Aagaard: Samfundseffekterne skal være et væsentligt kriterium

Af Kaare Aagaard
Seniorforsker på Center for Forskningsanalyse, på Aarhus Universitet

I et tidligere indlæg i denne debat-serie argumenterede jeg for, at der ikke er noget simpelt teknisk fix, der kan løse udfordringen med at sikre større samfundsmæssige effekter af forskningen. Med det mener jeg, at det er urealistisk at forestille sig et universelt indikator-system, som på hensigtsmæssig vis kan indfange og belønne alle relevante typer af effekter.

Samme argument er fremført af en række andre aktører i denne debat. Ikke desto mindre kan der gøres meget for at støtte op om et system, der tilskynder forskningsinstitutionerne og deres ansatte til i højere grad at tænke samfundsmæssige hensyn ind i arbejdet.

Flere og bedre indikatorer kan spille en rolle i en sådan udvikling, men hvis ikke det gøres med omtanke og med erkendelse af forskelligheder på tværs af områder, kan resultatet meget vel blive det modsatte af det tiltænkte.

Åbn op for priortieringsdiskussioner
Indikatorer kan på nogle områder bidrage til at belyse aspekter af forskningens bidrag til samfundet og kan dermed være med til at skabe grundlaget for mere kvalificeret beslutningstagen. En bredere palet af indikatorer brugt med varsomhed, og i en funktion, hvor de støtter snarere end erstatter prioriterings- og karrierebeslutninger i forskningssystemet, kan der derfor være gode grunde til at overveje.

Som skitseret ovenfor kan indikatorer således ideelt set være med til at åbne op for kvalificerede prioriterings-diskussioner. I praksis ser vi imidlertid, at indikatorer oftere ender med at lukke diskussioner ned; at de fører til en indsnævring af det univers, vi ønsker at vide noget om; og til at mekaniske, standardiserede systemer fortrænger informeret beslutningstagen.

Så frem for blot at fokusere på etableringen af nye målesystemer, bør vi i højere grad overveje, hvordan vi skaber et ledelsesrum på forskningsinstitutionerne, hvor hensynet til samfundsmæssige effekter kan indgå som et væsentligt kriterium i alle former for prioriteringsbeslutninger.

Kaare Aagaard, seniorforsker på Aarhus Universitet

Så selv om der kan peges på et klart behov for flere og bedre indikatorer, er det vigtigt at holde sig for øje, at indikatorer langtfra løser problemstillingen alene.

Beslutningstagerniveauet er afgørende
Den afgørende faktor i forhold til at adressere denne problemstilling er således ikke primært af teknisk, måle-relateret karakter, men snarere at finde på beslutningstager-niveau: i det politisk/administrative system, i bevillingssystemet og på forskningsinstitutionernes ledelsesniveauer.

De klart vigtigste adfærdspåvirkende signaler for forskere sendes gennem lokale ansættelses- og karrierebeslutninger samt i det eksterne bevillingssystem, hvor succes eller fiasko i sidstnævnte i stigende grad lægges til grund for førstnævnte.

Med andre ord: hvis vi ønsker et større samfundsmæssigt engagement fra vores forskere, er vi nødt til ikke blot i ord, men også i konkret handling, at vise, at denne type adfærd belønnes, når der træffes beslutninger med karrieremæssige konsekvenser.

På ledelsesniveau kræver det, at bidrag med samfundsmæssig betydning tillægges reel værdi i ansættelses- og karriere-afgørelser på baggrund af en balanceret helhedsvurdering med blik for andet end point for akademisk publicering og patenter. Dette er langt fra enkelt, men ikke desto mindre nok den væsentligste type ledelsesbeslutninger, der overhovedet skal træffes på forskningsinstitutioner.

En god ledelsesmæssig anvendelse
Men ledelsesbeslutninger af denne karakter kræver også nogle politiske og finansieringsmæssige rammebetingelser, der understøtter de mål, man ønsker at opnå. Som systemet aktuelt er indrettet, bliver man på både individuelt og institutionelt plan i mange tilfælde indirekte straffet for ikke ensidigt at orientere sig mod enten publicering i prestigefyldte tidsskrifter eller aktiviteter med direkte kommercialiseringspotentiale.

Så frem for blot at fokusere på etableringen af nye målesystemer, bør vi i højere grad overveje, hvordan vi skaber et ledelsesrum på forskningsinstitutionerne, hvor hensynet til samfundsmæssige effekter kan indgå som et væsentligt kriterium i alle former for prioriteringsbeslutninger.

Et centralt element i dette er spørgsmålet om, hvordan vi lokalt sikrer en god ledelsesmæssig anvendelse af de informationer, som forskellige typer af indikatorer kan bidrage med, således at akademiske, uddannelses- og samfundsmæssige hensyn kan gå hånd i hånd og styrke hinanden, frem for at fremstå som hinandens modsætninger.