Advokat: Børnene har brug for en uafhængig talsmand

Af Gry Rambusch
Advokat, CPH LEX Advokater

Folketingets præsidium vedtog i 2012 et lovforslag om, at Folketingets Ombudsmand fik nye beføjelser med det formål at holde endnu skarpere øje med de vilkår, som danske børn bydes. En række store, tragiske misbrugssager har gjort emnet særdeles relevant, og den lange stribe af høringssvar fra organisationer betød, at man var positiv omkring lovforslaget. Flere så det som første skridt mod, at Danmark som flere andre lande får en selvstændig børneombudsmand.

Et sted at gå hen
Forslaget blev fremsat af Mogens Lykketoft (S), Marianne Jelved (R), Bertel Haarder (V), Søren Espersen (DF) og Holger K. Nielsen(SF) efter, at FN's børnekomité for nogle år siden anbefalede, at det danske ombudsmands-system blev udbygget, så vi i Danmark fuldt ud kan opfylde FN's børne-konvention. Børnekontoret ville efter det oplyste blive befolket med fagfolk, som bl.a. pædagoger.

Medarbejderne fik mulighed for at bruge Ombudsmandens kendte arbejdsmetoder, som f.eks. tilsyn på institutioner, at tage sager op af egen drift og at behandle henvendelser - enten selv eller ved videresendelse til relevante myndigheder. Børnekontoret har i vidt omfang ret og magt til at kræve indsigt og svar fra mange typer institutioner, klinikker og skoler. Men Ombudsmanden kan ikke direkte kontrollere klager over børns forhold i et privat hjem og enkelte private institutioner.

Tidligere skulle børn gå til Folketingets Ombudsmand, hvis de ville klage over systemsvigt, men det var der kun to børn, der gjorde i 2010. Når børn bliver klemt i systemet, skal de have et sted at gå hen, hvor der er lavet en konstellation i børneperspektiv og med børns rettigheder i højsæde. Hensigten med en ombudsmand for børn var dels at hjælpe børn med klagemuligheder, men også komme med idéer, der sikrer børns rettigheder.

En erklæring uden indhold
Men Ombudsmandens børnekontor har vist sig som en slags politisk programerklæring uden reelt indhold. Efter oprettelsen af Børnekontoret har flere og flere børn brugt kræfter på at klage til Ombudsmanden over deres sag. Alene sidste år afviste Ombudsmandens Børnekontor at behandle 719 klager ud af i alt 769 klager fra børn og unge. De seneste 2 år er 1.224 klager fra børn, der føler sig uretfærdigt behandlet, blevet afvist, mens resterende 121 er blevet godkendt til behandling.

Ombudsmandens børnekontor har vist sig som en slags politisk programerklæring uden reelt indhold.

Gry Rambusch
Advokat, CPH LEX Advokater

Ombudsmandslovens § 14 foreskriver, at Børnekontoret ikke må gå ind i en sag, medmindre barnet allerede har ført sagen hos både Kommunen og Ankestyrelsen. Hvis en sag er mere end 1 år gammel, må Børnekontoret heller ikke behandle sagen, ligesom sager, der skal behandles ved en dom-stol, også er undtaget fra behandling. Det betyder, at der reelt ingen beføjelser er til at indtræde i en sag, der er af akut karakter, og som vel nok er den situation, hvor børnene har mest brug for en uafhængig ”talsmand”.

Med den store tilgang af klager fra børn til Ombudsmandens Børnekontor kunne det tyde på, at behovet for en børneombudsmand er omfattende - mange afvisninger af klagerne sammenholdt med meget få beføjelser afskærer Børnekontoret fra at foretage en helhjertet indsats overfor de børn, der er i klemme. Samtidig må de børn, der klager og bliver afvist, endnu engang føle systemsvigt og forvaltningsretlig efterladenhed med uhensigtsmæssige skuffelser til følge.

Vi kan konstatere, at det på 3 år ikke er lykkedes at skabe et funktionsdygtigt eller effektivt uafhængigt klagesystem i Ombudsmandens institution, derfor er det afgørende, at tingene skilles ad.