Lars Løkke Rasmussens nytårstale 1. januar 2017. (Det talte ord gælder) 

 

Godaften.

De seneste dage har mange af os gjort det, vi danskere er verdensberømte

for – hygget os.

Når vi skal hygge os i min familie, ser vi Matador.

Og vi er ikke de eneste. Selv efter 39 år og en del genudsendelser kan

historien fra Korsbæk stadig samle unge som gamle. Jeg tror, jeg selv har

set den tyve gange.

Matador bliver ved med at sige os noget, fordi den – som enhver ægte

klassiker – ikke kun fortæller om i går, men også om i dag.

Matador viser, at udvikling giver muligheder. Hvis man er klar til at gribe

dem.

De, der kun ser den gamle verden, går ned. Som Damernes Magasin.

 

De, der tænker nyt, løfter sig op. Som Agnes Jensen, tjenestepigen, der

skaber sin egen virksomhed.

Det var en stor ære og fornøjelse, da jeg sidste år havde besøg af Matadors

forfatter Lise Nørgaard. Og der er en særlig anledning til, at jeg nævner

hende i min tale i aften.

I det nye år fylder Lise Nørgaard 100 år!

 

 

Når nogle siger, at om 100 år er alting glemt, så passer det ikke. Lise

Nørgaard husker det for os.

Derfor ved vi, at det siden den tid, Matador skildrer, kun er gået én vej:

fremad!

Vi er rigere. Lever længere. Har større frihed til at gøre, som vi vil.

Nutiden er bedre end fortiden. Og fremtiden? Den kan blive endnu bedre!

 

Robotter klarer det hårde arbejde. Supercomputere kan stille bedre

diagnoser end lægerne. Biler kan køre sikrere og helt af sig selv.

Man kan blive helt svimmel ved tanken. Få det lidt, som om man prøver at

følge med, men at det er så svært at gennemskue.

Det eneste konstante er forandring.

Mulighederne bliver større. Det er godt. Men vi risikerer, at mennesker

bliver hægtet af. Det er skidt.

I sommer havde jeg to oplevelser, som står meget klart for mig. Jeg har

fortalt om dem før. Jeg vil gøre det igen i aften, for jeg synes, de viser,

hvad vi skal være opmærksomme på.

Min ældste søn Bergur var blevet færdig med sin bachelor i International

Business, som det hedder. Det fejrede han ved at invitere en flok

studiekammerater til middag hjemme hos os.

Jeg lavede mad og vartede de unge op. Snakken gik lystigt om bordet – på

formfuldendt engelsk. Om drømme. Fremtiden. Livet.

 

Først langt ud på aftenen gik det op for mig, at alle gæsterne var

pæredanske. På nær en ung canadier, som faktisk også talte fint dansk.

Ingen af de unge den aften var bange for forandring. De var allerede afsted

i fuld fart. Selvsikre. Håbefulde. Kom bare an, verden!

Kort tid efter var jeg på cykeltur med en anden gruppe unge. Som en del af

et projekt for drenge på kanten, jeg startede for nogle år siden. Drenge,

som aldrig rigtig fik lært noget i skolen. Som har oplevet nederlag på

nederlag.

Her gik snakken også. Én havde fået en god karakter. For første gang

nogensinde. En anden håbede på en læreplads.

De drenge har også drømme, men de bliver ofte afbrudt af nærmest

mareridtsagtige bekymringer: Har vi det – kan vi det – der skal til, for at

vores drømme kan gå i opfyldelse?

Det slog mig, hvor stor forskel der er på to grupper helt almindelige unge

danskere.

Det mindede mig om, hvor vigtigt det er, at alle børn og unge får det helt

basale på plads. At kunne læse. Regne. Så de kan flytte sig. Få et bedre liv.

 

Derfor vil regeringen i det nye år tage fat på en særlig satsning i de skoler,

hvor mange elever klarer sig dårligt.

Alle skal have et håb for fremtiden.

For hvis mange føler, at mulighederne er få – og for de få. Så kan nogle

fristes til lette løsninger. For lette løsninger.

Som at stoppe udviklingen. Standse den nye teknologi ved grænsen. Det

kan man jo ikke.

Vi kan heller ikke holde på job herhjemme ved at bremse for handel med

udlandet.

Og vi kan ikke trylle flygtningestrømme eller terrortruslen væk ved at

melde os ud af det europæiske og internationale samarbejde, som skal løse

problemerne.

Vi kan ikke bygge mure mod verden. For så ender vi med at lukke os selv

inde.

Vi skal gå forlæns ind i fremtiden. Tage den i vores egne hænder. Forme

den. Sætte os mål for, hvad vi vil.

 

Og jeg vil sætte målet højt.

Vi skal gøre alle til fremtidens vindere. Det er mit budskab i aften.

Vi skal både give de begejstrede medvind og de bekymrede nyt mod.

Og i Danmark har vi et fantastisk udgangspunkt for at gøre netop det.

Vi har gratis uddannelser. Et socialt sikkerhedsnet. Tryg velfærd. Frihed.

Ligestilling mellem kvinder og mænd.

Vi er blevet rigere og friere generation for generation.

Og vi skal nu – som før – finde den danske vej ind i fremtiden. Hver dag

sætte højere mål end i går. Samarbejde om at nå dem.

Jeg er glad for, at vi nu har fremgang i alle dele af Danmark.

 

Alle landsdele skal opleve vækst og udvikling.

Derfor giver vi et nyt håb til et trængt landbrug. Letter byrderne for

virksomhederne. Og holder samtidig fast i den grønne omstilling, der er så

vigtig for verdens klima.

Derfor giver vi kommunerne større frihed til skabe liv både på landet og i

byerne.

Og derfor flytter vi tusindvis af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til

de andre regioner. En udflytning eller en indflytning, alt efter hvor man

står. Og når de er på plads, vil vi foreslå at flytte flere.

Vi skal gøre alle til fremtidens vindere. Det har vi en historisk chance for

lige nu, hvor vi er helt ude af den økonomiske krise.

Regeringen vil give en ekstra bonus til dem, der efter års ledighed griber

ud efter de muligheder for arbejde, som stort set ikke har været bedre i 40

år.

Vi skal have det bedste ud af gode tider.

Og her skal vi lære af vores erfaringer fra sidste gang, så få stod uden

arbejde. Det er næsten ti år siden.

Hvad skete der dengang? Jo, så ramte den økonomiske krise. Pludseligt og

hårdt.

Danmark blev fattigere. Arbejdsløsheden steg. Boligmarkedet gik i stå.

Det endte med, at jeg i en nytårstale måtte se jer i øjnene og bebude en

voldsom opstramning af efterlønnen. Og senere en stor dagpengereform

med meget kort varsel.

Det var nødvendigt, men også barskt – og det skal helst ikke ske igen.

Vi skal lave kloge justeringer i rette tid. Så vi undgår store omvæltninger

med kort varsel.

Det ansvar skal vi løfte.

I solidaritet med de mennesker, der risikerer at blive hægtet af, hvis ikke vi

gør noget.

 

Derfor skal vi gøre noget.

For det første skal vi investere i nye kompetencer. Gode job. Tryg velfærd.

Det er de fleste nok enige i.

For det andet skal vi finde pengene at investere for. Her kniber det nok

mere med enigheden.

Men man skal have pengene, før man kan bruge dem. Alt andet er

uansvarligt.

Hvis vi bruger lidt færre penge på SU. Så kan vi til gengæld investere

mere i viden, uddannelser og kompetencer.

Hvis vi, der har kræfterne, bliver lidt længere på jobbet. Så kan vi give et

rigere Danmark videre til vores børn.

Hvis vi bruger færre penge på asylcentre i Danmark. Så får vi flere penge

til velfærd og til at hjælpe flygtninge i nærområderne.

Hvis vi hjælper flere væk fra kontanthjælp og ind i arbejde. Så kan de, der

arbejder, få en skattelettelse. Så det bedre kan betale sig at arbejde. Så

endnu flere ledige rækker ud efter de job, som ellers er besat af

udlændinge.

 

Vi skal handle i tide.

Man kan godt lukke øjnene for udfordringerne for en stund. Men når man

åbner dem igen, så er problemerne der endnu, ja, de er kun blevet større.

I det nye år vil regeringen fremlægge forslag til, hvordan vi kan føre

Danmark – hele Danmark – trygt ind i fremtiden.

Og vi vil fortsætte det gode samarbejde mellem regeringen, fagbevægelsen

og arbejdsgiverne. Et samarbejde, der bygger på en solid, dansk tradition

om at tage ansvar i fællesskab.

I det nye år vil vi arbejde for en fælles aftale om livslang læring. Så alle

kan få de kvalifikationer, der skal til, for at de også har et arbejde om fem

år. Ti år. Femten år.

Det er vigtigt. Ikke mindst af hensyn til vores velfærd.

 

Danmark har et velfærdssamfund, der sætter mennesket først. Og som der

står mennesker bag.

Jeg glemmer aldrig Mona. Min dansklærer i tredje klasse.

Hun gav mig et par fif, der lærte mig at knække koden og stave –

nogenlunde – ordentligt.

Jeg havde især problemer med nutids-r’erne. Hvornår skal ”lære” stå med

og uden ”r” til sidst? Det lærte Mona mig. ”Prøv at erstatte det med et ord,

du tydeligt kan høre forskel på – f.eks. synge,” sagde Mona.

Synge. Synger.

Det lyder af lidt. For mig var det stort.

Og selvom Mona var noget særlig for mig. Så var hun jo heldigvis ikke

enestående.

Vi har masser af offentligt ansatte med stor faglighed og kæmpe

engagement. Begge dele skal de kunne bruge endnu bedre.

En af vejene er dygtige ledere. Som kan motivere. Sætte en klar retning.

 

En anden vej er færre regler. Mindre kontrol.

De offentligt ansatte skal have større frihed til at gøre det, de brænder for:

bruge deres faglighed. Hjælpe andre mennesker.

Det vil vi også tage fat på i det nye år.

Vi skal passe godt på dem, der passer på os.

I marts blev en social- og sundhedsassistent stukket ihjel, da hun passede

sit arbejde. I december blev en politibetjent dræbt, mens han udførte sit.

Det er smerteligt. Tragisk. Og helt uacceptabelt.

De offentligt ansatte fortjener tryghed og respekt – ikke vold, ikke

chikane, ikke risiko for deres liv. Det gælder i politiet, i psykiatrien, på

socialcentret, ja på alle offentlige arbejdspladser.

Danmark er et særligt land. Og vi lever i et tæt samspil med resten af

verden.

 

Det har vi en lang tradition for. Desværre er den ikke lige ædel hele vejen.

I år er det 100 år siden, Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA. Og

satte et punktum for et grusomt kapitel i vores historie.

Mange af Københavns smukke gamle huse og palæer blev opført for penge

tjent på slavers slid og udbytning på den anden side af jorden.

Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er

heldigvis fortid.

I nutiden kæmper danskere mod undertrykkelse. For frihed. Og det kan vi

være stolte af.

For tre uger siden besøgte jeg danske piloter, flymekanikere og

støttepersonale. De stod bag vores kampflys missioner over Irak og Syrien.

Og jeg besøgte de danske soldater i Irak, hvor hovedopgaven er at uddanne

lokale sikkerhedsstyrker.

Vores udsendte er fantastiske mennesker.

 

De gør deres til, at ISIL nu er trængt. En terrorbevægelse, som har dræbt

tusindvis af uskyldige – også børn. Sendt millioner på flugt. Og som sidste

år stod bag kyniske terrorangreb i flere europæiske lande.

At terrortruslen er reel, har vi set endnu et forfærdeligt eksempel på

nytårsnat i Tyrkiet.

På basen i Irak fik jeg en god snak med to unge mænd – Frederik og Jens.

Vi sad på køjerne. Indkvarteringen var spartansk. Trange forhold i et

overfyldt timands-telt. Frederik og Jens fortalte om deres slidsomme

arbejde.

Men gennem hele fortællingen lyste de af en vilje til at sætte fællesskabet

over sig selv.

Jeg er overbevist om, at netop dét træk er med til at gøre danske soldater

til måske nok de bedste i verden.

De er topprofessionelle. Men de er også mennesker, der kan samarbejde

med andre mennesker.

Tillid. Respekt. Samarbejde. Det er noget meget dansk.

 

Det kan lyde banalt. Men det er unikt. Og det er vores styrke i en ny tid.

 

I 70’erne og 80’erne så vi Matador i fjernsynet. Så kom videoen. Så kom

dvd’en. Og i dag streamer vi det hele fra nettet.

Men selvom teknikken har ændret sig, så elsker vi stadig at få fortalt den

gode historie.

Hverken robotter eller computere ændrer på, hvem vi er som mennesker.

Og det er også mit budskab til Victoria, som er en af de mange, som tog

imod min opfordring om at give et godt råd til årets nytårstale. Hun skrev:

”Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre lidt om, hvordan unge ikke

skal frygte fremtiden.”

Mit svar til Victoria og alle andre unge er: Luk ørerne, når nogen siger, at

”alting var bedre i gamle dage” – det var det ikke.

 

Husk fortiden, men grib fremtiden. Den er jeres!

Vi skal gøre alle til fremtidens vindere.

Godt nytår!

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

MF, stifter og politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser