Debat

Ulovligt træ i det offentlige indkøb

DEBAT: FDB's direktør Thomas Bagge Olesen undrer sig over, at det offentlige Danmark stadig køber træ, der ikke er certificeret og derfor kan være ulovligt fældet.
Det er et problem, at det offentlige stadig ikke holder sig til indkøb af certificeret træ, skriver Thomas Bagge Olesen i dag.
Det er et problem, at det offentlige stadig ikke holder sig til indkøb af certificeret træ, skriver Thomas Bagge Olesen i dag.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Bagge Olesen,
adm. direktør i FDB

I maj 2007 underskrev en lang række virksomheder og organisationer, heriblandt Coop og FDB, en opfordring til miljøministeren om at forbyde import af illegalt træ til Danmark. Godt et år efter er vi ikke kommet nærmere et forbud. Til gengæld opfordres forbrugerne flittigt til at tage et ansvar for klimaet og andre mennesker - gennem deres valg i butikkerne.

Herhjemme er det i de private virksomheder, vi finder de klare målsætninger: Coop sælger udelukkende FSC-certificerede havemøbler og har en målsætning om fra 1. januar 2008 udelukkende at sælge FSC-certificeret køkkengrej. Ikea har meddelt, at 30 pct. af deres træ er FSC-certificeret i 2009. I Jysk A/S er cirka 80 pct. af alle møbler mærket med FSC.

Borgere støtter skovudryddelse
Samme klare mål er ikke at finde for det offentlige forbrug. Og det er en skam. Ikke bare fordi den offentlige efterspørgsel kan få udbuddet af certificeret træ til at tage et kvantespring. Men også fordi danske borgere gennem statens beslutninger ufrivilligt og uvidende er med til at støtte udryddelsen af skove og udnyttelsen af mennesker.  Mens samme borgere i supermarkederne, når de selv kan træffe et valg, i stigende grad går efter de bæredygtige og etiske produkter, der tager hensyn til miljø og mennesker.

Den kedelige kendsgerning er, at det offentlige fortsat indkøber ikke-certificeret træ. Der kan være tale om rene hælervarer.

Thomas Bagge Olesen
Adm. dir. i FDB

I FDB støtter vi FSC-certificeringen, fordi den sigter på at skabe varige lokale forbedringer. Det er det eneste mærke, der garanterer, at træet kommer fra et bæredygtigt skovbrug, hvor lovgivningen er overholdt, og produktionen er foregået på et økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtigt grundlag. Og der er ganske gode grunde til at slå et slag for det socialt såvel som miljømæssigt bæredygtige træ. Store dele af regnskoven afbrændes og lægges om til landbrug med store miljøkatastrofer til følge: Mere end 20 pct. af verdens samlede udledning af CO2 kommer fra afbrænding af regnskov.

Årsagen til afbrændingen er, at de folk, som bor i og omkring skoven, ikke har tilstrækkelig økonomisk fordel af træet. Hvis vi vil opretholde verdens regnskove, må vi sørge for en økonomisk bæredygtig udvikling i områderne. Derudover har Danmark tilsluttet sig UNDP's målsætninger. Det betyder bl.a., at vi skal arbejde for at halvere fattigdommen i 2015. Coops engagement i FSC-certificeret træ i Honduras har været med til at øge de lokale skovarbejderes indkomst med mellem 300 og 400 pct. Således er Coop gennem handel med bæredygtigt FSC-certificeret træ med til at nå UNDP-målene. Og vi har travlt.

Det kan være hælervarer
Den kedelige kendsgerning er, at det offentlige fortsat indkøber ikke-certificeret træ. Der kan være tale om rene hælervarer, altså ulovligt fældet træ, defineret som træ der ikke er fældet i overensstemmelse med gældende lovgivning i det land, hvor fældningen er foregået. Der kan være tale om træ, som er fældet med store  miljøødelæggelser til følge.

Der bør gælde de samme regler for alle - og det kræver, at vi skelner mellem lovlige og ulovlige varer. Og så er tiden kommet til formulering af målsætninger for det offentlige forbrug, for hvordan kan regeringen underskrive en række målsætninger, men ikke selv via handling støtte op om at nå de internationale udviklingsmål? Regeringen har et ansvar for, at det offentlige indkøb er en del af løsningen - og ikke en del af problemet.

Det offentlige må snarest komme på omdrejningshøjde med virksomheder og forbrugere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Bagge Olesen

Managing partner og bestyrelsesformand, Den Sociale Kapitalfond Management, bestyrelsesformand, OptimumIT
cand.polyt. (DTU 1995), MBA (CBS 2004)









0:000:00