Partier bag finanslov: Kulturen er endelig på toppen af dagsordenen

DAGSORDEN: Finansloven er faldet på plads, og både kulturministeren og støttepartierne, SF og Radikale Venstre, glæder sig over, at kulturen fylder.

Foto: Steen Brogaard/Folketinget og Ritzau Scanpix
Maja Hagedorn

Der er grund til mere end lettelse. Der er grund til optimisme.

Zenia Stampe (R)
Kulturordfører, Radikale Venstre

Det er lykkedes at få kulturen på toppen af dagsordenen.

Det mener kulturminister Joy Mogensen (S), efter finansloven søndag er landet.

"Det er en aftale, som skal sikre, at endnu flere – især børn og unge – får mulighed for at møde musik og kultur i hverdagen," siger hun i en pressemeddelelse.

Dokumentation

Aftalen om en finanslov for 2021 er søndag faldet på plads – og for kulturområdet er der særligt fokus på børn og unge samt besparelserne på Danmarks Radio, som er droppet fra 2022.

Her er et overblik over nogle af kulturinitiativerne på finansloven for 2021:

Børne- og ungepakke til kulturindsatser: Der afsættes midler til en børne- og ungepakke på samlet set 185 millioner kroner i perioden 2021-2024. Midlerne går til:

  • Omtrent at fordoble huskunstnerordningen. Der afsættes ti millioner kroner årligt i 2021-2024.
  • Mere ungdoms- og børneteater samt opsøgende teater. Der er aftalt en ramme på 20 millioner kroner årligt i 2021-2024. Parterne bag finansloven tager stilling til udmøntningen af rammen til foråret.
  • Et løft af Levende Musik i Skolen og landsdelsorkestrene. Der afsættes ti millioner kroner årligt i 2021-2024.
  • At forny bogsamlinger på landets daginstitutioner og fritidsordninger. Der afsættes 25 millioner kroner i 2021. 

Musik og sang: Der afsættes 20 millioner kroner årligt i 2021-2022 til musik- og kulturskoler. Partierne bag aftalen er endvidere enige om at afsætte fem millioner kroner årligt i 2021-2022 til Sangens Hus. 

Styrket formidling af kolonihistorie: Der afsættes en million kroner i 2021 til at gennemføre en forundersøgelse af styrket forskning og formidling af Danmarks kolonihistorie. Arbejdet skal ske i samarbejde med Nationalmuseet.

Løft til medierammen: Besparelserne på Danmarks Radio fra 2022 og frem er annulleret.

Det betyder, at DR kan se frem til 120,4 millioner kroner i 2022, 260,3 millioner kroner i 2023, 392,6 millioner kroner i 2024 og 410 millioner kroner i 2025.

Aftalepartierne er desuden enige at styrke dansk public service ved at tilføre medieområdet yderligere midler til "øvrige medieformål" med 132,3 millioner kroner i 2024 og 149,7 millioner kroner i 2025.

Desuden er der afsat 15 millioner kroner til radiokanalerne P6 og P8 i 2021.

Ny genre- og nichespillestedsordning: Fordi corona har udfordret flere netværks-, niche- og genrespillesteder, er partierne bag finansloven blevet enige om at afsætte ti millioner kroner i 2021 og 12 millioner kroner årligt i 2022-2024 til etableringen af en ordning under Statens Kunstfond.

Den kan dels søges af en række spillesteder, som i dag ikke kan søge de eksisterende ordninger under Statens Kunstfond, og dels af regionale spillesteder, så de kan udvikle og afprøve nye formater og arbejdsformer inden for livescenen. De overordnede krav skal udformes af aftalepartierne, og Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for musik fordeler midlerne.

Museer, kulturinstitutioner og oplysning: Aftalepartierne er blandt andet enige om at videreføre og/eller løfte en række bevillinger til museer, der stod til at udløbe:

  • Den Gamle By får et bevillingsløft, der blandt andet skal anvendes til etablering og drift af Museet for Dansk Bladtegning i Den Gamle By. Der afsættes fem millioner kroner årligt i 2021-2024.
  • Gammel Estrup Herregårdsmuseum får videreført et statsligt tilskud på 1,5 millioner kroner årligt i 2021-2024, som ellers stod til at udløbe ved udgangen af 2020.
  • Dybbøl Mølle får en bevilling på 0,4 millioner kroner årligt i 2021-2022.
  • Dansk Jødisk Museum får en bevilling på 2 millioner kroner årligt i 2021-2022.
  • Arbejdermuseet får en bevilling på 0,8 millioner kroner årligt i 2021-2022.
  • Regan Vest får en bevilling 2,6 millioner kroner årligt i 2021-2022.
  • Fregatten Jylland får en bevilling på 3,1 millioner kroner årligt i 2021-2022.
  • Den Danske Ordbog får en bevilling på 1,5 millioner kroner årligt i 2021-2022.
  • Team Danmark får en bevilling på fire millioner kroner i 2022.
  • Skibsbevaringsfonden får en bevilling på 3,5 millioner kroner i 2021 og 1,4 millioner kroner i 2022.
  • Bornholms Museum får en bevilling 0,5 millioner kroner årligt i 2021-2022.
  • Nordisk Journalistcenter får en bevilling på 0,5 millioner kroner årligt i 2021-2022.
  • Der Nordschleswiger får en bevilling på 2,4 millioner kroner i 2022.

Løft af Kvinfo's videncenter: Med en bevilling på fire millioner kroner årligt i 2021-2024 skal Kvinfo bidrage til at styrke ligestillingen.

Danwatch skal styrkes: Den undersøgende journalistik får en håndsrækning hos Danwatch, der i 2021 og 2022 får fire millioner kroner årligt.

Orkestre får igen millionbidrag: Ligesom i år har partierne bag finansloven besluttet at afsætte midler til Danmarks Underholdningsorkester og Copenhagen Phil med henholdsvis 12 millioner kroner og 3,9 millioner kroner i 2021-2024.

Udviklingspulje til folkehøjskoler reddet: Puljen, som stod til at udløbe ved udgangen af 2020, er blevet videreført med 1,2 millioner kroner årligt i 2021-2024.

Aftale om Det Kongelige Teater: En flerårig aftale for Det Kongelige Teater er blevet forhandlet decentralt og landede fredag. Den medfører en øget bevilling på i alt 40,2 millioner kroner i 2023 og 2024.

Du kan læse hele aftalen her.


Altinget logoArktis
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arktis kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00