Elberth: Føderale fædrelandsforrædere

Reformliderlige speltmødre. Eller Føderale fædrelandsforrædere. Det er bare to af de budskaber, du kan møde i Radikales nye kampagne på tværs af medier, som R lancerede sidste mandag. De har gjort et rigtig godt forarbejde – og kampagnen er faktisk ambitiøs: Partiformand Morten Østergaard og landsformand Svend Roald Thorhauge har været på rundtur i hele landet for at diskutere radikal identitet og ståsted.

Lyder det Radikalt? Ja, gu' gør det. Pisseirriterende speltagtigt reformliderligt rundkredspædagogisk Radikalt. Altså som deres identitet. Selvfølgelig tager Radikale på lytterunde i landet, og som det flere gange har været nævnt på denne blog, lytter de faktisk når de lytter, modsat flere andre partier, der siger de lytter, for at skabe billedet af at de lytter.

Jeg har lige nu fornøjelsen af at rådgive flere handicaporganisationer om digital indflydelse. Det lyder samstemmende fra dem og fra andre organisationer jeg arbejder med – at de Radikale faktisk lytter. En enkelt ”kursist” fortalte i den forgangne uge på et lukket møde, hvordan Radikales Zenia Stampe og tidligere folketingsmedlem Marlene Borst aktivt havde taget fat i vedkommende for at forstå præcis den problemstilling på handicapområdet, de sad med.

Hold lige fast engang: Radikale lytter for at bruge rigtige menneskers fortællinger til aktivt at forme holdninger og aktive tiltag på området. Men de råber ikke – heller ikke særlig højt op om det. Til gengæld er det ved at dæmre i organisationerne, at de der Radikale faktisk lytter. De har gjort det så længe nu, at man hører det ude i organisations-Danmark.

Havde politik været et parforhold, ville Radikale være den foretrukne ægtefælle.

Benjamin Elberth

Radikale holder også digitale gruppemøder – og de bruger brugernes input. Ida Auken har haft det som fast ambition i sin politiske karriere at bruge sociale medier og kampagner til rent faktisk at lytte. Havde politik været et parforhold, ville Radikale være den foretrukne ægtefælle, hvis man skal tro på alle rådene til den moderne mand om, at han oprigtigt skal lytte til sin kvinde, hvis han vil ride mod solnedgangen med hende for evigt. Problemet for Radikale er bare, at politik ikke er et parforhold. Det er blevet en konkurrence også om at trænge igennem lydmuren – især for de små partier. Er der retfærdighed til, får Radikale noget ud af det i vælgertilslutning – fordi de oprigtigt lytter. Er der uretfærdighed til, er de ofre for deres egen identitet og kampagneidentitet: At de ganske enkelt lytter mere, end de råber. Hvor er det egentlig en sørgelig konklusion.

Partiets budskabsmæssige overlægger har ikke ændret sig fra tidligere kampagner. Det handler stadig om mennesker i en kampagne, der kommer til at udfolde sig i tre grundelementer: karikaturer, adfærdsbudskaber og politik. Vælgerne møder lige nu de første to ude i gadebilledet, i busskure og på den særlige budskabsgenerator online på Radikale.nu, hvor jeg skal bruge fire klik for at finde ud af, at jeg åbenbart er en "reformliderlig rundkredspædagog". En hardcore Radikal kernevælger klynker lidt i Morten Østergaards kommentarfelt over, at retorikken er for voldsom – den stakkel har ikke haft mange ture rundt i de andre partiers konfrontationskommunikation.

Hold lige fast en gang: Radikale lytter for at bruge rigtige menneskers fortællinger til aktivt at forme holdninger og aktive tiltag på området.

Benjamin Elberth

Morten Østergaard er sat i front af kampagnen – og han har faktisk selv været med til at udvikle den og føler sig hjemme i den. Det borger for kvalitet og ambition, og det er rigtig, rigtig godt for en partiformand at stå på en kampagne- og budskabsbund han føler sig hjemme i. Men Radikale mangler, som de har gjort de seneste år, stadig noget i eksekveringen. Hvorfor dog smide videoen præcis på det tidspunkt, når Løkke er gået på talerstolen for at vende rundt på regeringen og dansk politik?

Og det er karakteristisk: I en tid, hvor kampagnemanualen, som vi kender den, er knækket af alt for hurtige one-liners med meget lidt konsensussøgen, kan man ikke længere få opmærksomhed på kampagner, hvis de ikke enten forarger, forbløffer, forskrækker, har en voldsom nuttetheds-faktor eller er lårklaskende morsomme – og så skal eksekveringen altså sidde lige i skabet.

Det er Trump og Danskernes Parti, der får opmærksomheden, fordi de forstår at presse sandheden til ukendelighed, forargelse og rækkevidde, når vi alle hopper i gyngen og bliver forargede. Der er en rigtig god chance eller risiko for, når du læser denne analyse, at du ikke har lagt mærke til Radikales kampagne før nu. For den gør indtil videre det, som Radikale har lidt under i flere år: Den er blid og blød i retorikken. Der var en ganske god grund til at Konservative i deres plakatgenerator før valget havde ”Stop-budskaber” med nazi-islamismen som den helt store trussel. Man ser det. Er det positivt af den grund? Nej, ikke nødvendigvis, men der er en grund til, at nogle amerikanske kampagnestrateger karakteriserer ”skraldespandstiden” – den tid fra man modtager den irriterende direct mail i sin postkasse og læser den, til man smider den ud i irritation – som noget af det mest værdifulde lige nu.

Pengene er som altid små, og budgettet synes ved første øjekast heller ikke stort nok til for alvor at kunne tage kampen op med alle de budskaber, som Radikale kæmper om vores opmærksomhed med. På outdoor-skiltet på Vesterbrogade sidder ”Føderale Landsforrædere” godt nok præcist, men symptomatisk for kampagnen er der købt en stander, der skifter mellem Radikales blide, bløde plakater og til de præcise budskaber fra Coca-Cola og Boozt mv., der har messet budskaberne i flere år, før de er trængt ind i hovedet på os.

Til gengæld er Radikales kampagnetryk langstrakt og foldet ud over så meget materiale rundt på nettet, i organisationen mv. – og kommer til at vare så længe, at Radikale i mindre grad end ellers er følsomme over for, at Løkke lige stjæler dagsorden en uges tid med finanslov og ny regeringsdannelse. Har Radikale gjort som de plejer, sidder der også meget brugbare cookies på den der online-budskabs-generator, så jeg om lidt møder budskaber, der er bygget på ”Retargeting”, så de ved, at jeg allerede har set kampagnen en gang og er blevet lidt lunere.

I kampagnens første sprint skal Radikale have ros for at turde tage et selvironisk greb. Jeg glæder mig personligt til karikaturerne, selvom det bliver en anelse tyndt, når de folk Østergaard spørger på gaden, ikke genkender de selvironiske sætninger som noget særligt radikalt. Den video havde jeg forlangt skudt om. Men Radikale er enten lidt sløsede, eller også insisterer de bare på ikke at dreje kampagnesandheden her.

Vi har i det her land et meget ambitiøst forhold til og forforståelse af, hvad tegninger betyder, så de kan komme til at vække opmærksomhed. Og der er så vidt jeg husker ingen, ud over Dan Jørgensen med et tegnet ”Dan med grisen”-billede i EP09, der kampagnemæssigt har brugt karikaturer. Folk med morfar-humor kan med sindsro påstå, at Radikale ER nogle tegninger og af og til karikaturer af sig selv, når deres budskaber nærmest lyder som noget, der er skrevet til intern brug blandt partiets mest dedikerede.

I første omgang er det nok også primært de interne, og selvforståelsen i partiet, de rammer og bekræfter: For Radikale tør godt vedkende sig deres identitet og ståsted som både reformliderlige, speltmødre og meget mere. Og de tør også godt insistere på at deres kampagner bare ikke skal hverken fodre den indre svinehund, være løsrevne punchlines og catchfrases, eller skyde på andre partier.

Lad selv Radikale konkludere på den, når et af budskaberne i kampagnen er ”Vi er drevet af ambitioner. Ikke af frygt.” Radikale er heller ikke drevet af uhæmmet klik-liderlighed. Den her kampagne skal lirkes ind med et stille tryk på tværs af medier og med runde budskaber og små sjove greb. Og logoet skal helst lige have en lidt blødere bue, når nu man er i gang med den magenta malerpensel med små fine strøg.

Der er en kæmpe fare ved det: At ingen opdager det, og at Radikale synker hen i kampagnemæssig glemsel. Til gengæld sætter Radikale en tyk streg under, at de med alle deres lyttetiltag er i gang med at generobre ejerskabet på at lytte og tale op til folks forventninger i stedet for at tale ned til deres fordomme. Et budskab, der ellers stod på Uffe Elbæk i en lang periode.

Og genlæs så sommeranalysen af Højpandede Radikale, der insisterer på digitale nuancer.

---

Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier og er fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef i Geelmuyden Kiese og digital chef for Socialdemokratiet. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver uge skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.