Aktører: Vi skal udfordre os selv for at sikre nye løsninger i sundhedsvæsenet

Af Dorthe Boe Danbjørg og Kirstine Markvorsen
Næstformand, Dansk Sygeplejeråd, og sundheds- og omsorgschef, Aarhus Kommune

Det nære sundhedsvæsen er allerede en realitet i kommunerne.

Både antallet af opgaver og kompleksiteten i de sygeplejefaglige og tværprofessionelle opgaver, der skal løses i det nære sundhedsvæsen, er steget.

Selv om det politiske landskab på Christiansborg nu ser anderledes ud, tyder meget på, at den udvikling fortsætter.

Hvis vi skal kunne løfte det, er det afgørende, at der i kommunerne arbejdes målrettet med både kapacitet, kompetencer og udvikling.

En central del er at investere i uddannelse og forskning for at sikre, at sygeplejen udføres på et forskningsbaseret grundlag, så borgerne får den bedste sygepleje og behandling.

Pilen peger på Christiansborg, men i høj grad også på os selv som ledere og politikere i sundhedsvæsenet.

Dorthe Boe Danbjørg og Kirstine Markvorsen
Næstformand, Dansk Sygeplejeråd, og sundheds- og omsorgschef, Aarhus Kommune

Behov for videreuddannelse
Sygeplejersker uddannes i dag til selvstændigt at håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i sygepleje.

De er via sygeplejerskeuddannelsen uddannet til at beslutte og udføre sygeplejefaglige indsatser med afsæt i en forskningsbaseret praksis i alle dele af sundhedsvæsenet.

Alligevel er der behov for videreuddannelse, da kommunale og nære sundhedsopgaver er mere komplekse end nogensinde.

Kompleksiteten har mange facetter. Det handler blandt andet om, at langt flere specialiserede opgaver skal løses i borgerens eget hjem – for eksempel kemoterapi, hjemmedialyse, kompliceret sårheling og rehabilitering med samme høje kvalitet som på sygehuset.

Målet er at varetage flest mulige opgaver i eller tæt på borgerens eget hjem og dermed undgå, at borgeren skal ind på sygehuset.

Midlet er blandt andet, at vi i kommunerne bliver langt mere insisterende i at forebygge, oplærer borgerne i selv at kunne og give slip på opgaver, som velfærdsteknologien kan løse.

Også her er det vigtigt, at udvikling og forskning følges ad, så vi faktisk ved, hvad der sker, når vi ændrer praksis.

Gruppe skal have akademiske kompetencer
Udfordringen i det nære sundhedsvæsen er også, at den kommunale sygeplejerske skal have en så stor bredde i sin viden, og at hun kan matche behovet i mange typer sygdomsforløb i løbet af en dag.

Derfor er der behov for både øget generalistviden, som de komplekse forløb kræver, men også mere akademiske kompetencer hos en mindre gruppe af sygeplejersker.

De skal kunne hente ny viden, sparre med kolleger samt udvikle borgerforløb ved at kunne se mønstre på tværs af forløbene, herunder hvor der er behov for at forstærke eller ændre praksis, og hvor der kan sættes ind med mere forebyggende tiltag.

Kompleksiteten skyldes også, at en stor andel borgere har flere samtidige sygdomme og langstrakte forløb med mange kontakter i et fragmenteret sundhedsvæsen.

Det kræver et skarpt fokus på koordinering af forløbet, så borgeren oplever mest mulig sammenhæng og trygge overgange mellem sektorerne.

Også dét kræver kompetencer for at kunne skabe overblik og handlekraft på borgerens vegne – også udover eget ansættelsesområde.

Derudover handler kompleksiteten om, at den kommunale sygepleje foregår midt i borgerens liv og hverdag med alt, hvad det indebærer.

Nogle borgere har tætte pårørende, andre har ikke samme sociale sikkerhedsnet. Nogle borgere kan rigtig meget selv, mens andre har nedsatte kognitive funktioner som følge af for eksempel demens eller psykisk sygdom.

Der kan også være andre sociale udfordringer som eksempelvis fattigdom, ensomhed og misbrug.