LA: Aftale var frivillighed med en pistol for panden

ANSÆTTELSESKLAUSULERDet passer ikke, når det brede flertal bag en lovændring påstår, at det er forankret i en frivillig aftale mellem arbejdsmarkedets parter, mener Liberal Alliance.

Julie Lundbek

Det var et sjældent set bredt flertal bag en aftale, der fredag 1. behandlede en lovændring om ansættelsesklausuler. Kun Liberal Alliance var imod forslaget, som har opbakning fra resten af Folketingets partier. 

Joachim B. Olsen (LA) fremhævede, at Liberal Alliance mener, at spørgsmål om ansættelsesklausuler er op til arbejdsmarkedets parter, og det skal Christiansborg ikke blande sig i. Han revsede i den sammenhæng sine kolleger fra de øvrige partier for at påstå, at lovforslaget var forankret i en frivillig aftale mellem arbejdsmarkedets parter, eftersom det var fagbevægelsen, der efterspurgte ændringerne i første omgang: 

“Når det bliver udlagt, som om at det her er en frivillig aftale mellem arbejdsmarkedets parter, så er det altså forkert. Parterne og her Arbejdsgiverforeningen fik at vide: I kan lave en aftale, men vi ændrer det her. Det er jo ikke et udtryk for frivillighed. Det er frivillighed med en pistol for panden,” lød det fra Joachim B. Olsen. 

Formålet med lovforslaget er at begrænse og regulere brugen af ansættelsesklausuler og - med få undtagelser - at indføre et forbud mod sådanne aftaler. Reglerne er udformet med inddragelse af DA og LO, og det vil fortsat være muligt at fravige reglerne ved kollektiv overenskomst. Lovforslaget har rødder i en delaftale i SR-regeringens vækstpakke fra 2014. Bag aftalen er V, DF, SF, EL og K. Alternativet har tilkendegivet, at de ligeledes bakker op om forslaget.

Forslaget blev behandlet i Folketingssalen 30. oktober 2015.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00