Bider inflationen sig fast i 2022?

Kommentaren blev bragt første gang 9. december 2021.

En af de væsentligste historier om den økonomiske udvikling i 2021 er, at det blev året, hvor inflationen vendte tilbage.

Det gælder både i Danmark, resten af Europa, og det meste af den vestlige verden, især USA. Inflationen angiver den årlige stigningstakt i forbrugerpriserne, det vil sige priserne på alt fra havregryn til hotelovernatninger. Efter et årti med lave inflationsrater er inflationen i løbet af 2021 steget til niveauer, som ligger et stykke over centralbankernes målsætning. På tærsklen til 2022 er det store spørgsmål derfor, om inflationen fortsætter opad, samt hvor langt centralbankernes tålmodighed rækker. Før eller siden vil stigende inflation nemlig tvinge dem til at sætte renterne op.

I oktober 2021 var den årlige inflationsrate i USA oppe på 6,2 procent. Bortset fra to måneder i 1990 har vi ikke set så høje inflationstal i USA siden 1982. Dengang var inflationen på vej ned fra de tocifrede inflationsrater, som blev registreret i 1970’erne og 1980’erne. I Eurozonen var inflationen i oktober på 4,3 procent, hvilket er den højeste årlige stigningstakt, som er registreret, siden man begyndte at opgøre et samlet inflationstal for hele Eurozonen i 1997.

Her i Danmark har inflationen indtil videre kun nået tre procent i oktober, hvilket ”blot” er det højeste i omkring et årti. Det er værd at bemærke, at inflationen så sent som ved udgangen af 2020 var ganske lav; nemlig tæt på nul i Danmark og Eurozonen, og lidt over en procent i USA. Inflationens comeback er således både international samt i høj grad et 2021-fænomen.

Vi må håbe, at centralbankernes vilje og evne til at agere vagthund over for inflationen er intakt, for det bliver snart nødvendigt.

Søren Hove Ravn

Årsagerne til den stigende inflation er stadig til debat, men der er bred enighed om, at flere faktorer spiller en rolle. En naturlig forklaring er, at mange internationale forsyningskæder endnu ikke er helt genoprettet efter corona-nedlukningen. Mange forbrugere og virksomheder oplever forsinkede leverancer på en lang række produkter, og det har en tendens til at øge prisen på de produkter, som rent faktisk kan skaffes. Samtidig er det ret oplagt, at den meget lempelige finans- og pengepolitik, som er blevet ført i en række lande i kølvandet på coronakrisen, spiller en stor rolle. Den førte økonomiske politik har langt hen ad vejen haft succes med at dæmpe og forkorte det økonomiske tilbageslag som følge af pandemien, men med højere inflation som en bivirkning.

Indtil videre har centralbankerne i USA og Eurozonen undladt at stramme pengepolitikken, hvilket ellers normalt ville være reaktionen på højere inflation. Deres argument har været, at de høje inflationsrater er forbigående og vil forsvinde af sig selv, eksempelvis i takt med, at de globale forsyningskæder kommer op i gear igen. Samtidig spiller det naturligvis en rolle, at arbejdsløsheden i både USA og Eurozonen stadig er højere end før pandemiens start, hvilket taler for at fastholde en lempelig pengepolitik.

Men der er tale om en snæver balancegang. For hver måned med høj inflation øges risikoen for, at husholdningerne begynder at indlejre den i deres lønkrav, hvilket vil indebære en mere vedvarende stigning i virksomhedernes omkostninger, og dermed deres priser. Samtidig er der en grænse for, hvor længe centralbankerne kan acceptere inflationsrater omkring fem procent, hvis de skal opfylde deres målsætning om en inflation på to procent i gennemsnit over tid.

Gennem de senere år har mange kommentatorer udfordret behovet for uafhængige centralbanker med fokus på inflationen, når nu høj inflation så ud til at høre fortiden til. Den argumentation svarer til en husejer, som efter en serie af indbrud anskaffer sig en stor vagthund, for så senere at skille sig af med den igen efter en længere periode uden indbrud. Kunne det mon tænkes, at indbruddenes ophør netop skyldtes hunden? Vi må håbe, at centralbankernes vilje og evne til at agere vagthund over for inflationen er intakt, for det bliver snart nødvendigt.