Debat

Affaldsforening til ARI: Få styr på fakta og drop de ideologiske grøfter

DEBAT: Det er ærgerligt og usagligt, at ARI fortsat vil forhindre virksomheder i at få hjælp fra kommunerne til deres affald. Særligt i servicesektoren er der uudnyttet potentiale, mener Dansk Affaldsforening.

Industriaffald er langt nemmere at indsamle og genanvende end for eksempel husholdningernes sammensatte og snaskede plastikemballager, pointerer Dansk Affaldsforening.
Industriaffald er langt nemmere at indsamle og genanvende end for eksempel husholdningernes sammensatte og snaskede plastikemballager, pointerer Dansk Affaldsforening.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Peter Bjørnbak Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mikkel Brandrup
Direktør, Dansk Affaldsforening

Kommuner og affaldsselskaber har stemplet ind i den cirkulære økonomi. Det betyder, at mere og mere af borgernes affald sorteres og går til genanvendelse.

I 2011 blev 37 procent af borgernes affald sorteret til genanvendelse. Det tal lød i 2017 på 46 procent. Alene fra 2013 til 2017 har kommunerne flyttet næsten 300.000 ton af borgernes affald fra energiudnyttelse til genanvendelse. På genbrugspladserne sorteres der nu så meget, at i over halvdelen af landets kommuner sendes mindre end 15 procent af affaldet til energiudnyttelse.

De gode resultater har den kommunale affaldssektor skabt i tæt samarbejde med borgerne og med private affaldsvirksomheder. Det er også nødvendigt, da de nye EU-mål for genanvendelse er yderst ambitiøse og vil kræve markant udvikling – også i lande som Danmark, der ligger i den gode ende blandt EU-landene.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

ARI's kritik er usaglig
Kommuner og affaldsselskaber har et godt og konstruktivt samarbejde med private virksomheder, som løser masser af opgaver for kommuner og affaldsselskaber.

Faktisk går størstedelen af borgernes affaldsgebyr til private virksomheder. Derfor er vi ærgerlige over at blive mødt med den usaglige kritik, som fremføres her på Altinget fra Affalds- og Ressourceindustrien (ARI). Særligt er det nødvendigt at få styr på fakta. At sammenligne industriaffald med husholdningsaffald, som ARI gør, giver ingen mening. Det ved alle, der arbejder med området.

At sammenligne industriaffald med husholdningsaffald, som ARI gør, giver ingen mening. Det ved alle, der arbejder med området.

Mikkel Brandrup
Direktør, Dansk Affaldsforening

Rene rester fra industriproduktion er langt nemmere at indsamle og genanvende end husholdningernes sammensatte og snaskede plastikemballager, gamle sokker, storskrald og sjaskvåde paptallerkener og andet engangsservice fra børnefødselsdagen.

Det er, fordi kommuner og affaldsselskaber har taget ansvaret på sig, at vi realiserer miljømål og sikrer en positiv udvikling for husholdningsaffaldet.

Der er potentiale i servicesektoren
Hvis man endelig skal forsøge at sammenligne noget, giver det mening at sammenligne servicesektorens affald med husholdningernes. Her finder vi det trist, at ARI fortsat vil forhindre virksomheder i at få hjælp fra kommunerne til at sortere og få hentet genanvendeligt affald. Særligt i servicesektoren er der et potentiale, der ikke bliver udnyttet i dag.

Servicesektoren har samlet set en lidt højere genanvendelsesprocent end husholdningerne – nemlig 59 procent. Men det tal dækker over store forskelle, lige fra 99 procent hos jernhandlere, 47 procent i transport og godshåndteringsfirmaer til 35 procent i hotel- og restaurationsbranchen. Procenterne er baseret på vægt og fortæller ikke meget om, hvor mange der sorterer, eller hvad de sorterer.

Tal fra Miljøstyrelsen, som Dansk Affaldsforening har fået trukket ud, viser, at kun lidt mere end halvdelen af de danske virksomheder i servicesektoren sorterer affald til genanvendelse. Kigger vi isoleret på sortering af madaffald og plastikaffald, er der tale om 7 procent af servicevirksomhederne.

Til sammenligning sorterer stort set alle danskere affald til genanvendelse, og kigger vi igen på plastik og madaffald, er vi et godt stykke over halvdelen.

Giv virksomheder adgang til kommunens service
Siden 2010 har det været forbudt for virksomheder at benytte de kommunale ordninger. Det bør laves om, så kommuner og kommunale affaldsselskaber igen kan servicere dem – hvis de ønsker det og til en omkostningsbestemt pris.

Det er ganske enkelt klogere affaldshåndtering, hvis folketingspolitikerne giver virksomhederne muligheden for at vælge den kommunale ordning til.

Mange servicevirksomheder har stort set den samme type affald som husholdningerne – og de ansatte er ikke professionelle affaldsfolk, som man måske kan finde i store industrivirksomheder. De har en virksomhed, de skal drive – og det er naturligvis også det, de fokuserer på.

I dag skal virksomhederne selv kontakte en indsamler, der kan hente og håndtere affaldet. Det er bøvlet og ofte unødvendigt dyrt, da deres mængder er små (og ligeså besværlige). Affaldsbilerne, der skal hente det affald, borgerne har sorteret, kører lige forbi udenfor og kan nemt tage virksomhedernes affald med, ligesom affaldet nemt kan gennemgå de samme genanvendelsesprocesser.

Mon ikke de mange og ofte mindre virksomheder ville sortere mere, hvis de kunne bruge den service, som kommunerne stiller til rådighed for husholdningerne? Jo, naturligvis. Og det ville både give mere miljø og bedre og billigere service for virksomhederne – samt ikke mindst flere opgaver i ordrebogen hos ARI's medlemmer. Alt andet lige fører øget indsamling og sortering også til flere opgaver.

Nye mål gælder også servicesektoren
EU's nye og skærpede genanvendelsesmålsætninger betyder derudover, at Danmark har yderligere interesse i, at virksomheder med husholdningslignende affald sorterer markant mere – og i bedre kvalitet.

Det skyldes, at EU's mål om 65 procent genanvendelse i 2035 omfatter både husholdningsaffald og husholdningslignende affald fra erhverv som for eksempel restauranter, hoteller, butikker og kontorer. Også af den grund bør virksomhederne have mulighed for igen at vælge den kommunale ordning til.

De nye EU-mål for genanvendelse er meget ambitiøse og kræver en udstrakt grad af samarbejde. At grave (ideologiske) grøfter gør kun vejen frem vanskeligere og længere, og det er ingen tjent med.

Vi bør gøre det lettere for både borgere og virksomheder at sortere affald, så vi sammen kan sætte fuld skrald på den cirkulære økonomi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Bukholt

Sekretariatsleder, Affalds- og Ressourceindustrien, Chefkonsulent, DI
cand.jur. (Københavns Uni. 1994)









0:000:00