Lidegaard vil udvide solcelleordning

SOLCELLER: Martin Lidegaard vil droppe loftet for, hvor store solanlæg skal være for at få støtte. Og så skal støtteniveuaet til solceller tilpasses. EL kalder det et fint forhandlingsoplæg, mens Venstre og installatørerne kræver hurtig handling.
Det er vigtigt, at danskerne fortsat synes, det er attraktivt at investere i solceller, siger klima- og energiminister Martin Lidegaard (R)
Det er vigtigt, at danskerne fortsat synes, det er attraktivt at investere i solceller, siger klima- og energiminister Martin Lidegaard (R)Foto: Carsten Snejbjerg
Agnete Finnemann ScheelMorten Øyen

Regeringen vil, at der skal bygges flere solceller - ikke færre. Men den nuværende støtteordning kan godt skrues bedre sammen.

Det er meldingen fra klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), der nu fremlægger sine mål for den kommende solcelle-strategi (se alle mål nederst i artiklen). Målene tages med til diskussionen med alle interessenterne i næste uge og vil være med i det konkrete udspil, han vil præsentere for forligskredsen i ugen efter efterårsferien.

"Der er ingen, der har en interesse i, at vi støtter mere end nødvendigt. Men alle har en interesse i, at vi fortsat støtter så meget, at alle har lyst til at blive ved med at udbygge solceller i Danmark," siger Martin Lidegaard.

Og ifølge ministeren kræver det, at den nuværende støtteordning skal ses efter i sømmene.

Fakta
1. januar 2011 var der i Danmark opsat 1.142 solcelleanlæg i Danmark. 1. januar 2012 var tallet steget til 3.623 anlæg, og 7. september i år var tallet oppe på 22.273 anlæg. Dansk Energi vurderer, at antallet kan nå helt op på 40.000 inden årets udgang.

Opgør med støtte-loft
Martin Lidegaard vil nemlig foreslå, at grænsen for, hvor store anlæggene kan være for at få støtte, ophæves. Det skal gøre det mere attraktivt for boligblokke, andelsforeninger eller en række beboere i en landsby om at gå sammen om at etablere et solcelleanlæg.

"Regeringen mener ikke, den eksisterende ordning er optimal. Den medtænker ikke boligselskaber, andelsselskaber og virksomheders behov. Og så skal vi gøre det mere attraktivt for folk med oliefyr i områder, hvor der ikke er fjernvarme at vælge en varmepumpe med et tilhørende solcelleanlæg," siger klima- og energiministeren.

Jeg forventer, vi får en lidt mere balanceret udbygning sådan, at alle har mulighed for, ikke bare parcelhusejerne, men alle danskere har mulighed for at udbygge med solceller, hvis de har lyst til det.

Martin Lidegaard
Klima- og Energiminister, (R)

Han vil ikke sætte tal på eller beskrive en konkret model, hvis nettomålerordningen skal justeres - det regner man stadig på i ministeriet og det kommer til at afhænge af interessenternes input og de politiske meldinger.

Bedre balance i udbygning
Men han fastslår, at man ikke skal indstille sig på, at det bliver en model, hvor det samlede støtteniveaue opjusteres.

"Man skal ikke forvente, at vi kommer med en samlet pakke, hvor vi kun justerer op - alene af den grund, at solcellerne trods alt er blevet halveret i pris over en årrække," siger Martin Lidegaard, der dog garanterer, at de som allerede har investeret kan sove trygt om natten.

"Vi laver ikke lovgivning med tilbagevirkende kraft."

I år har vi set et helt boom i udbygningen af solceller. Hvad kan man forvente med den nye strategi?

"Jeg forventer vi får en lidt mere balanceret udbygning sådan, at alle har mulighed for, ikke bare parcelhusejerne, men alle danskere har mulighed for at udbygge med solceller, hvis de har lyst til det," siger Martin Lidegaard.

EL: Fint forhandlingsoplæg
I Enhedslistens er man tilfreds med udspillet fra ministeren - selvom det endnu ikke er konkret.

"Jeg synes det er en fornuftig ramme, og det tror jeg godt, vi kan lave en aftale inden for," siger Enhedslistens klima- og energiordfører Per Clausen.

Han synes, det er fornuftigt, at Martin Lidegaard mødes med interessenterne og får indspark fra de, som arbejder med solceller. Og så synes Enhedslisten, at der lægges op til en fin balance mellem at støtte den enkeltes initiativ og de fælles intiativer. 

"Vi kan jo godt være uenige, når der kommer tal på. Men som udgangspunkt for forhandlingerne, er det meget fornuftigt," siger Per Clausen.

Der er brug for hurtig afklaring
Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt er dog ikke imponeret af Martin Lidegaards udspil. Han synes, det er for overfladisk og ikke skaber ro i industrien.

"Det er nogle luftige pejlemærker. Vi får stadig ikke noget svar på, hvordan nettomålerordningen vil se ud - hverken på den korte eller lange bane," siger Lars Chr. Lilleholt.

Derfor risikerer ministeren ifølge Venstre, at produktionen af solceller går helt i stå.

"Det er et meget, meget følsomt marked, hvor der er mange aktører, der er afhængige af at kende rammevilkårene et stykke ud i fremtiden," siger  Lars Chr. Lilleholt, der opfordrer Martin Lidegaard til at indkalde til forhandlinger hurtigst muligt.

Også Installatørernes Organisation TEKNIQ mener, usikkerheden på området er skadelig, og en meget hurtig løsning er nødvendig.

"Der er behov for, at der fra politisk side meget hurtigt bliver genetableret ro om nettomålerordningen, så både forbruger og virksomheder kan have tillid til, at de økonomiske rammer for deres investering ikke er væk i morgen," siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i et skrifteligt svar til Altinget.

Venstre og Enhedslisten har kaldt Martin Lidegaard i samråd, hvor han skal redegøre for sin strategi.

Dokumentation

Klima- og energiminister Martin Lidegaards (R) nye mål for solcellestrategien: Sol over Danmark

  • Målene for solenergi i Danmark fastholdes på, at der skal ske mere end en fordobling af den samlede solenergi-produktion i 2020 i forhold til i dag.
  • Solceller bliver i dag støttet med mere end 160 øre per kwh, mens vind får omkring en femtedel i støtte. Samtidig er prisen på solcellerne raslet ned. Der kommer en tilpasning af støtteniveauet til solcellerne, men det skal stadig være attraktivt at investere i solceller.
  • Det er vigtigt, at danskerne synes, at det er attraktivt at investere i solceller, og det vil regeringen fortsat støtte.
  • Ministeren vil foreslå, at grænsen for, hvor store anlæggene kan være i fremtiden droppes helt.
  • Ordningen skal tilgodese dem, der tilpasser deres strømforbrug efter, hvornår solen skinner og anlægget producerer.
  • Ministeren vil foreslå, at reglerne ændres, så det bliver mere lige vilkår, uanset hvem der ejer solcelle-anlæggene.
  • Solcelleanlæg med en varmepumpe tilkoblet vil være en god løsning i de områder, der ikke har fjernvarme.
  • Regeringen vil ikke trække tæppet væk under folk, der allerede har investeret i solceller. De skal kunne afskrive deres investeringer.
  • Organisationer, der har interesse for solceller, er inviteret til møde den 10. oktober, og efter efterårsferien i uge 42 inviterer ministeren partierne bag energiforliget til forhandlinger om en strategi for solenergien i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00