Debat

Akademikerne: Afsæt midler til grønne iværksættere på finansloven

DEBAT: Vi skal være grønne first movers, og derfor bør politikerne på finansloven afsætte en pulje med 100 millioner kroner årligt til grønt iværksætteri, skriver Lars Qvistgaard.

Vi har brug for de grønne iværksættere, og vi har brug for videniværksættere, skriver Lars Qvistgaard.
Vi har brug for de grønne iværksættere, og vi har brug for videniværksættere, skriver Lars Qvistgaard.Foto: Ulrik Jantzen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Vi har brug for at give en saltvandsindsprøjtning til dem, der kan og vil være grønne iværksættere.

Hvis vi satser på vidensiværksættere, baner vi vej for forretningsideer, der ikke bare er nye, men også konkurrencedygtige. Der er en kæmpe global efterspørgsel på grønne løsninger. Vi skal ikke være bange for at være first movers. Det er de, som rammer markedet først, som får den største gevinst.

En undersøgelse fra Rambøll blandt de 250 største danske virksomheder viser, at mange virksomheder kommer for sent i gang med den bæredygtige omstilling. For over 60 procent af virksomhederne sker det først, når kunder efterspørger det, eller når reglerne pålægger dem nye krav.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Nye løsninger hos små virksomheder
Anderledes ser det ud for mange små og nye virksomheder, som bevidst går efter at udvikle nye innovative løsninger, det vil sige finde nicher i et marked, der kan generere en global efterspørgsel.

Der er flere eksempler på, at danske grønne iværksættere har både gode ideer og store ambitioner, og det vækker interesse globalt. En af disse virksomheder er Blue World Technologies, som er i gang med at bygge verdens største metanolbrændselscellefabrik.

Vi skal som samfund træffe en politisk beslutning om at ville være grønne first movers med de usikkerheder, men også de udsigter til store gevinster, som er forbundet med at være de første på markedet

Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Virksomheden har kun eksisteret i knapt et år og har på kort tid tiltrukket så stor global opmærksomhed, at deres første investering på knap 50 millioner kroner kom fra Kina.

Ofte lyder der advarsler om, at det er dyrt at investere i grønne iværksættere, og at der er behov for tålmodige investorer med en lang investeringshorisont.

Blue World er et godt eksempel på dette, at, ja, det kræver store penge at komme i gang, men også at pengene er til stede. Efterspørgslen er der i den grad – både på nye brændselsformer og mange andre grønne løsninger.

Højtuddannede blive iværksættere
Den kritiske talentmasse for udvikling er til stede i Danmark. Gang på gang viser internationale undersøgelser, at vi ligger i top, når det handler om vores evne til at skabe forskningsbaseret innovation.

Universiteterne har i mere end ti år opbygget stærke iværksættermiljøer, hvor studerende under studiet kan prøve kræfter med at etablere virksomhed.

Det giver nu bonus, for universitetsuddannede er mere tilbøjelige til at starte egen virksomhed sammenlignet med den øvrige del af arbejdsstyrken, og de har højere omsætning og skaber flere jobs end andre iværksættere målt tre år efter opstarten. Det giver gevinst at satse på akademikere som vidensiværksættere.

Vi skal som samfund træffe en politisk beslutning om at ville være grønne first movers med de usikkerheder, men også de udsigter til store gevinster, som er forbundet med at være de første på markedet.

Vi kan allerede se, at nabolande som Sverige og Tyskland i disse år investerer massivt i udvikling af nye grønne og bæredygtige virksomheder.

Afsæt midler til iværksætteri
Til forskel fra mere traditionelle virksomheder så er nye digitale og grønne virksomheder kendetegnet ved at have et mere aggressivt vækstforløb, hvor de har behov for meget kapital i opstarten. Her nytter det ikke, at vi tilbyder dem lån, hvor de skal stille sikkerhed eller kautionere og langsomt betale af på gælden.

Vi har brug for de grønne iværksættere, og vi har brug for vidensiværksættere. Det kræver, at regeringen i højere grad prioriterer risikovillig kapital til fremtidens iværksætterspirer. Vi foreslår på den baggrund, at der på finansloven afsættes en pulje med 100 millioner kroner årligt til grønt iværksætteri.

Midlerne skal gå til at understøtte iværksættere med de bedste grønne forretningsideer og sikre, at de får tiden til at rodfæste sig på markedet de første kritiske år gennem økonomisk hjælp og professionel sparring.

Grønne vidensiværksættere er nøglen til fremtiden. Vi har brug for dem, og de har brug for os, hvis Danmarks store grønne ambitioner skal indfries.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Qvistgaard

Direktør, Præsteforeningen, fhv. formand, Akademikerne
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), MPG (2015)

0:000:00