Samfundet bliver ulideligt, når venstrefløjen smider kønsnormer og sociale strukturer i skraldespanden

Indlægget er bragt første gang 3. juni 2022.

Hvis der er ét projekt, der for alvor har slået igennem de seneste år i vores danske samfund, må det være opgøret med normer. Det har været undervejs i lang tid, men det er som om, det går ekstra stærkt i disse år. Hvis man blot skulle nævne tre aktuelle eksempler:

I foråret kunne man bevidne en såkaldt Talk Town, der inviterede Københavnerne til dialog om, hvordan man kunne udfordre mandeidealer og maskulinitetsnormer. Man kunne i øvrigt også høre om, hvordan man taler med hvide, cis-kønnede mænd, hvis man nu var i tvivl.

I folkeskolen har Københavns Borgerrepræsentation endelig fået nok af, at elever i dag undervises i seksualitet og køn på baggrund af normopgørende seksualundervisning fra Normstormerne, som de så eksplicit hedder.

Og minsandten om ikke noget så stereotypisk som Paradise Hotel er gået med på det progressive behov for normopgør. Forsvundet fra programmet er de tynde, flotte kvinder, og de hårde, stærke mænd. I stedet er der nu følsomme og kiksede deltagere, samt en vært, hvor man bliver nødt til at google, hvad køn vedkommende har. Begavelsen lader dog til at være den samme på trods af kursskiftet.

Når normopgør har så meget vind i sejlene for tiden, skyldes det, at vi intuitivt finder det godt, når der bliver gjort op med normer og strukturer, der reproducerer en bestemt adfærd. For hvis vi har færre normer, og vi ikke er begrænset af sociale strukturer, er vi mere frie. Sådan lyder ræsonnementet i hvert fald.

På trods af paroler om fællesskab og inklusion, er det endelige mål med nedbrydelsen af normer faktisk det modsatte.

Rasmus Ulstrup Larsen

Ræsonnementet bygger på en autenticitetsdyrkelse, der præger vores moralske og eksistentielle forståelse: Det er godt at være sig selv, og gennem nedbrud af normer og strukturer, fjerner vi de barrierer, der står i vejen for at være den, vi inderst inde er.

Menneskesynet er i den forstand individualistisk, når forståelsen er, at du blomstrer stærkest ved at stå uden for det givne fællesskabs normer og strukturer. Men det er også en moralsk forståelse, der bygger på, at værdigheden hos den enkelte først og fremmest ligger i, at man kan og tør være sig selv.

Særlig interessant er det, at det er venstrefløjen, der står bag. På trods af paroler om fællesskab og inklusion, er det endelige mål med nedbrydelsen af normer faktisk det modsatte. Målet er individets totale frigørelse fra alt socialt der binder. Et projekt, der bunder i en individualisme, der overgår selv de liberales menneskesyn.

Men det er ikke uden en pris, at vi i alle henseender, hvad enten det er i undervisningen af børn, i populærkulturen eller på den politiske scene, forcerer et normopgør. For i en tiltagende kompleks verden, har vi brug for normer og sociale strukturer mere end nogensinde før. Og det gælder også de ellers så udskældte kønnede normer og forventninger.

Normer og sociale strukturer fungerer nemlig ved, at de begrænser kompleksitet i tilværelsen. De stiller krav, som gør, at ikke alle forhold i livet og de relationer, vi indgår i, er til forhandling.

Hvis man virkelig vil være inkluderende og gøre hinanden og vores børn en tjeneste, så skal vi genfinde værdien i at stå fast på normer og sociale strukturer.

Rasmus Ulstrup Larsen

I den forstand er normer og sociale strukturer begrænsende, men samtidig er de vigtigst af alt frisættende: De frisætter dig fra at skulle forholde dig til dig selv og dine individuelle ønsker i mødet med andre. Og de sætter os i stand til at forudse sociale interaktioner, og hvordan de vil og skal forløbe.

Eller sagt på en anden måde: Normer og sociale strukturer, uagtet hvor udskældte de er, er helt nødvendige for, at vi kan navigere i fællesskab i en verden, der er kendetegnet ved en tiltagende kompleksitet.

Når vi derfor vil smide alle normer i skraldespanden, så har det ikke den ønskede konsekvens, at vi derved kan møde hinanden præcis som vi selv ønsker at være. Det har derimod den konsekvens, at verden omkring os og mødet med hinanden, bliver uforudsigelig og usikker. Alt bliver til forhandling og det sociale rum bliver mere krævende.

Det gælder både i forholdet til fremmede, hvor vi ikke længere har nogen ritualer eller sociale koder at læne os op ad. Man skal blot være til en reception med arbejdet eller en familiesammenkomst med svigerfamilien for at opdage, hvor ulideligt det er, at der ikke længere findes faste rammer for at komme levende igennem strabadserne.

Men det gælder også i parforholdet og de nære relationer, hvor tilliden til den fælles forståelse for adfærd og normer, bliver sat ud af spil. Alt skal forhandles og intet kan forventes af hinanden på forhånd.

Resultatet af det tiltagende normopgør bliver således ikke, at vi bliver autentiske mennesker i harmoni med hinanden, men derimod en tiltagende individualisering, hvor tilliden og fællesskabet bliver svagere.

Man kan også sige det mere direkte: Hvis man virkelig vil være inkluderende og gøre hinanden og vores børn en tjeneste, så skal vi genfinde værdien i at stå fast på normer og sociale strukturer. Så vil flere kunne være med i fællesskabet.