Debat

Rod i rollefordelingen mellem politikere og embedsmænd

DEBAT: "Integreret rådgivning" er et tåget begreb, der kan dække over sammenvævning af faglig og politisk-taktisk rådgivning, skriver Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Oluf Jørgensen arbejdede frem til sidste år som forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men blev pensioneret per marts måned i år. Han fortsætter dog som offentlighedsrådgiver samme sted. (Anders Hviid)
Oluf Jørgensen arbejdede frem til sidste år som forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men blev pensioneret per marts måned i år. Han fortsætter dog som offentlighedsrådgiver samme sted. (Anders Hviid)Foto: Anders Hviid
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Oluf Jørgensen
Tidligere forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, nu offentlighedsrådgiver samme sted

Der er brug for både faglig og politisk-taktisk rådgivning i en politisk beslutningsproces, men det er vigtigt, at aktørerne holder for øje, at det er to principielt forskellige former for rådgivning.

Offentligheden får af og til indblik i forbløffende skævheder i beslutningsgrundlag, for eksempel beregningen af dagpengereformens konsekvenser. For nylig gav oplysninger om arbejdet med Eritrea-rapporten grund til stor opsigt. Statsløsekommissionens beretning, der er varslet i løbet af foråret, vil formentlig indeholde en grundig beskrivelse af rollefordelingen mellem politikere og embedsmænd.

Det er kun toppen af isbjerget, der kommer frem til offentligheden. En ny undersøgelse fra Magisterforeningen giver et indtryk af problemets omfang. Blandt embedsmænd, der er organiseret i Magisterforeningen, har 75 procent deltaget i undersøgelsen. Blandt dem angiver 39 procent, at de inden for det seneste halve år »ofte« eller »af og til« har oplevet et pres fra deres overordnede for at udelade væsentlige oplysninger, som efter en faglig vurdering burde have været med. De fleste problemer opleves hos statslige myndigheder.

Sammenvævningen med politisk-taktiske hensyn kan føre til en uformel kultur for sagsbehandling, hvor det giver point at forfine formuleringer, der dækker over problemer fremfor at sikre dokumentation.

Oluf Jørgensen
Offentlighedsrådgiver, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Politisk pres er ikke et nyt fænomen
Politisk pres blev grundigt beskrevet af Nordskov-udvalget, der blev nedsat af Djøf i kølvandet på Tamilsagens afsløringer og opkaldt efter formanden, tidligere ombudsmand Nordskov Nielsen. Citatet nedenfor har jeg fundet i udvalgets betænkning fra 1993:

"En væsentlig del af de etiske problemer, som er frembragt under arbejdsgruppens høringer, drejer sig om situationer, hvor de ansatte presses til at levere resultater, som de ikke kan indestå for på fagligt grundlag. Der går "politik" i sagen, ledelsen vil kun acceptere argumenter, som leder frem til et bestemt resultat, faglige udredninger bliver ændret af overordnede administrative eller politiske instanser, men udgives fortsat i faglighedens navn. Politik kan i den forbindelse også være administrative hensyn og systeminteresser ikke kun politikerindblanding."

I den offentlige debat bliver det ofte brugt som undskyldning, at økonomi, jura og andre fag ikke er eksakte videnskaber. Det kan være rigtigt, men bør ikke føre til, at man lige så godt kan skrive det ene som det andet.

Oluf Jørgensen
Offentlighedsrådgiver, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Citatet er et par årtier gammelt, men det giver efter min vurdering fortsat en præcis og dækkende beskrivelse af problemet. Det opstår ikke kun ved pres fra politikere, men også fra overordnede embedsmænd, der fortolker de politiske interesser. Sammenvævningen med politisk-taktiske hensyn kan føre til en uformel kultur for sagsbehandling, hvor det giver point at forfine formuleringer, der dækker over problemer fremfor at sikre dokumentation.

Rollefordelingen mellem politikere og embedsmænd
Den principielle rollefordeling er klar. Den politiske ledelse har det overordnede ansvar og et demokratisk mandat til at tage initiativer og træffe beslutninger, og embedsmænd skal arbejde for den politiske ledelse. Sådan skal det være i et demokratisk samfund.

Embedsmænd skal sikre, at de politiske beslutninger hviler på et solidt fagligt grundlag. Det betyder, at embedsmænd skal rådgive om faktiske forhold og om konsekvenser, der kan forventes af en beslutning.

Det er helt fint, at embedsmænd også bidrager med rådgivning om udvikling af politiske idéer og taktisk rådgivning om forhandlinger og mediekontakt. Naturligvis er der sammenhæng mellem faglig og politisk-taktisk rådgivning om et politisk emne, men kæden hopper af, når sammenhæng bliver til sammenvævning under dække af det tågede begreb "integreret rådgivning".

Demokrati og kvalitet
I den offentlige debat bliver det ofte brugt som undskyldning, at økonomi, jura og andre fag ikke er eksakte videnskaber. Det kan være rigtigt, men bør ikke føre til, at man lige så godt kan skrive det ene som det andet. Faglige vurderinger, der indgår som grundlag for vigtige politiske beslutninger, skal være så realistiske som muligt.

Embedsmænd skal hjælpe den politiske ledelse, men det giver rod i rollefordelingen, når embedsmænd medvirker til at skjule problemer. Faktiske forhold og faglige vurderinger bør fremstå så klare som muligt, så politikerne ved, hvilke politiske valg de foretager.

Dokumentation

Blå bog: Oluf Jørgensen
Født i 1947

Uddannelse
Cand. jur., Aarhus Universitet (1971)
Mellemfagseksamen i kriminologi ved universitetet i Oslo (1972)

Karriere
Rådgiver om offentlighed i forvaltningen (2014-)
Afdelingsforstander ved Journalisthøjskolen. Senere forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (1998-2014)
Adjunkt og senere lektor i forvaltningsret, Aalborg Universitet (1974-1998)
Ansat ved Den Sociale Højskole i Aalborg (1973)
Kandidatstipendiat ved Aarhus Universitet med udstationering ved universiteterne i Oslo og Tromsø (1971-1973)


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Oluf Jørgensen

Offentlighedsrådgiver, forskningschef emeritus (mediejura), Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
cand.jur. (Aarhus Uni. 1971)

0:000:00