Forlig fortrænger folketingsbehandlingen

Af Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet

Embedsmandslogen. Skiltet på den lidt uanselige gammeldags dør dukker op, når man kommer fra ministergangen, der forbinder de centrale ministerier med Christiansborg.

De fleste husker formentlig første gang, de hang overtøjet på stumtjeneren udenfor og trådte ind i det lille hjørne af folketingssalen, der er reserveret de skiftende embedsmænd, som er ansvarlige for udarbejdelsen af de forskellige lovforslag, som Folketinget behandler.

Meget tyder imidlertid på, at opholdene i embedsmandslogen gradvist mister betydning i takt med, at et stadig større antal lovforslag fremsættes efter indgåelse af brede politiske forlig.

Behandlingen i folketingssalen får af naturlige årsager en mere rituel karakter, hvis det politiske indhold allerede er forhandlet på plads, og partilederne fra et flertal i Folketinget har givet hinanden håndslag på aftalen. Ordførernes og ministerens holdninger bliver forudsigelige, og diskussionerne flytter ikke et komma i lovteksten.

Behandlingen i folketingssalen får af naturlige årsager en mere rituel karakter, hvis det politiske indhold allerede er forhandlet på plads, og partilederne fra et flertal i Folketinget har givet hinanden håndslag på aftalen.

Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet

Kraftig stigning i forlig
Omfanget af politiske forlig og aftaler, der indgås inden fremsættelsen af lovforslag, er de seneste år steget markant.

Jeg sidder lige nu med et speciale fra to af mine studerende (Malte Munch Nielsen og Line Bloch Kretzschmar), der har undersøgt de allerseneste data fra Folketinget. De konkluderer ud fra materialet, at der indgås over tre gange så mange forlig som for ti år siden.

Den rutinemæssige lettelse i regering og embedsværk over, at et forlig er indgået og parterne låst fast, er måske forståelig nok på den korte bane. På den lange bane kan en alt for udbredt brug af forligsinstrumentet imidlertid ende med en boomerang-effekt.

Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet

Hidtil har man mest været tilbøjelig til at anse brede politiske forlig og aftaler som noget entydigt positivt. Forligene sikrer spinkle regeringer handlekraft og garanterer stabilitet over en længere årrække.

Også i embedsværket har det ofte være anset som en fordel, hvis det politiske flertal var på plads på et så tidligt tidspunkt som muligt. Spørgsmålet er imidlertid, om det ikke er på tide at begynde at diskutere, hvad der er bagsiden af medaljen.

Den demokratiske proces afskæres
Den aktuelle krise om landbrugspakken er en ganske god illustration af nogle af problemerne ved den tidlige indgåelse af politiske aftaler.

For hvad nu, hvis det viser sig, at man som forligspart har truffet sine beslutninger om at indgå en politisk aftale på et givent grundlag, og der efter indgåelsen af aftalen kommer nogle oplysninger eller synspunkter frem i den offentlige debat, som forrykker billedet og dermed skaber usikkerhed om éns politiske opbakning?

Og hvad nu, hvis det går op for én, at der er brug for at foretage forskellige ændringer eller korrektiver, hvis den politiske løsning skal fungere mere hensigtsmæssigt i den praktiske virkelighed?

Normalt vil man sige, at den almindelige lovgivningsproces med skriftlig høring af parter og organisationer og den debat i medier og offentlighed, som diskussionerne i folketingssalen kan afstedkomme, netop har til hensigt at få forskellige problemer ved det fremlagte lovforslag belyst, og dermed åbne mulighed for at få partierne til at kræve konkrete ændringer i det politiske indhold.

Denne demokratiske proces afskæres helt, når flere og flere centrale politiske tiltag vedtages i lukkede forligskredse i ministerierne.

Dyr pris at betale
Den rutinemæssige lettelse i regering og embedsværk over, at et forlig er indgået og parterne låst fast, er måske forståelig nok på den korte bane. På den lange bane kan en alt for udbredt brug af forligsinstrumentet imidlertid ende med en boomerang-effekt.

Ikke bare den helt aktuelle sag om landbrugspakken, men også forløbet omkring for eksempel offentlighedsloven er illustrativ for problematikken.

For det første kan det skabe problemer, hvis forligspartier fortryder eller bliver klogere og pludselig vil have indført ændringer eller truer med at opsige forliget.

For det andet kan den sparsomme forudgående inddragelse af input fra en bred kreds af berørte parter og synspunkter fra den offentlige debat betyde, at lovgivningen ikke kan implementeres efter hensigten. At lovgivningen simpelthen ikke får den ønskede effekt, fordi man ikke har haft et tilstrækkeligt bredt beslutningsgrundlag.

Det er efter min mening en meget dyr pris at betale for en kortsigtet parlamentarisk gevinst.