Nyt udspil om mindsteløn tager hensyn til dansk model

NYHEDSANALYSE: Udkast afslører, at der er gjort meget for at holde den danske overenskomstbaserede arbejdsmarkedsmodel ude af EU-Kommissionens nye udspil om europæisk mindsteløn. Spørgsmålet er, om det er nok set med danske øjne.

Placeholder image
EU's Beskæftigelseskommissær, Nicolas Schmit, har gentagne gange bedyret, at han ikke er ude på at smadre den danske model. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix

BRUXELLES: Chancen er nok stor for, at vi onsdag vil høre en række protester fra arbejdsmarkedets parter og fra det meste af det danske politiske spektrum, når det nye forslag om europæisk mindsteløn rammer offentligheden.

Stod det til dem, skulle der slet ikke være noget direktiv, og EU skulle holde nallerne langt væk fra et område, der i Danmark er lagt i hænderne på arbejdsmarkedets parter.

Når det er sagt, ser det ud til, at EU-Kommissionen har forsøgt så forsigtigt som muligt at skrive sig rundt om den særlige nordiske arbejdsmarkedsmodel i sit nye forslag på området.

Det bekræfter kilder i EU-Kommissionen over for Altinget.

En lov – to systemer
Det endelige forslag til det nye direktiv ser vi først onsdag. Derfor kan tingene stadig nå at ændre sig helt frem til det møde mellem de 27 EU-kommissærer, hvor det nye direktiv skal vedtages.

Men ifølge Altingets oplysninger bliver der tale om, at de 21 lande, som i dag opererer med en lovbestemt mindsteløn, vil være underlagt ét sæt forpligtelser, mens de seks lande, hvis arbejdsmarkeder primært fungerer gennem overenskomster udformet af arbejdsmarkedets parter, i vid udstrækning er undtaget.

Ud over Danmark og Sverige gælder det Finland, Italien, Cypern og Østrig, for hvem det nye forslag primært kommer til at begrænse sig til en række nye indrapporteringsforpligtelser. Det kan være nok så besværligt set med danske øjne, eftersom en del af de tal, Kommissionen vil efterspørge, om organisationsgrad og lønniveauer, ikke er offentlige i dag.

Men hvis frygten er, at Kommissionen havde tænkt sig at tvinge mindstelønnen ned i halsen på danskerne, så kan den i hvert fald aflives. Det slås meget klart fast, at ”Intet i dette direktiv skal opfattes, som at der pålægges en forpligtelse på en medlemsstat, hvor løndannelse er sikret udelukkende via overenskomster, til at indføre en lovbestemt mindsteløn eller at almengøre overenskomsterne.”

 

Læs hele analysen på Altinget EU


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser