Aftale: 275 millioner fordeles til flere lærere i folkeskolen

LÆRERE: Regeringen er blevet enige med Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet om fordelingen af de 275 millioner kroner til at ansætte nye lærere. Pengene er nu på vej til kommunerne og vil blive fordelt efter elevtal.

275 millioner kroner er på vej til kommunerne, så de kan ansætte flere lærere i folkeskolen.
275 millioner kroner er på vej til kommunerne, så de kan ansætte flere lærere i folkeskolen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Simon Engell Kjøller

Der er flere lærere på vej i den danske folkeskole.

Regeringen, dens støttepartier og Alternativet er blevet enige om, hvordan de første 275 millioner til folkeskolen skal fordeles, så der kan ansættes flere lærere.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.

”Med den her aftale tager vi de første vigtige skridt til at sikre flere lærere i folkeskolen, og at folkeskolen får de nødvendige rammer og ressourcer,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i pressemeddelelsen.

Skoleordfører for Radikale Marianne Jelved er ligeledes glad for aftalen. Pengene er ikke til for at lappe huller, men skal gå direkte til flere læreres løn og pensionsudgifter, siger hun.

”Det er for at sikre et tiltrængt løft af folkeskolen. Det er for at øge den kvalificerede lærerstab i vores fælles folkeskole og dermed øge kvaliteten i skolernes arbejde sammen med elever i alle aldre,” siger hun i pressemeddelelsen.

Pengene skal bruges på lærere
De 275 millioner, der nu er fordelt til kommunerne, skal bruges på at ansætte flere lærere, og må ikke benyttes til andre formål. Det understreger undervisningsordfører for SF, Jacob Mark.

”Med aftalen holder vi kommunerne i et jerngreb for at sikre, at pengene rent faktisk bliver brugt til flere lærere ude på skolerne, for hvis de ikke ansætter flere lærere, skal pengene betales tilbage af kommunerne,” forklarer han i pressemeddelelsen.

Det er en betingelse for tilskuddet, at det kommer oven i det vedtagne budget for 2020 på folkeskoleområdet i kommunerne.

Dokumentation

Aftalens indhold

Der er på finansloven for 2020 afsat 275 mio. kr. i 2020 til folkeskolen.

Midlerne fordeles til kommunerne efter den enkelte kommunes andel af eleverne i 0. til 9. klasse i skoleåret 2018/2019.

Tilskuddet skal komme oven i kommunernes vedtagne budgetter på folkeskoleområdet for 2020.

Midlerne udmøntes via direkte statslig tildeling til kommunerne og dermed uden forudgående ansøgning med henblik på at sikre hurtig udmøntning.

Kommunerne skal anvende puljemidlerne til ansættelse af lærere i folkeskolen. Ved folkeskolen forstås alle undervisningstilbud etableret under folkeskoleloven, herunder fx også specialskoler. Midlerne skal fortrinsvist anvendes til fastansatte lærere.

Som betingelse for modtagelse af midlerne forpligtes kommunerne til, at tilskuddet anvendes til lærere i folkeskolen i form af løn- og pensionsudgifter.

Der er ikke taget stilling til midlerne afsat fra 2021 og frem. Udmøntningen heraf vil blive aftalt på et senere tidspunkt.

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet


Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her








0:000:00