Analyse: Opgøret med skolereformen tager til

De politiske vinde
Kursskiftet fra KL kommer ikke, fordi organisationens topfolk pludselig har fået en faglig åbenbaring om reformens indhold.

Da Jacob Bundsgaard stillede op til interview, tilbød KL også, at den tidligere KL-formand og nuværende næstformand, Martin Damm (V), kunne sige et par ord af samme karakter.

Havde man spurgt de to for bare få uger siden, havde budskabet været helt anerledes.

De havde nok sagt – som tidligere – at man ”under ingen omstændigheder må give op eller slå i bakgear”.

Så hvorfor denne udmelding nu?

Set med de strategiske briller må svaret være, at Kristian Wendelboe, Arne Eggert, Jacob Bundsgaard, Martin Damm og andre politisk garvede KL-folk har noteret sig, at de politiske vinde er skiftet.

Væk fra dansk politik er reformens ’founding fathers’ som Bjarne Corydon (S), Helle Thorning-Schmidt (S), Margrethe Vestager (R) og nu Christine Antorini (S).

Fra den daværende SSFR-regerings top er Mette Frederiksen (S) og Morten Østergaard (R) her stadig, men ingen af dem har synderligt travlt med at reklamere for skolereformen. Tværtimod.

Morten Østergaard omtalte eksempelvis i september sidste år reformen som en ”forvaltningsreform”, der har fået skoleforvaltningerne til at fylde for meget i skolernes hverdag.

SF har ved uddannelsesordfører Jacob Mark sagt, at partiet ikke ville stemme for reformen i dag.

Tilbage står ordførerne Annette Lind (S) og Anni Matthiesen (V), som ofte betegnes som reformtilhængere, men som omvendt heller ikke har excelleret i dundrende forsvarstaler for den i den seneste tid.

Mange kommuner er endvidere begyndt i stor stil at bedrive en mindre form for ”reform-selvtægt” med folkeskolelovens §16b, som blandt andet giver skoler mulighed for at erstatte lektiecaféer med to-lærerordninger.

Ifølge undervisningsministeren benyttede 590 ud af 1.194 folkeskoler (49 procent) sig af §16b i skoleåret 2017/18. 

Regeringens signal
Den endelige indikator, som imidlertid må have givet KL det umiskendelige signal om et nyt politisk klima omkring reformen, kom i sidste uge med regeringens afbureaukratiseringsreform.

På side 16 i udspillet står nemlig beskrevet forsøget med selvstyrende skoler, ”som skal have frihed fra statslige og kommunale bindinger”. 

Meningen er, at en skole i hver af landets 98 kommuner skal have mulighed for at sige ellers tak til reformens bindinger.

Når et så omfattende forsøg står i et af regeringens store udspil frem mod et valg, har skriften på væggen været nem at læse for KL.

Tirsdag formiddag lagde regeringen så yderligere til dagsordenen.

I udspillet Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed "justerer" regeringen med egne ord folkeskolereformen. 

Det sker blandt andet ved at veksle en del af timerne med understøttende undervisning til lidt færre timer med fagtimer som eksempelvis dansk og matematik.

Konkret vil regeringen veksle én times understøttende undervisning til cirka 0,6 fagtimer. 

Læs om alle tiltagene her.

Den ellers så reformkritiske Merete Riisager ønsker dog hverken at fremrykke en evaluering eller tage et egentligt opgør med reformen.

Hun forholder sig i stedet til, at regeringsgrundlaget hele tiden har haft varslet "justeringer som opfølgning på erfaringerne med reformen".

Derfor skal indholdet af tirsdagens udspil også forhandles igennem med folkeskoleforligskredsen – modsat forslaget om de selvstyrende skoler. 

En skole i krise
Med det opridsede politiske klima er KL’s hidtige kontrol og kurs på skoleområdet udfordret.

Derfor løfter organisationen nu næsen fra reformsporet og beder i stedet Folketinget om at gøre boet op og komme videre.  

Det bør imidlertid ikke blot være politisk strategi, der har fået KL til at konkludere, at et reformopgør kan være nødvendigt.

Folkeskolen er som institution nemlig i en form for krisesituation, hvor forfaldshistorierne står i kø.

Senest med nyheden om, at brugen af vikarer er så omfattende, at en standardskoleelev har cirka et års vikarundervisning i løbet af sin skolegang.

”Hold da op,” som reaktionen lød fra Skole og Forældres formand, Mette With Hagensen, i Jyllands-Posten. 

Og således kan endnu en historie lægges i bunken af bekymringssager for den danske folkeskole.

Her ligger i forvejen historierne om faldende elevtal, lærerflugt, stingende sygefravær, jobskift, øget pædagogbrug og skolelukninger i hobetal.

Den danske folkeskoles plads som førstevalg er stadig ubestridelig, men folkeskolen er i stigende grad ved at blive en affolket skole.

Spørgsmålet er så, om en helt ny eller en justeret reform vil være det middel, som vender skuden for folkeskolen.

Finansieringen!
Svaret bør nok være, at det afhænger af, hvordan en eventuel ny reform finansieres.

I den forstand er reformspørgsmålet formentlig ikke det vigtigste her og nu for lærere, ledere, forældre og elever.

Det vigtigste må snarere være de kommunale budgetter og politikernes (lokalt og centralt) vilje til at investere i folkeskolen.

Det egentlige opgør ligger i kampen for investeringer – og mod besparelser og centraliseringer rundt om i landet.

En ny reform vil intet løse for folkeskolen, hvis man – som det eksempelvis sker i Jacob Bundsgaards egen kommune, Aarhus – skal spare millioner.

Følgeforskningen har her allerede tydeligt vist, at skolelederne ikke oplever, at de har ressourcer nok til at implementere reformen. 

Med reformens øgede timetal presser rekrutteringsudfordringer og smalle budgetter ekstra hårdt.

Som en afhoppet folkeskolelærer for nyligt konkluderede i Politiken: 

”Skal lærerne tilbage i folkeskolen, kræver det en politisk kovending og et økonomisk vitamintilskud. Der er brug for meget mere tid til forberedelse, brug for tillid til lærernes faglighed igennem metodefrihed og et fuldstændig stop for effektiviseringer igennem tests, målinger og diagrammer.”

En ny start?
Inden længe får de politiske kampagner for alvor fart frem mod et valg senest i juni næste år.

Det bliver højsæson for mudderkast og falske nyheder, og folkeskolen går næppe fri.

Med sit folkeskoleudspil tirsdag har regeringen i alt fald givet et fingerpeg om, at emnet skal på valgkampsdagsordenen.

Selvom et muligt opgør med reformen så småt skubbes frem i lyset på Christiansborg, skal man derfor næppe forvente, at der sker noget håndgribeligt før et valg.

Med KL’s nye kurs og regeringens tiltag kan debatten dog hurtigt tænkes at blive så konkret, at partier føler sig animerede til endegyldigt at tage stilling til et for eller imod reformen.