindre gode tider.

"De offentlige investeringer burde være konjunkturudjævnende. Vi kan dog konstatere, at de i stedet forstærker konjunkturudsvingene. Det er en udfordring, som man bør gøre noget ved," fastslog BankNordiks direktør Árni Ellefsen over for Altinget i august.

Bárður á Steig Nielsen peger på, at partierne i den nye koalition advarede om netop det høje offentlige forbrug, da de sad i opposition fra 2015 frem til nu.

”Det er noget, vi har tænkt os at lave om på, så vi får styr på de offentlige finanser,” fastslår Bárður á Steig Nielsen.

Altinget logoArktis
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arktis kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00