AAU: Nye værktøjer til at måle effekten af forskning

Af David Budtz Pedersen og Jonas Grønvad
Hhv. forskningsleder og ph.d-studerende på Humanomics Research Centre på Aalborg Universitet København

Der udspiller sig for tiden et kapløb blandt danske og internationale fonde og myndigheder om at udvikle de mest præcise redskaber til måling af forskningens videnskabelige og samfundsmæssige effekter.

Politikere og beslutningstagere efterspørger evidens, der kan kaste lys over, om de offentlige og private forskningsmidler anvendes rigtigt, og hvordan dansk forskning klarer sig internationalt. Alligevel er de fleste enige om, at de eksisterende indikatorer er ensidige og siger mere om, hvad der kan måles, end hvad der er interessant at måle.

I mere end 30 år har forskningspolitiske institutioner forsøgt at forlade efterkrigstidens lineære model for forskning og innovation, der ser videnskabens rolle i samfundet som kilde til en langsom udsivning af ny forskningsviden til virksomheder, myndigheder og offentlighed.

I stedet har man forsøgt at vise, hvordan effekten af forskning og innovation opstår i interaktion med aktører uden for forskningsverdenen, og at det er i mødet mellem videnskabelige, offentlige og private institutioner, at forskningen skaber gennemslagskraft.

Der findes ikke en håndbog for effekt
Selvom de fleste er klar over, at effekter af forskning og udvikling opstår i komplekse, dynamiske og tværvidenskabelige netværk, der involverer en bred vifte af sektorer og institutioner, er der alligevel en tendens til at se på forskningsevaluering og effektmålinger som en lineær proces.

Der findes ikke en håndbog for forskere, som de kan slå op i, hvis de vil skabe effekter i samfundet. Ofte opstår effekterne af forskning i produktive interaktioner mellem forskellige aktører, som hver især bidrager til at realisere forskningens værdi.

David Budtz Pedersen & Jonas Grønvad Hhv. forskningsleder og ph.d-studerende på Aalborg Universitet

Ofte ses et mønster, hvor et simpelt sæt af målepunkter udpeges som indikatorer, der bruges til at vurdere forskningens gennemslagskraft. De indikatorer, der lægges til grund for måling af forskningens effekter i Danmark, er præget af en overvejende erhvervs- og udbudsøkonomisk tænkning og dækker først og fremmest formelle transaktioner som vidensamarbejde, kommercialisering og teknologioverførsel. Men der er grund til at tro, at denne model er ved at forældes.

Der findes ikke en håndbog for forskere, som de kan slå op i, hvis de vil skabe effekter i samfundet. Ofte opstår effekterne af forskning i produktive interaktioner mellem forskellige aktører, som hver især bidrager til at realisere forskningens værdi.

For at skabe effekter kræver det, at forskning og innovation ses som led i et større økosystem af institutioner og infrastruktur, der til sammen udgør mulighedsbetingelserne for værdiskabelse og værdirealisering.

Som Innovationsfondens direktør, Peter Høngaard, noterede i et tidligere indlæg, er det mere interessant, hvis vi i stedet for at ”slice” forskningen op i partielle sandheder kunne prøve at analysere værdien af hele forskningsforløb.

To forandringer i forskningsimpact
Hvad enten det er gennem samarbejde med erhvervslivet, forskningsbaseret uddannelse, rådgivning af offentlige myndigheder eller skabelse af nye virksomheder, er det i cirkulationen af viden, at nøglen til at forstå forskningens effekter skal findes.

Det bør give anledning til to forandringer i forståelsen af forskningsimpact.

1) I stedet for at holde fast i en lineær model for effektmålinger, der alene fokuserer på formelle transaktioner og output (for eksempel indtægter, licenser, patenter), er det nødvendigt med et bredere syn på forskningens samfundsmæssige integration. Flere internationale evalueringer er i stigende grad opmærksomme på de forskellige måder, som forskningen optages på i samfundet (for eksempel via konferencer, rådgivning, seminarer, formelle eller uformelle samarbejdsrelationer), hvordan forskningen konkret finder anvendelse (for eksempel via inspiration, videreformidling, praksisudvikling, forretningsmodeller) til de konsekvenser, som forskningen i sidste ende kan have for brugerne (for eksempel adfærdsændring, forståelser og holdninger, udvikling af nye teknologier, ændring af praksis, indflydelse på politiske beslutninger). For at kunne redegøre for forskningsimpact er der behov for et dynamisk evalueringsdesign, der skal beriges og valideres igennem en kombination af kvalitative og kvantitative metoder.

2) I stedet for at holde fast i simple output-indikatorer er det nødvendigt at overveje, hvilke input-betingelser, der skal være til stede for at skabe produktive interaktioner. Forskningsråd og -fonde kan sammen med universiteterne være langt mere aktive i spørgsmålet om at drive impact-orienterede forskningsaktiviteter. Ved at bruge de rigtige incitamenter er det muligt at stimulere kollaborativ og praksisorienteret forskning. Det kræver ikke mindst, at impact integreres som en del af den akademiske karriereudvikling. Forskere skal uddannes i at skabe netværk, kommunikere, samarbejde og så videre.

Begge disse forandringer er p.t. på den europæiske dagsorden. Som Rådet for Konkurrenceevne udtalte i maj, kræver den europæiske politik for åben forskning en tilpasning af belønnings- og evalueringssystemer, alternative modeller for publicering med fri adgang og forvaltning af forskningsdata, implementering af altmetrics samt nye principper for anvendelse (og genanvendelse) af forskningsdata.

Udviklingen af nye standarder for større åbenhed i forskningen kan få flere radikale konsekvenser for de videnskabelige belønnings- og evalueringssystemer de kommende år – med større fokus på forskningens effekter i samfundet.