Afgørende pensionsreformer har ikke givet så mange ekstra hænder som forventet

Det bliver kaldt "krumtappen" i den offentlige økonomi og er afgørende for, at der  også i en fremtid med flere ældre bliver råd til offentlig velfærd, som vi kender det.

Og de to afgørende reformer af efterløn og pensionsalder fra 2006 og 2011 har da også øget antallet af hænder på arbejdsmarkedet markant. Men de har ikke haft ligeså stor effekt, som man havde regnet med.

Det viser den nye rapport fra de økonomiske vismænd, som blev præsenteret tirsdag. 

Velfærdsaftalen og Tilbagetrækningsreformen skulle skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet ved at udskyde tidspunkterne for, hvornår man kan gå på efterløn og pension.

Ifølge en prognose fra 2015 skulle reformerne øge arbejdsstyrken med 48.000 personer i 2019, og beskæftigelsen skulle stige med 60.000 personer. 

Nu har vismændene lavet det første tjek af, hvordan det så reelt gik.

Det viser, at hvis man ser isoleret på effekterne af reformerne, er arbejdsstyrken vokset med 14.000 færre end forventet, og beskæftigelsen er steget med 23.000 færre end forventet. 

Effekten var "betydeligt" overvurderet
Prognosen har altså ramt 29 procent forkert, når det gælder reformernes effekt på arbejdsstyrken, og 63 procent forkert på beskæftigelsen.

Det kan i sidste ende påvirke balancen i de offentlige finanser på langt sigt, skriver vismændene.

"Virkningerne på beskæftigelsen og arbejdsstyrken af de gradvise stigninger i tilbagetrækningsalderen er centrale for den finanspolitiske holdbarhed, og en strukturel overvurdering på 29 procent er i det lys betydelig," står der i rapporten, hvor vismændene hejser et advarselsflag:

"Hvis beskæftigelsen strukturelt er overvurderet, vil det have konsekvenser for fremskrivningen af den offentlige saldo og dermed i sidste ende den finanspolitiske holdbarhed".

Den gode nyhed er, at både arbejdsstyrken og beskæftigelsen alligevel er vokset med nogenlunde det forventede. Det er bare ikke reformernes skyld. I stedet har den stærke økonomiske vækst været med til at øge beskæftigelsen.

Og så er der en del af stigningen i antallet af danskere i job, som vismændene ikke kan forklare.

Det vil de nu se nærmere på.

For det kan være afgørende for statskassen og velfærden i fremtiden, om det er nogle permanente faktorer, der får beskæftigelsen til at stige - eller om det er noget, der går over igen, og som politikerne derfor ikke kan regne med gevinsterne af.

"De kan være relateret til udviklingen i befolkningens sundhedstilstand, arbejdsmiljø, tilgang af udenlandsk arbejdskraft eller noget helt fjerde," står der i rapporten.

Kan skyldes sunde ældre
Overvismand Carl-Johan Dalgaard uddyber:

"Vi ser, at beskæftigelsen og arbejdsstyrken har udviklet sig cirka som forventet, men det er kun en del af stigningen, vi kan forklare med reformerne. Hvis det nu er sådan, at hele den manko skyldes, at folk gradvis bliver mere sunde i 60-års alderen sammenlignet med tidligere årgange, kan det godt være permanente effekter, og så kan det være, at vi ender med cirka den samme holdbarhed".

Den levealderbestemte tilbagetrækning er det, man godt kunne kalde krumtappen i de offentlige finanser fremadrettet.

Carl-Johan Dalgaard
Overvismand

"Men," siger han, "hvis den stigning, vi har set, i højere grad skal tilskrives andre faktorer, som ikke er permanente, skal de selvfølgelig ikke regnes med, når vi laver holdbarhedsvurderinger".

Hvad betyder det for de offentlige finanser på langt sigt, at de her tilbagetrækningsreformer fra 2006 og 2011 ikke har så stor effekt som forventet?

“Det er klart, at hvis tilbagetrækningsreformerne ikke har så stor en effekt, som vi regner med samlet set - og det er ikke sikkert, at vi har det samlede billede endnu - forværres holdbarheden fremadrettet selvfølgelig. Jeg kan ikke sige hvor meget, før vi har regnet på det. Det kommer vi med sikkerhed til i vores efterårsrapport. Men det trækker da i retning af en mindsket overholdbarhed,” siger overvismanden.

Er det noget, der bør bekymre politikerne?

“Den levealderbestemte tilbagetrækning er det, man godt kunne kalde krumtappen i de offentlige finanser fremadrettet. Så det er vigtigt, at den mekanisme eksisterer. Det har vi påvist, at den gør. Det er selvfølgelig også vigtigt, at den har en meget markant effekt fremadrettet," siger Carl-Johan Dalgaard.