Debat

Insektproducent: Ministre bør tale mindre om bøffer og bolognese

DEBAT: Politikerne har et ansvar for at få danskerne til at spise mindre kød, hvis de høje klimaambitioner skal indfries, og de bør derfor tale mindre om kød og mere om alternative proteinkilder, skriver stifterne af Wholi Foods, der selv producerer fødevarer af insekter.

Insekter kan erstatte kød, fordi de indeholder store mængder jern, B12-vitamin, protein, fedtsyrer og fibre, skriver stifterne af fødevarevirksomheden Wholi Foods. 
Insekter kan erstatte kød, fordi de indeholder store mængder jern, B12-vitamin, protein, fedtsyrer og fibre, skriver stifterne af fødevarevirksomheden Wholi Foods. Foto: Ida Marie Odgaard Rizau/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jessica Rose Buhl-Nielsen og Malena Sigurgeirsdottir
Stiftere af virksomheden Wholi Foods

Danmark er et landbrugsland.

Hver dag knokler landmænd og deres familier for at kunne kødføde både den danske befolkning og store dele af verden.

De stolte landbrugstraditioner betyder, at vi er en hel nation, der er opvokset med hakkebøffer og frikadeller. Det ligger dybt i den danske måltidskultur. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men vi står midt i en klimakrise, og vi har brug for at gentænke vores spisevaner. 

Som politiker er det blevet sværere at tækkes vælgerne, når alle undersøgelser og al forskning peger på, at vi skal skære drastisk ned på kødet.

Vi er sikre på, at danskerne er mere end klar til at tage nye ingredienser ind i køkkenet.  

Af Jessica Rose Buhl-Nielsen og Malena Sigurgeirsdottir
Stiftere af virksomheden Wholi Foods

At spise mindre kød er en af konsekvenserne, hvis vi skal leve op til politikernes ambitioner om en 70 procents reduktion af CO2-udledningen i 2030.

Det kræver en kæmpe forandring i vores madkultur. De unge er mest åbne for forandring, mens de ældre er sværere at flytte.

Og så er der alle interesseorganisationerne og stemmerne fra landbruget.

Bøf og bolognese
Med klimakrisen er det blevet en svær balancegang at føre politik i Danmark. For hvordan tækkes man vælgerne, mens man samtidig sikrer, at det skrantende klima får det bedre?

"Det handler ikke om, at man helt skal droppe bøffer og bolognese," lød det forsigtigt fra fødevareminister Mogens Jensen (S), da han præsenterede regeringens tanker om, at klimaet skal tænkes ind i de officielle kostråd.

Men det er netop bøffer og bolognese, der nu er med til at sætte hans kollega, klimaminister Dan Jørgensen (S), under et massivt pres.

I et forslag til de nye kostråd, der er udarbejdet af forskere på DTU's Fødevareinstitut, bliver det i hvert fald foreslået, at danskerne skruer markant ned for det røde kød, både af hensyn til klimaet og til folkesundheden.

Vi er rigtig mange grønne innovatører, der over længere tid har arbejdet for at give danskerne gode, næringsrige, og ikke mindst, klimavenlige alternativer til kød. 

For vores eget vedkommende udvikler vi fødevarer af insekter. Insekter er en naturlig ressource, som ikke koster vand, landbrugsjord eller foder. Og så har insekter et næringsindhold, der matcher kød.

Mangler politisk fokus
I Wholi Foods bakker vi op om DTU's forslag til de nye kostråd. Vi mener også, at det er yderst nødvendigt, at vi spiser mindre kød, hvis vi skal i mål med klimaambitionerne.

Politikerne fører sig frem med, at vi i Danmark er et foregangsland, når det handler om at udvikle klimavenlige løsninger på de massive problemer, vi står over for.

Vi er enige, og som virksomhed er vi stolte over at være en del af et innovativt iværksættersamfund, der er drevet af passionerede og dygtige mennesker, som arbejder dag og nat for at stå klar til at bidrage med en del af de 70 procent samt eksporten af grøn innovation, som alle politikere efterlyser.

Vores produkt er efterspurgt langt ud over Danmarks grænser, fordi det er bæredygtigt, og fordi det er lige så næringsholdigt som kød.

Med insekterne har vi desuden en bæredygtig ressource, der ikke kræver hverken store mængder jord, vand eller foder. Men vi mangler fokus fra politisk side på, at kød rent faktisk kan være andet end det, de fleste danskere indtager, nemlig ko og gris.

Landbrugstemmer 
Insekter smager godt, og de koster ikke på klimakontoen, hvorimod det kræver op mod 12 kilo foder at producere et enkelt kilo oksekød.

Netop derfor peger DTU i deres nye forslag til kostrådene på, at der er brug for alternative kilder til protein, herunder bønner, ærter og linser. Men vores produkt er et reelt alternativ til kød, da de små dyr består af store mængder jern, B12-vitamin, protein, fedtsyrer og fibre.

Så vi er sikre på, at danskerne er mere end klar til at tage nye ingredienser ind i køkkenet, hvis vi bare fik mere fokus på de mange gode alternativer til kød, der efterhånden findes.

Det er ikke sikkert, at der er specielt mange landbrugsstemmer i at tale mindre om kød fra køer og grise. Og det kan godt være, at nogle vælgere vil ryste på hovedet over udsigten til mindre kød og flere insekter.

Men vi har alle en aktie i klimaet. Det handler ikke om livretter, eller hvad vi plejer at spise. Vores politikere har lovet markante CO2-reduktioner, og derfor har vi brug for handling.

Befolkningen skal have øje på insekterne 
Derfor vil vi på det kraftigste opfordre både Dan Jørgensen og Mogens Jensen til at tale mindre om bøffer og bolognese og mere om alle de gode alternative proteinkilder, der findes. 

Vi har brug for, at befolkningen får øjnene op for, at der findes et spændende og velsmagende sortiment af alternative proteinkilder, og vi har brug for, at politikerne fremhæver dem i debatten. 

Vi skal spise mindre rødt kød, så lad os tale om, hvordan vi gør det, i stedet for at blive ved med at hænge fast i bøf og bolognese. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00