Adam Holm: Jeg frygter, at Sofie Linde har gjort mere skade end gavn for #MeToo-kampen

Det har ikke skortet på ros efter Sofie Lindes historie om, at hun til en julefrokost i DR for tolv år siden oplevede at ”en stor tv-kanon” krævede at hun skulle ”sutte hans pik”. Hvis ikke hun gjorde det, ville han ødelægge hendes karriere.

Den dengang 18-årige Linde lod sig heldigvis ikke kue og nu hyldes hun vidt og bredt som ’heltinde’, ’kvindesagsforkæmper’ og ’feministisk forbillede’.

Lovordene skal være hende vel undt. Det er vigtigt at tage livtag med den kvindefornedrende adfærd blandt nogle magtfulde mænd, og Lindes brede gennemslagskraft betyder, at hun når langt ud med sin undsigelse af ’hverdagssexismen’. Så langt så godt - og så alligevel ikke. 

Sofie Linde styrer lige nøjagtigt uden om det afgørende punkt for at ændre på tingenes tilstand; hun lader ’tv-kanonen’ forblive ansigts- og navnløs. Han kan i princippet være hvem som helst, vært, producer, redaktør, sågar generaldirektør.

Sofie Linde styrer lige nøjagtigt uden om det afgørende punkt for at ændre på tingenes tilstand; hun lader ’tv-kanonen’ forblive ansigts- og navnløs.

Adam Holm

Det kan undre, at Linde vælger at anonymisere den pågældende. Hvad med at udvise solidaritet med andre kvinder, som måtte have været udsat for krænkelser fra den samme mand?

Som eksemplerne med Harvey Weinstein i USA og Jean-Claude Arnault i Sverige viser, nøjes krænkerne ikke med ét offer. Vi må antage at ’den store tv-kanon’, som krævede orale ydelser, også har forsøgt sig med andre kvinder. Måske gør han det fortsat. Hvis det er tilfældet, skal han stoppes, og burde have været det for længst, men så langt er Linde desværre ikke villig til at gå. 

Det virker som om Linde mest af alt vil forarge, ikke forandre. 

Adam Holm

#MeToo har fra dag ét været en nødvendig kamp. Som talrige vidnesbyrd har slået fast, er mænds seksuelle krænkelser og upassende adfærd over for kvinder langt mere udbredt end mange af os gik og troede.

Snart sagt enhver kvinde, jeg har drøftet dette spørgsmål med, kan berette om varierende former for utilbørlig opførsel fra mænds side – en uventet berøring, en vulgær bemærkning, et obskønt forslag.

Tænk at have gået op og ned ad kvindelige venner og kolleger i efterhånden herrens mange år og været blind for de realiteter mange af dem befandt sig i. Bedst som man troede, at vi omtrent er på lige fod i dette lighedsorienterede og fodslæbende konsensusland, får man en tiltrængt eftersidning i virkeligheden.  

Problemet med Lindes udsagn er, at det fremmer en nagende fornemmelse af, at der var tale om et mediestunt snarere end et dybtfølt ønske om at give #MeToo et rygstød.

Det kunne Linde have gjort ved at forfølge sagen internt med DR’s personaleafdeling og ved at tage debatten offentligt, men det afstår hun fra. Nu må man i stedet spørge: Er der overhovedet en ’sag’ eller er det dybest set udtryk for den sjofelhedskultur, som er normen ved mange julefrokoster?

Jeg spørger ikke for at så tvivl om ægtheden af Lindes oplevelse, heller ikke for at nedgøre hendes protest, men fordi jeg bliver bekymret for, hvad en halvbagt historie kan gøre af skade i en vigtig kamps tjeneste.

Halvbagt fordi fortællingen har et anekdotisk præg og mest af alt forekommer at være trukket op af skuffen til lejligheden. Hvis det er tilfældet, skal vi så udlede, at episoden i virkeligheden ikke er særlig alvorlig, at den ikke har martret Linde i nævneværdig grad, og at hun derfor har været i stand til at glemme den indtil det var opportunt at støve den af?

Det virker som om Linde mest af alt vil forarge, ikke forandre. Hun er ikke villig til at forsvare sit udsagn konsekvent, men overlader det til internettets medløbere at gætte og ’name-shame’.

Den anonyme kritik kan være livsfarlig. Den tog livet af den svenske teatermand Benny Frederiksson i marts 2018 efter længere tids anonyme udsagn om magtmisbrug og kvindeundertrykkelse.

En af de journalister, Åsa Linderborg, som var mest aktiv i kritikken af Frederiksson gør i en ny bog ’Året med 13 måneder’ op med flokinstinkter og tilsidesættelse af god presseetik i klapjagten på en ny formodet gerningsmand. Hun vedkender sig samtidig sin rolle i Frederikssons tragiske skæbne. Naturligvis skal overgreb og krænkelser trækkes frem i lyset, men de skal være velunderbyggede.

Som en kvindelig ven bemærkede: Hvis ikke Linde ønsker at opgive navnet på krænkeren, så mener hun nok ikke kritikken så dybt og hvorfor så sige den højt?

#MeToo har krav på at blive taget dybt alvorligt. Ellers bliver det ved smukke paroler og kosmetiske forandringer. Der er brug for en tilbundsgående forandring, kald det bare en revolution, men ikke én, der betjener sig af guillotiner og standretter, men af anderledes fredsommelige våben: konkrete eksempler, handling, konsekvens, forandring.

De kvinder, som siger fra over for mænds uterligheder skal støttes og har krav på at blive lyttet til. Men de må også være bevidste om det medansvar, der følger med at blive hørt, ikke mindst, når man som Sofie Linde taler fra en indflydelsesrig position.

Har hun direkte skadet #MeToo? Nej, men som journalisterne Jodi Kantor og Meghan Thowey fra New York Times, skriver i indledningen til deres bog ’She Said’ (2019), er det bydende nødvendigt at være præcis i sin beskrivelse af hvilke mænd, der udøver seksuel chikane og hvem, der ikke gør det.

Hvis ikke sigtekornet er ordentligt indstillet, risikerer man at vingeskyde de forkerte. Der er ingen grund til at udvise hensyn over for de mænd, som kræver det, de opfatter som ’deres ret’; men der er samtidig grund til at være opmærksom på de mange mænd, som ikke står fanevagt for patriarkatet.

Linde synes at glemme begge dele.

---

Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.