Dansen om ministeransvaret

Af Michael Gøtze
Professor, ph.d., Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

I lyset af diskussionen om ministres ansvar over for Folketinget og i kølvandet på en pæn stribe ”sager” om problemer i samspillet mellem blandt andre ministre og Folketing, har Folketingets Præsidium og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen i februar afgivet en interessant beretning med særlig fokus på ministeransvarets mulige indhold. Det er langt fra hverdagskost, at der kommer en sådan udmelding, og initiativet fortjener i sig selv opmærksomhed.

Selv om beretningen er offentliggjort under den lidt mystificerende titel ”en præciserende politisk beretning”, er der grundlæggende tale om et anerkendelsesværdigt initiativ fra Præsidiet og udvalget, som i en kort form forsøger at sætte nogle ord på det ellers ofte meget luftige ministeransvar. Sigtet er altså at trække nogle streger i sandet - i hvert fald på et politisk og overordnet plan - og de tre siders tekst er allerede af den grund interessant læsning.

Ved nærmere gennemsyn kan man dog også rejse spørgsmålet, om beretningen reelt tilfører noget nyt. Det kan også indvendes, at beretningen trods de gode hensigter og velklingende formuleringer fremstår som forankret i en vis resignation over for spørgsmålet om ansvarsgrundlaget for ministre. Ministeransvarsberetningen udmærker sig samlet ved både at gå et skridt frem og et tilbage.

Samlet er ministeransvarsberetningen fra Præsidiet og udvalget (Udvalget for Forretningsordenen, red.) trods alt et fald fremad, og man kan kun håbe, at den bliver fulgt op på den ene eller anden måde af operationelle initiativer og tiltag, der kan styrke ministeransvaret som en central komponent i det moderne danske folkestyre.

Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret, Københavns Universitet

Ser kun på politisk ansvar
Hvis vi zoomer lidt mere ind på indholdet, springer det i øjnene, at Præsidiet og udvalget i flere varianter gør sig en del anstrengelser med at få understreget, at de udelukkende har de politiske briller på, og at beretningens tilgang til ministeransvaret altså er rent politisk, og ikke juridisk. Den velkendte og traditionelle sondring mellem politisk og retligt ministeransvar er trukket knivskarpt op, og det er kun det første af de to ben i ministeransvaret, som beretningen står på.  

Inden for dette felt er hovedbudskabet, at Præsidiet og udvalget ønsker at bidrage til at ”højne bevidstheden” om principperne om ministres ansvar og at præcisere det politiske indhold i ministres ansvar over for Folketinget. Man slår – ikke overraskende – fast, at både det retlige og politiske ministeransvar er helt grundlæggende elementer i det danske folkestyre. Principperne er, som det siges, ”afgørende, når det kommer til at sikre Folketinget og dets udvalg og medlemmers adgang til at modtage oplysninger fra regeringen og kunne agere i tillid til, at de oplysninger, der modtages er korrekte, retvisende og fyldestgørende”. Beretningen bekræfter og gentager disse kendte principper, og Præsidiet og udvalget bøjer det i neon, at de ikke ser behov for fundamentale ændringer eller nyskabelser.

Også beretningens delkonklusion om, at det ikke er vejen frem at opbygge et parallelt embedsmandsapparat i Folketingets regi, fremstår som præget af en vis sukken og opgiven. Heller ikke her ser man åbenbart nogle muligheder og åbninger.

Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret, Københavns Universitet

Informationsafhængighed 
Efter at have henvist til, at der allerede er sat flere udredningsarbejder i gang af betydning for blandt andet ministeransvaret, nemlig det såkaldte nødløgnsudvalg og DJØFs såkaldte Bo Smith-udvalg, udtaler Præsidiet og udvalget, at Folketinget i vidt omfang er afhængigt af oplysninger, der er modtaget fra regeringen.

”En grundlæggende ændring af dette forhold vil dels udgøre et fundamentalt skift i det danske politiske system med hensyn til ansvarsrelationer, dels formentlig i praksis forudsætter, at der i Folketingets eget regi opbygges et meget omfattende apparat til sagkyndig betjening og rådgivning af Folketingets medlemmer og udvalg inden for alle sagsområder. En sådan udvikling vil efter Præsidiets og Udvalget for Forretningsordenes opfattelse – af både principielle og økonomiske grunde – ikke være ønskeværdig.”

Går på kattepoter
Endelig indeholder beretningen en venlig reminder om, at en minister ikke kun bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes betoner Præsidiet og udvalget, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger. I forarbejder til for eksempel lovforslag bør man således ikke være så selektiv, at der kun medtages de oplysninger og forhold, der taler for forslaget. Også oplysninger og forhold, der taler imod forslaget, skal med.  

Efter min opfattelse er det svært at være uenig i disse udvalgte hovedpunkter i ministeransvaret set i en politisk optik. I en vis forstand er beretningens budskaber i vidt omfang ukontroversielle, og det er svært at forestille sig, at for eksempel ministre i den til enhver tid siddende regering på det principielle plan kan være afvisende over for et ansvar af denne karakter. Det er formentlig en helt bevidst linje fra Præsidiet og udvalget, at man i den grad vælger at gå frem med kattepote.  

En opgivende tone
Omvendt kan man spørge, hvad beretningens ambition egentlig er, da Præsidiet og udvalget dels afgrænser sig så snævert til det rent politiske og dels melder så relativt kategorisk ud, at der ikke er noget behov for grundlæggende ændringer eller justeringer. Det fremstår som lidt af et paradoks, da beretningen i sit udgangspunkt vist ellers bygger på en grundopfattelse af, at der er aktuelle udfordringer for at sikre, at ministre har et ansvar, hvis der for eksempel sker misinformation af Folketinget.

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen har gennemgående muligvis lænet sig op af en tradition for en vis resignation over for den principielle problemstilling om et noget teflon-præget ministeransvar. Også beretningens delkonklusion om, at det ikke er vejen frem at opbygge et parallelt embedsmandsapparat i Folketingets regi, fremstår som præget af en vis sukken og opgiven. Heller ikke her ser man åbenbart nogle muligheder og åbninger.

På dette punkt kunne det efter min opfattelse for eksempel være værd at overveje mellemformer, hvor Folketinget for eksempel tilføres merviden på udvalgte områder, uden at ambitionen bliver, at Folketinget skal kunne matche regeringens rådgivningsapparat i et 1-1-forhold. Det er selvsagt urealistisk.

Beretningen har således på flere måder fået en ikke kun lidt opgivende, men også kantet grundtone i sin substans. Samlet er ministeransvarsberetningen fra Præsidiet og Udvalget trods alt et fald fremad, og man kan kun håbe, at den bliver fulgt op på den ene eller anden måde af operationelle initiativer og tiltag, der kan styrke ministeransvaret som en central komponent i det moderne danske folkestyre.