Adam Holm: Måske vi skal gentage, hvad Auschwitz står for

KOMMENTAR: Der findes ingen kendt modgift imod antisemitisme. Sympatierklæringer rækker et stykke ad vejen, det samme gør politi og alarmsystemer, men i sidste ende er det historiebevidstheden, der skal styrkes, skriver Adam Holm.

"Breaking News: Hærværk mod jødiske gravsten!"

Så snart det skriggule skilt tikker frem på skærmen, står politikere og meningsdannere klar foran mikrofonerne til i skarpe vendinger at fordømme det antisemitiske uvæsen og tilkendegive sympati med det lille jødiske samfund.

I samme ombæring kræver de mere beskyttelse, mere opstramning, mere kontrol, mere overvågning af ekstremisterne, mere sikkerhed i gaderne. Ikke et ondt ord om det. Så sent som i lørdagens udgave af Kristeligt Dagblad lød overskriften: ”Utryghed får jøder i tusindvis til at forlade Vesten”.

Inde i bladet berettede en kendt britisk-jødisk advokat om, hvordan situationen i Storbritannien er blevet stadig mere utålelig for mange af landets jøder. Af samme grund er han selv udvandret til Israel. ”Der er ikke plads til jøder i England mere,” lød hans mistrøstige konklusion.

Så slemt står det ikke til i Danmark, men den usminkede sandhed er, at et flertal af Europas knap halvanden million jøder føler, at antisemitismen i disse år vinder indpas, på trods af at de fleste synagoger, jødiske skoler, museer, plejehjem og sportsklubber allerede er beskyttet af vagter og elektronisk overvågning.

Herhjemme er synagogen i Krystalgade sågar bevogtet af soldater med automatvåben. Indtil for nylig var det utænkeligt at indsætte militæret i fredstid på vores breddegrader. Nu er det de barske realiteter, som hver lørdag møder de troende. Det er altså ikke ydre sikkerhed, de jødiske institutioner mangler.

Antisemitisme tager imidlertid ikke hensyn til, hvor godt beskyttet jøderne er. Det kan vi læse ud af den rapport, som Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder udsendte for nøjagtig ét år siden. 85 procent af de flere end 16.000 adspurgte europæiske jøder betragter antisemitisme som det suverænt største samfundsproblem, og hele 89 procent anser problemet for at være tiltaget i løbet af de sidste fem år.

Hverken veltrænede tropper, årvågne betjente eller sociale myndigheder kan for alvor dæmme op for antisemitismen. Jødehad er ikke en bakterie, der kan bekæmpes med avanceret antibiotika. Det er en muterende virus, som i forskellige religiøse og ideologiske iklædninger – kristendom, islam, højreradikalisme, nationalkonservatisme, stalinisme, venstreekstremisme – og til forskellige tider helt tilbage fra Romerriget og frem til vore dage har fundet et hadefuldt udtryk.

I nogle perioder ligger hadet i dvale, i andre perioder, som den indeværende, blusser det kraftigt op og resulterer i nervøsitet og opbrud. Det er selvsagt utåleligt. Et demokratisk samfund med en utryg minoritet, er et usundt samfund. Det gør ikke sagen bedre at vi befinder os i 80-året for Anden Verdenskrigs udbrud.

Endnu er der i vores kreds jøder, som oplevede forfølgelserne på egen krop, som måtte tåle at blive tatoveret som kvæg, ydmyget med transport i forseglede kreaturvogne og efterfølgende se dræbte slægtninges kroppe blive plyndret for guld fra tænderne, håret klippet af til brug for tekstilindustrien og asken fra de brændte lig brugt som gødning.

Det er en jødisk erfaring, som blot ligger to generationer tilbage, og som endnu sidder dybt i alle med jødisk baggrund. Det er godt med konventionel sikring imod terror og forfølgelse, men det er mindst lige så vigtigt at skabe en slags dyb sikring i form af en historisk forståelse for, hvad racisme i sin mest ekstreme konsekvens fører til. Den barske historie om Holocaust må genfortælles og genlæres for hver ny generation af europæere.

Som Primo Levi, den berømte italienske Auschwitz-overlever og forfatter til flere fænomenale bøger om emnet, blandt andet ’Hvis dette er et menneske’ og ’De druknede og de frelste’, engang sagde i et interview: ”Lige som det er umuligt at fatte, er det nødvendigt at vide og kende. For det, der skete dengang, kan vende tilbage, og menneskenes bevidsthed igen blive forført og formørket. Også vores”.

Måske er det dér, lovgiverne skal rette opmærksomheden, næste gang en antisemitisk hændelse finder sted i ly af natten og får den gule breaking-bjælke til at blinke.

I stedet for at kræve "mere sikkerhed, mere beskyttelse" kunne politikerne overveje at kræve mere vægt på oplysning om jødehadets årsager, om racisme generelt og om Holocaust i særdeleshed.

Undersøgelser fra både USA og Europa sidste år og i år viser, at det kniber for især unge mennesker under 20 år at forklare, hvad "Auschwitz" dækker over. Når den kollektive hukommelse om nazisternes massedrab i millionstørrelse begynder at svinde, er der grund til bekymring. Nazismens forrykte bestræbelse på at udrydde og bortskaffe en forhadt minoritet skal fortælles med detaljer, billeder og al den gru og ulykke, der hører den historiske virkelighed til.

En styrket historisk bevidsthed tilbyder hverken akut beskyttelse eller komplet fjernelse af jødehadet, men det hjælper til at opbygge det kulturelle værn, som et trygt demokrati skal kunne tilbyde en udsat minoritet. Det er sagt mange gange før: Den, der ikke husker historien, er dømt til at gentage den.

-----

Adam Holm, (f. 1969), ph.d. i historie og journalist, tidl. Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne ’Endestation Europa’ og ’En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus’.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Hvem har vi egentlig mest tillid til – det offentlige eller den private sektor? Lisbeth Knudsen: Hvem har vi egentlig mest tillid til – det offentlige eller den private sektor? Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Something is rotten in the state of Denmark Jens Chr. Grøndahl: Something is rotten in the state of Denmark
Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

PARLAMENTET#87: Hvis Storbritannien vil konkurrere med EU og Danmark på lavere standarder, så bliver det svært at lave en aftale om fremtiden, advarer udenrigsminister Jeppe Kofod i Altingets europæiske podcast. Vi runder også den ulmende budgetballade, udviklingspolitik og folkehøring om Unionens fremtid.