Aarhus Kommune på vej med nyt forsyningsselskab

FORSYNING: Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) har sammen med rådmand Bünyamin Simsek (V) indstillet, at opgaven med at hente affald og levere fjernvarme i byen flyttes fra forvaltningen til et nyt kommunalt ejet selskab fra årsskiftet.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Opgaven med at hente affald fra 165.000 husstande og levere fjernvarme til 350.000 østjydere skal flyttes væk fra kommunens forvaltning og over i et selvstændigt kommunalt ejet forsyningsselskab.

Det har borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand Bünyamin Simsek indstillet til Aarhus Byråd, som tidligere har igangsat arbejdet med at gøre Affald Varme Aarhus til et kommunalt ejet aktieselskab.

"Det haster med at sætte gang i flere initiativer i forhold til den grønne omstilling, når vi skal nå vores ambitiøse mål om et CO2-neutralt Aarhus i 2030. Når vi placerer vores affaldshåndtering og fjernvarme i et kommunalt ejet selskab, giver vi selskabet de bedste muligheder for at sætte tempoet op i den grønne omstilling," siger borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Giver flere muligheder
Affald Varme er en af de sidste fjernvarme-leverandører som stadig er en del af den kommunale forvaltning. Og med den nuværende konstruktion er der nogle juridiske begrænsninger i forhold til at kunne kaste sig over fjernkøling og bruge solenergi til fjernvarmen.

Med en anden selskabsform bliver det også lettere at samarbejde med andre selskaber. Desuden er der nationalt "et stærkt ønske om at udskille varmeforsyningen til et kommunalt ejet selskab," skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

"Jeg er stolt af Affald Varme Aarhus og de dygtige medarbejdere, som er innovative og går foran i den grønne omstilling. Hvis vi skal sikre, at Affald Varme Aarhus har de bedste muligheder for at fortsætte den positive udvikling, skal aktiviteterne flyttes til et selskab," siger rådmand Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.

Ifølge Aarhus Kommune får den nye selskabskonstruktion ikke nogen betydning for de østjyske kunder, ligesom de 400 medarbejdere i Affald Varme Aarhus også bare bliver overført til det nye selskab.

Det forventes, at sagen bliver behandlet af Aarhus byråd 30. oktober.

Altinget logoEnergi og Forsyning
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget energi og forsyning kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00