Trusler om valg spændte ben for færøsk tunnelforslag

TRUSSEL: Færøernes lagmand ville have udskrevet valg, hvis Lagtinget havde vedtaget at bruge 200 millioner kroner på renovering af øernes veje og tunneler. Stemmelighed spændte ben for forslaget, og lagtingsvalg kommer nu sandsynligvis først til august.

Færingerne undgik mandag på et hængende hår et lagtingsvalg, da et forslag om 200 millioner kroner til tunneler mandag var til afstemning i det færøske parlament, Lagtinget. Forslaget var stillet af oppositionen, og lagmand Aksel V. Johannesen havde på forhånd gjort klart, at hvis forslaget blev vedtaget, så ville han udskrive valg til Lagtinget. Med 15 for og 15 stemmer imod blev forslaget dog lige akkurat ikke vedtaget. Der er 33 medlemmer af Lagtinget, men tre medlemmer valgte altså ikke at stemme.

Forslaget handlede om at bruge 20 millioner kroner hvert år i de næste ti år på at renovere alle veje og tunneler på Færøerne. Lagmanden mente, at det ville være så stor en udgift for den færøske landskasse, at der skulle udskrives valg, hvis forslaget blev vedtaget. Færøerne har i dag knap 1.000 kilometer vej og 19 tunneler på tilsammen mere end 41 kilometer.

Halvere køretiden
Færøerne er i øjeblikket ved at etablere to nye undervandstunneler, der blandt andet skal skabe bedre forbindelse mellem hovedstaden Tórshavn og de nordøstlige øer. Tunnelerne bliver henholdsvis 11,2 kilometer og 10,7 kilometer lange og forventes at stå færdige i 2020 og 2023. Den ene tunnel får verdens første undersøiske rundkørsel og vil halvere køretiden mellem Færøernes to største byer.

Login