Aaja Chemnitz: Grønland har været uden regering siden Siumuts formandsopgør

Udfordringerne for Arktis er i det kommende år – som i de foregående – mange: På makroniveau er der for eksempel den geopolitiske spænding med USA, Kina og Rusland og klimaforandringernes påvirkning af vores levevis.

På mikroniveau er der for eksempel den arktiske regions store udfordringer med social ulighed, de høje selvmordsrater, alarmerende tal for overgreb og misbrug og generel dårlig økonomi.

Men når opgaven, som Altinget har stillet, lyder, at jeg kun må vælge ét tema, så er det jo sådan, det er. Og fra et grønlandsk perspektiv, så er der faktisk også ét problem, der virkelig stikker i øjnene. For løser vi ikke dét problem, så er der ikke nogen til at gøre noget ved alle de mange reelle problemer, jeg kunne have lyst til at nævne, og som jeg har antydet nogle af i min indledning.

Hvem bestemmer i Grønland?
Fra et grønlandsk perspektiv er det helt store og altoverskyggende problem, at vi ikke har en regering, ikke har en politisk ledelse af Grønland. Ja, faktisk ved vi slet ikke, hvem der bestemmer.

For den, der ikke følger grønlandsk politik tæt, vil det måske undre. For der ER da en regering, ikke? Og hedder landsstyreformanden ikke stadig Kim Kielsen (SIU)? Spørgsmålet er imidlertid, hvem der er inde i Kim Kielsen? Om overhovedet nogen!

Sagen er nemlig den, at Siumut i månedsvis – ja, faktisk i årevis – har haft et internt parti-rivegilde om, hvem der skulle tegne linjen for det regeringsbærende parti. Igen og igen er Kim Kielsen blevet skældt ud og kritiseret internt, og for nylig valgte Siumut så en ny formand, Erik Jensen.

Fra et grønlandsk perspektiv er det helt store og altoverskyggende problem, at vi ikke har en regering, ikke har en politisk ledelse af Grønland. Ja, faktisk ved vi slet ikke, hvem der bestemmer.  

Aaja Chemnitz Larsen (IA)
Medlem af Folketinget

Men nu bliver det først mærkeligt. For med den nye formand er usikkerheden om Grønlands ledelse kun steget. Hvor er formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, og hvad vil Erik Jensen og hans bagland egentlig? Hvorfor rejser Erik Jensen altid hjem til Sisimiut uden at have sikret klarhed om hverken sit partis ledelse eller ledelsen af landet?

Et forkølet interview i weekenden i Sermitsiaq med den nye formand for Siumut gav ingen svar. Og regeringen siger intet, mener intet, gør intet. Selv regeringens koalitionspartier siger intet. I tavshed accepterer de, at det parti, de har udstyret med magten til den øverste ledelse af landet, på hvem ved hvilken måned i træk, intet siger, intet mener, intet gør. Støttepartierne giver heller ingen svar.

Det største problem lige nu
En måbende befolkning står tilbage og ser de politiske sager og samfundsmæssige problemer hobe sig yderligere op. Mens grønlandsk politik er gået stå. Og landets ledelse - og Siumuts ledelse - kommer uge efter uge og måned efter måned stadig ikke med et bud på en retning eller en holdning eller en vilje til forandring.

Dét er det største problem for Grønland lige nu. Dét er det største problem for den grønlandske befolkning lige nu. Og implikationerne er betydelige.

For ikke alene løses de grønlandske problemer ikke af sig selv. Men også de internationale aktører såvel indenfor som udenfor Rigsfællesskabet har jo reelt heller ikke nogen eller noget at forholde sig til. Hvem samarbejder fremmede magter med – og om hvad – når de skal drøfte fællesarktiske spørgsmål?

Kielsens eller Jensens politiske linje
Det er vigtigt at huske på, at magtkampen i Siumut handlede – i alt fald officielt – om politiske meningsforskelle mellem den nye formand, Erik Jensen, og Kim Kielsen, der altså nu er detroniseret som formand for partiet – men stadig er regeringsleder.

Så hvem koordinerer udlandet med? Kielsen? Jensen? Er Kim Kielsens politiske linje der stadig? Eller fører Kim Kielsen nu Erik Jensens politiske linje? Og i så fald – hvad er det så for en politisk linje? Sagen er den, at vi simpelthen ikke aner det.

Som grønlændere aner vi det ikke. Og verdenssamfundets aktører med ønsker og behov om at drøfte grønlandske og arktiske spørgsmål aner ikke, hverken hvilken politiker de reelt skal være i dialog med, eller hvilken politik vedkommende fører.

Og dét er ikke alene et praktisk problem, det er et demokratisk problem. Indtil dét er afklaret – så står al politik stille i Grønland. Det kan vi ikke være tjent med.