Aktører: Næste gang skal vi undgå fuld isolation af udsatte ledige

Af Tanja Höper, Vibeke Vinther med flere
Se dokumentationsboksen

Tine og Anders var blandt de danskere, der fra den 13. marts fik at vide, at de ikke skulle møde ind på arbejde, men blive i eget hjem. Også selvom de ikke havde ”et rigtigt arbejde”. Det havde de nemlig ikke endnu. Men begge havde netop startet et forløb, som de var glade for. Og netop derfor slog statsministerens udmelding ekstra hårdt.

For Anders på 26, der er diagnosticeret med ADHD, var håbet, at hans nye virksomhedspraktik ville markere afslutningen på en længere periode med misbrug og isolation foran computerskærmen i sin lejlighed.

For Tine på 42 skulle et opkvalificeringsforløb og efterfølgende praktik være de sidste skridt tilbage mod arbejdsmarkedet efter at have kæmpet med angst og psykisk sårbarhed i mange år.

Nu blev den beskæftigelsesindsats, de var en del af, suspenderet. Jobcenteret blev lukket. Begge kunne se frem til flere uger fanget i eget hjem.

Kun det ene ben blev kappet over
Den danske beskæftigelsesindsats kan siges at stå på to ben. Det ene: En relativt høj ydelse til den ledige i fraværet af lønindkomst. Det andet: En aktiv indsats for at bringe den ledige i arbejde eller uddannelse og en forpligtelse til at deltage heri. En ret og en pligt, der er gensidigt forbundne.

Rundt omkring i jobcentrene blev sagsbehandlerne hurtigt klar over, at den var gal. For med alle forløb afbrudt havde de nu borgere siddende derhjemme, som kort tid forinden havde været selvmordstruede, været i social isolation, haft længevarende misbrug, eller som kæmpede med andre alvorlige psykiske eller sociale udfordringer.

Af Tanja Höper, Vibeke Vinther med flere
Se dokumentationsboksen

Det var kun det aktive ben, der blev suspenderet, da Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering den 13. april lukkede landets jobcentre. Det andet ben, ydelserne, blev der ikke rørt ved. Tine og Anders skulle altså ikke frygte at blive modregnet i deres kontanthjælp, selvom de nu ikke kunne opfylde deres aktive forpligtelser. 

Umiddelbart en god og fair (nød)løsning og en relativt simpel udmelding at implementere i de enkelte kommuner. Men ikke så simpel og god igen, skulle tiden hurtigt vise.

Rundt omkring i jobcentrene blev sagsbehandlerne hurtigt klar over, at den var gal. For med alle forløb afbrudt havde de nu borgere siddende derhjemme, som kort tid forinden havde været selvmordstruede, været i social isolation, haft længevarende misbrug, eller som kæmpede med andre alvorlige psykiske eller sociale udfordringer.

Snarrådige kommuner
En stor del af kommunerne skal have ros for at være proaktive og hurtige på aftrækkeren: De aftalte i tæt dialog med sådan nogle som os (leverandørerne af beskæftigelsesindsatserne), hvordan vi kunne genoptage vores støttende og opkvalificerende indsats over for borgerne. En indsats, der nu skulle ske digitalt og på telefonen, og en indsats, der nu ikke måtte være en pligt, men kun et tilbud, som kunne afslås uden konsekvenser.

Rosen til de hurtige og modige kommuner skal ses i den sammenhæng, at det på dette tidspunkt ikke stod klart, om dette egentlig var noget, kommunerne havde lov til. Til det var den udstedte bekendtgørelse og vejledningen fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering endnu for generel.

Derfor var der også kommuner, der handlede mere forsigtigt. Og derfor er der på tværs af landet forskel på, i hvilket omfang borgere som Anders og Tine har fået en støttende indsats i de nu seks uger, nedlukningen har varet.

Mange steder tales der stadig om beskæftigelsesindsatsen som en aktiveringsindsats: Et sammensurium af (møde)pligter, der pålægges den ledige for at holde ham/hende væk fra sofaen. Men for borgere som Tine og Anders er beskæftigelsesindsatsen en hjælp, ikke en pligt.

Det er deres livline tilbage til samfundet. En line, det kan have store konsekvenser at kappe, også selvom det blot er midlertidigt. Derfor har langt de fleste borgere også takket ja til en fortsat indsats under nedlukningen, når og hvis de er blevet det tilbudt.

Dele af beskæftigelsesindsatsen bør åbnes
I Danmark i dag er stort set al beskæftigelsesindsats virksomhedsrettet: Den ledige skal hurtigst muligt ud på en rigtig arbejdsplads. Men selv hvis der findes en praktikplads med de rigtige rammer, har mange ledige brug for det, der kaldes parallelle indsatser – det vil sige hjælp med sundhedsmæssige og sociale forhold, samtidig med at de eventuelt deltager i en praktik.

Hvor meget fylder så denne gruppe af ledige, der har behov for hjælp? En del. Faktisk vurderes tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere – i alt 75.000 borgere – til ikke umiddelbart at være parate til at starte på en uddannelse og/eller et job. I hvert fald ikke uden hjælp.

Vi ved nu – med fuld forståelse for nødvendigheden af en hurtig og konsekvent nedlukning – at en fuldstændig suspendering af beskæftigelsesindsatsen er et for stumpt værktøj, der har ladt udsatte ledige i stikken. I stedet kunne der have været foretaget mere individuelle afvejninger, der tog hensyn til de lediges udfordringer, og til den konkrete arbejdssituation (hvilket nogle jobcentre dog også er lykkedes med).

Derfor bør vi også nu hurtigst muligt genåbne for de dele af beskæftigelsesindsatsen, der kan gennemføres forsvarligt under hensyn til inddæmningen af covid-19. Hvor virksomheder kan have ordinært ansatte på arbejde, kan de også have virksomhedspraktikanter, hvis både praktikant og virksomhed er trygge ved situationen. Og hvor borgere med psykiske eller sociale udfordringer har behov for støtte, bør denne gives.

Her ved vi nu, at vi kan gøre mere, end vi troede, på telefon og digitalt. Men måske er det også snart på tide, at udsatte borgere kan mødes personligt med vejledere og mentorer. Ligesom at vi nu kan gå til tandlæge, fysioterapeut og frisør.

Vi har altså behov for at komme hurtigt i gang. Men vi får også brug for tålmodighed, når vi skal samle de borgere op, der lige nu lever i isolation og frygt, eller som er faldet tilbage i gamle uhensigtsmæssige mønstre.