Fra bund- til topkarakter: Her er partiernes kampform inden et sensommervalg

Dette er en redigeret udgave af kommentaren, der blev bragt første gang 30. juni.

-----

Med Radikales melding om, at de ovenpå minkrapporten vil stille et mistillidsvotum til statsministeren ved åbningsdebatten i oktober, hvis ikke hun har udskrevet folketingsvalg før, tyder alt på et sensommervalg.

Uanset hvor meget den radikale melding irriterer Socialdemokratiet, og det skal man ikke tale med mange højtstående socialdemokrater for at få vished om, er tilfældet, er der ingen, der forestiller sig, at statsministeren lader sagen komme så vidt. Især fordi et sensommervalg allerede var på tegnebrættet internt i regeringen.

Den stigende inflation, den lurende økonomiske krise, en svær lønkommission og forårets overenskomstforhandlinger har længe nødvendiggjort en afklaring. Og for regeringens side tæller det også med på plussiden, at den allerede betydelige uro på borgerlig side kun ser ud til at stige med Inger Støjbergs nye parti.

Med udsigt til et sensommervalg er spørgsmålet, hvordan partiernes kampform er netop nu. Denne valgperiode har været ekstraordinær på mange måder. En global pandemi, lukning af et erhverv, en regering, som har været særdeles "offensiv" i sin magtudøvelse, og et folketing præget af historisk mange partihoppere.

Nedenfor er min subjektive vurdering af partiernes form her inden sommerferien. Jeg har for overskuelighedens skyld kun taget partier med i oversigten, som er repræsenteret i Folketinget og er opstillingsberettigede. Karakterskalaen er den officielle syvtrinsskala.

Socialdemokratiet: 7

Til trods for at mange iagttagere på forhånd havde vurderet, at en socialdemokratisk étpartimindretalsregering ville få det svært, har regeringen vist sig at være ekstremt handlekraftig.

Man er på trods af pandemi og selvskabte mink- og især sms-udfordringer kommet igennem med langt det meste af sin politisk. Vigtigst af alt arnepensionen. Den største udfordring er nu, at regeringen næsten har været for effektive til at få deres politik igennem. Her kort tid inden et valg mangler Socialdemokratiet en ny arnepension, som kan skabe en positiv fortælling og motivere vælgere til at møde op på valgdagen.

Venstre: 4

På det seneste har det virket som om, at Venstre og ikke mindst Jakob Ellemann-Jensen har fundet formen. Godt hjulpet på vej af folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet og Claus Hjort-sagen er gejsten kommet tilbage til både formand og parti efter en næsten total nedsmeltning i begyndelsen af valgperioden.

Det politiske projekt mangler dog stadig. Venstre går reelt til valg på et genopvarmet skattestop, luftig retorik om frihed og frit valg og – for et borgerligt parti – speciel systemmodstand. Det er på vej op for Venstre, men der er stadig lang vej igen.

SF: 10

SF er den stille succes i dansk politik. Uden de store armbevægelser og trusler er det lykkedes Pia Olsen Dyhr og SF at skabe solide resultater og pæn fremgang i målingerne.

Samtidigt er det lykkedes Pia Olsen Dyhr og resten af ledelsen i SF igen at gøre partiet regeringsdueligt. Uden nævneværdige sværdslag med bagland og folketingsgruppe indgik SF for eksempel i et nationalt kompromis, som øger forsvarsudgifterne historisk meget over de næste mange år og reelt beslaglægger det råderum, som ellers kunne være brugt til velfærd. Glemt er nedsmeltningen under Thorning.

Enhedslisten: 7

I denne periode har Enhedslisten formået at dosere presset mod regeringen i passende doser. Væk er nedsmeltningerne fra Thorning-tiden, hvor truslerne sad løst og retorikken var mildest talt farverig.

Partiet kom flot igennem kommunalvalget og er kommet helskinnet gennem både lederskifte og ophedede interne diskussioner om Nato og EU-forbehold. På trods af, at de politiske sejre har været begrænsede, har vælgerne indtil nu belønnet partiet med en lille fremgang, som dog er inden for den statistiske usikkerhed. Alt i alt lander karakteren på "den gode præstation".

Radikale Venstre: 4

Den radikale frustration over ikke at være i regering har været tydelig under hele denne regeringsperiode. I lange perioder har frustrationerne været dæmpet noget, når partiet er nedsmeltet i selvskabte #MeeToo-problemer, men ellers har den været der og afstedkommet til tider skingre trusler mod regeringen.

På trods af konstant kritik har det været så som så med de tydelige radikale sejre. Karakteren (den jævne præstation) afspejler, at partiet trods alt er kommet tilbage efter #MeeToo, har rettet målingerne og står til at komme i regering efter næste valg. Vejen dertil har dog ikke været køn.

Det Konservative Folkeparti: 10

Søren Pape Poulsen og company står til solid fremgang ved næste valg, og vi skal helt tilbage til Hans Engells formandstid og valget i 1994 for at finde noget der ligner (Konservative fik 15 procent i 1994).

Den fine fremgang er kommet, på trods af at man i lange perioder har ført en relativ anonym tilværelse i opposition. Eller måske er det netop derfor. Det Konservative Folkeparti har fortsat strategien fra valgkampen 2019 med at være det rolige skib med den populære formand i den noget kaotiske blå blok.

Tiden vil vise, om Pape og partiets fremgang i meningsmålinger kan holde til et fremadstormenende Støjberg parti og den ekstra gennemlysning som et erklæret statsministerkandidatur vil give.

Dansk Folkeparti: -3

Krisen i Dansk Folkeparti er bare blevet ved og ved og ved efter det historisk dårlige valgresultat i 2019. På trods af formandsskifte og en folkeafstemning om et for Dansk Folkeparti ideelt tema har skænderierne og nedsmeltningen været ubønhørlig.

Senest har Morten Messerschmidts mange modstandere i gruppen moret sig med at forlade partiet et ad gangen, så skadevirkningerne har været maksimale. Partiet har stadig så stort et bagland, at det er usandsynligt, at det ryger under spærregrænsen ved et sensommervalg. Risikoen er der dog, og den er stigende.

Danmarksdemokraterne: 10

På trods af en politik bestående af flygtige overskrifter og et opgør med "salonerne i København", som, man må forstå, bestemmer utrolig meget i dansk politik, er det lykkedes Inger Støjberg at skaffe over 50.000 stillere på ganske få dage.

Det vidner om, at Støjberg og det, hun repræsenterer, hvor flygtigt det end måtte være, stadig har et ganske betydelig bundtræk i befolkningen. Og når man hertil lægger, at partiet fra dag ét vil være mandatmæssigt større end deres nærmeste konkurrenter i Dansk Folkeparti, så bliver partiet fra starten en magtfaktor i det borgerlige Danmark.

Nye Borgerlige: 7

I deres første periode i Folketinget har Nye Borgerlige fortsat strategien, som bragte dem ind. Hårde og provokerende opdateringer på sociale medier med løfter om lette løsninger på svære problemer.

De politiske resultater har været begrænsede, men deres vælgere har kunnet lide det, de ser, og partiet står til mere end en fordobling. De nye stemmer kommer primært fra Dansk Folkepartis nedsmeltning, og spørgsmålet er, om Pernille Vermund og company kan holde på dem, når Støjberg kommer blæsende.

Liberal Alliance: 7

Alex Vanopslagh har i lange periode været en Liberal Alliance-enmandshær, og indtil videre ser det ud til, at indsatsen har båret frugt. Vanopslagh er et uomtvisteligt retorisk talent og trænger godt igennem til især de yngre vælgergrupper, hvor Liberal Alliance traditionelt har klaret sig godt.

Liberal Alliance er i dag komfortabelt over spærregrænsen, og Vanopslagh har med en klassisk, positiv liberal fremtidsfortælling kombineret med benhård kritik af regeringen formået at genskabe tilliden til projektet. Hvad Ole Birk Olesen og Henrik Dahl har bidraget med, er derimod noget mere uklart.

Frie Grønne: 00

På trods af utallige forsøg på at provokere sig til omtale og stemmer er det ikke lykkedes Sikandar Siddique og company at rykke målingerne nævneværdigt over nul. Projektet stopper ved næste valg, hvor Uffe Elbæk for øvrigt også stopper i Folketinget. Præstationen har været "utilstrækkelig".

Kristendemokraterne: 00

I lange perioder i starten af perioden så det ud til, at næste gang skulle være valget, der fik Kristendemokraterne tilbage i tinget. Men så kom tilbageslagene et efter et, og i dag er det ikke længere realistisk.

Først meddelte stemmeslugeren fra Vestjylland, Kristian Andersen, at han ikke længere ville stille op til Folketinget. Et stort tilbageslag, da han næsten alene trak et kredsmandat sidst. Så meddelte partiets tilkomne folketingsmedlem, Jens Rohde, at han ikke genopstillede på grund af noget, der virkede som uenighed om abortpolitikken.

Og senest har formanden, Isabella Arendt, forladt den stadigt mere synkende skude til fordel for en konservativ kreds. Et alvorligt tilbageslag for den borgerlige blok, da Kristendemokraterne har en fast kerne af stemmer, som stemmer på dem, uanset at det ikke er sandsynligt, at de kommer ind.

Alternativet: 02

På trods af at Alternativet kun har ét tilbageværende medlem af Folketinget, er luften endnu ikke gået helt af den grønne ballon.

De var overraskende synlige i valgkampen om forsvarsforbeholdet, og i de fleste målinger ligger de på cirka 1,5 procentpoint. Derfor er spærregrænsen – i hvert fald teoretisk – stadig indenfor rækkevidden. Nemt bliver det dog ikke.

Moderaterne: 7

Efter Danmarkshistoriens længste partifødsel er Lars Løkke Rasmussens parti nu endelig en realitet.

Projektet er stadig helt og aldeles bundet på Lars Løkke Rasmusen, og dets fremtid står og falder med, at partiet sidder med de afgørende mandater efter næste valg. Gør de det, kommer partiet til at spille en afgørende rolle i dansk politik, i hvert fald så længe Lars Løkke Rasmussen fortsætter i dansk politik.

Bliver partiets mandater ikke afgørende, kan de i ny og næ være heldige at spille en rolle som hjælper til den nuværende regering, hvis især Enhedslisten bliver for besværlige. Her er spørgsmålet dog, hvor lang tid Lars Løkke Rasmussen reelt gider det, hvis der for eksempel åbner sig en international toppost.