Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Alle forklaringer vil være dårlige undskyldninger i minkgate

Det forekommer usandsynligt, at en regering med overlæg springer over lovgivningsprocessen sat over for en historisk ekspropriation. Ligesom det forekommer usandsynligt, at en siddende regering uagtsomt glemmer at lovgive. Så hvad er der egentlig sket?

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anne Sofie Allarp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Pressemødet 4. november 2020, da regeringen beordrede alle mink destrueret, var rystende for folk med min baggrund. Som jurist så jeg pressemødet med en følelse af panik. Jeg har senere talt med fagfæller, der havde en tilsvarende følelse.

Jeg skrev dagen efter pressemødet en klumme, der blev offentliggjort i dette medie, der blandt andet lød sådan her:  

"Grundloven skal naturligvis respekteres. Den er blandt andet til for at sikre os i en krisetid. Den skal respekteres af hensyn til al fremtidig virkelyst i dette land. Og den skal respekteres, fordi den markerer nogle for et frit samfund helt grundlæggende barrierer mellem stat og borger. Nedbrydes de, er Danmark forandret." 

Om skribenten

Anne Sofie Allarp (født 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio24syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent. 

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Det lød højstemt, men det er ikke desto mindre rigtigt, at forskellen på et frit og et ufrit samfund blandt andet er, at stater i frie samfund ikke kan agere efter den siddende regerings forgodtbefindende. Vi er som lille handelsnation garanteret en sikkerhed for, at staten ikke kommer og tager vores ejendom, med mindre der er et værdigt formål, en lovgivningsproces, en resulterende lov og en grundlovssikret erstatning.

Meget er sket siden. Granskningskommissionen er blevet nedsat af Folketinget, og et rodet billede af et forløb er ved at blive afdækket. Ikke med regeringens gode vilje eller beredvillige medvirken, selvfølgelig. Men et forløb træder frem, og det er klart, at embedsværket vidste, at der ikke var hjemmel, og at et større antal ministre træf beslutning om aflivning af alle mink uden at forholde sig til den manglende hjemmel. Og at regeringen, da den på det senest mulige tidspunkt, nemlig i weekenden efter pressemødet, konfronteredes med eller bliver klar over, at der mangler hjemmel til ekspropriationen, ikke stopper operationen.

Jeg må tilstå, at jeg stadig er helt rundtosset over Minksagen. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad der er gået galt og hvordan. Jeg har ikke oplevet så stor en forfatningsretlig skandale i min levetid. Inklusive Tamilsagen, der var meget alvorlig, mens hvis substans (forsinkelse af familiesammenføring) senere delvist er blevet kodificeret, det vil sige gjort til gældende ret af et flertal af Folketinget, og som i omfang (antal berørte individer) var langt mindre.  

Der er også stor forskel på Instrukssagen og den heraf følgende rigsretssag mod Inger Støjberg og så på Minksagen - og hvad der heraf følger.

I Instrukssagen er det meget klart, at den tidligere minister Inger Støjberg med overlæg sendte et politisk signal eller en instruks (afhængig af bevisets stilling), som, hun vidste, var i modstrid med retten til familieliv. Vi leder ikke efter motiv i denne sag og kan egentlig også godt forstå i hvilken ånd, hun gjorde det: I dansk politik er der mange point at tjene ved at "gå til kanten" eller såkaldt "udfordre" de i mange politiske kredse så forkætrede menneskerettigheder og konventioner.

I Minksagen fremstår alle forklaringer uplausible og usandsynlige. Det giver ikke mening, at en siddende regering med overlæg springer over lovgivningsprocessen sat over for en historisk stor ekspropriation, og det giver ikke mening, at en siddende regering uagtsomt glemmer det vigtigste princip for staten, nemlig legalitetsprincippet: At staten alene handler med lov.

Intet giver faktisk mening.

Og når det så er ét af de to scenarier der, må vi indstille os på, rent faktisk er hændt, så må man spørge, hvordan dansk politik kunne komme så langt ud.

Jeg har et par overordnede bud.

Denne regering er kommet til i 2019 med en udtalt ambition om at vise embedsværket sin plads. 

Anne Sofie Allarp

For det første er den politiske dagsorden nu dikteret af 24-timers medier og sociale medier. Det både presser det politiske niveau, og det ansporer politikere til at søge point ved signal-lovgivning og handling for synlighedens skyld.

Krydsfeltet mellem en aktiv og udfordrende presse, sociale medier, politiske partier, der ikke længere har en solid ideologisk forankring, men indbyrdes konkurrerer på samme mærkesager og positioneringer, og så en pandemi oven i lægger op til affekttilstande, hvor politiske aktører enten dikteres af et eksternt pres eller søger at stemmemaksimere ved at positionere sig i rørte vande. Det er imidlertid klart, at ministre skal kunne modstå dette pres og bibeholde et køligt overblik. Det er en del af deres jobbeskrivelse.

For det andet er sagen også et bevis på, at magten er krøbet opad i partierne, og at disse i hovedreglen ikke længere har en reel magt over for folketingsgruppen og partiets top. Det gør, at de ikke udfører de demokratiske kontrolfunktioner, som de gjorde engang. Det giver et politisk miljø med færre bremseklodser.

Og for det tredje følger denne skandale af en periode med politisk ’strongarming’ af embedsværket. Kritikken af et for stærkt, tungt og magtfuldt embedsværk har lydt, også fra tidligere regeringer. 

Denne regering er kommet til i 2019 med en udtalt ambition om at vise embedsværket sin plads. Og resultatet af denne ambition og en udfordring som corona-pandemien har resulteret i en magtcentralisering i Statsministeriet, der har gjort embedsværket presset i en sådan grad, at der ifølge Grønnegård-rapporten opstod "centrale udfordringer" i arbejdet. Rapporten blev udarbejdet af og i almindelig tale opkaldt efter professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård og omhandlede håndteringen af pandemien.

Måske er disse faktorer tilsammen den perfekte storm, der landede det lille kongerige i et forfatningsretligt morads som Minksagen. Måske er der andre forklaringer. Det forekommer imidlertid allerede sikkert, at de alle vil være utilstrækkelige som undskyldninger.

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion