Mette Bock opgiver at gennemføre museumsreform før valget

MUSEER: Forhandlingerne om den længe ventede museumsreform sættes nu i bero af kulturministeren for at undgå, at der går valgkamp i den. ”Kujonagtigt”, lyder det fra DF’s Alex Ahrendtsen.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Regeringen opgiver at gennemføre den længe varslede reform af tilskuddene til de statsanerkendte museer på denne side af folketingsvalget. Det oplyser kulturminister Mette Bock (LA) til Altinget.

”Vi har haft nogle rigtig konstruktive møder og er nået meget langt. Men nu er der ved at gå så meget valgkamp i den, og det er ikke det bedste miljø at lukke en aftale i,” siger ministeren, der dermed aflyser et planlagt møde med ordførerne i næste uge.

Den statslige støttestruktur til landets museer har længe været kritiseret fra flere sider, inklusive branchen selv, for at være ugennemskuelig og urimelig på grund af en række historiske betingelser i forbindelse med amternes nedlæggelse i 2007.

Mette Bock har dog fuld tillid til, at de sidste problemer bliver løst hurtigt, når forhandlingerne genoptages efter valget.

For mig personligt er det ikke afgørende, om det bliver i min ministertid. Det afgørende for mig er, at hele forarbejdet er lavet. Og det er jeg utrolig stolt af at have stået i spidsen for.

Mette Bock
Kulturminister

”Der er et bredt politisk ønske om, at denne aftale skal gennemføres, og derfor holder vi bolden i luften til den anden side af valget. Uanset hvem der er kulturminister til den tid, har jeg fuld tillid til, at vi kommer i mål. Bolden mangler kun at blive prikket ind,” siger Mette Bock.

DF: Regeringen er blevet bange
Den samme tillid er dog ikke til at spore hos DF’s kulturordfører, Alex Ahrendtsen, der kalder beslutningen for ”kujonagtig”.

”Hvis vi var så snublende tæt på et forlig, hvorfor får vi det så ikke i hus? Det er jo, fordi regeringen er blevet bange på grund af valget,” siger Alex Ahrendtsen, der længe har ytret ønske om at flytte penge fra kunstmuseerne i hovedstadsområdet, særligt Louisiana og Arken, til de mindre natur- og kulturhistoriske museer i provinsen.

Han frygter nu, at alt arbejdet kan blive tabt på gulvet.

”Det er på mange måder en gravskrift over skønne spildte kræfter. Nu starter vi forfra, fordi der kommer en masse nye kulturordførere, som slet ikke er inde i, hvordan ordningen er skruet sammen. Og så skal vi for fjerde gang fortælle, hvad problemet er,” siger Alex Ahrendtsen.

Altinget logoKultur
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget kultur kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00