Velfærdsteknologien har brug for fælles mål

Af Troels Bierman Mortensen
Adm. direktør i Welfare Tech 

I de seneste fem år er der for alvor kommet fokus på et helt nyt indsatsområde inden for sundhed og pleje: Velfærdsteknologi.

Formålet er at udvikle ny teknologi og nye løsninger til sundheds-, pleje- og socialområdet.

Interessen for området kan aflæses i antallet af organisationer, der er sat i verden for at skabe disse løsninger: På de enkelte sygehuse, i udvalgte kommuner, i KL, i Danske Regioner, på Teknologisk Institut, hos Delta og hos andre GTS-institutter, på universiteterne og uddannelsesinstitutionerne, i de regionale og kommunale væksthuse, i investeringsfonde og i en lang række store projekter, hvor der etableres ad hoc-organisationer med specifikke formål inden for det velfærdsteknologiske område, og som finansieres gennem diverse nationale fonde fra København til Bruxelles.

Baggrunden for alle initiativerne er fælles. Jeg skrev om det i mit sidste debatindlæg, og jeg gentager det lige. For gentagelse fremmer forståelsen. Og det overordnede fælles projekt er så stort og ambitiøst, at det tåler, ja, jeg vil sige kræver, utallige gentagelser:

I de kommende fem til ti år investerer vi mere end 100 milliarder kroner i nye superhospitaler. De har alle det til fælles, at der vil være 20-30 procent færre patientsenge og 10-20 procent færre medarbejdere. Målet er en gennemsnitlig indlæggelsestid på én dag. Ja, du læste rigtigt, én dag! Altså færre senge, mindre personale, kortere indlæggelsestid til patienter, der bliver ældre, med mere komplekse sygdomme, og med en forventning om bedre kvalitet i behandlingen, færre fejlbehandlinger og med øget krav om videnskabelig evidens for den behandling, som ydes.

Èn væsentlig udfordring er den måde, den offentlige støtte til velfærdsteknologiske projekter gives på.

Troels Bier Mortensen
Adm. direktør Welfare Tech

Alle mand til truget 
Èn væsentlig udfordring er den måde, den offentlige støtte til velfærdsteknologiske projekter gives på.

Projekterne har fine hensigtserklæringer, klare mål, specifikke aktiviteter, arbejdsgrupper, styregrupper, advisory boards og hyppig rapportering til bevillingsgiver. Alt sammen i et forsøg på at sikre, at projektmidlerne rent faktisk bidrager til projektets målsætninger.

Men realiteten er, at mange af projekterne ender med ikke at fungere som samlede og samlende projekter med en fælles organisation, der arbejder sammen mod projektets fælles mål. I stedet bliver de primært en finansieringskilde for den enkelte partner i forhold til partnerens individuelle virksomhedsmål. Partnerne optimerer i forhold til sine egne mål og suboptimerer i forhold til projektets mål.

Resultatet bliver en 'alle mand til truget'-adfærd, hvor man får bevilling til sine PhD'er og sine post docs, til løn til medarbejdere, til støtte til udenlandske delegationer, til deltagelse i konferencer, til afholdelse af konferencer, mm. Alt sammen helt rimelige udgifter til rimelige aktiviteter, hvis der altså trækkes på samme hammel. Hvis der er et klart FÆLLES mål. Og hvis projektet evalueres på opnåelsen af de fælles mål.

Vi kan gøre det bedre 
Jeg tror på, at vi kan gøre det bedre. Jeg er overbevist om, at det er nødvendigt at gøre det bedre. Jeg er helt sikker på, at vi kan få meget mere for pengene, hvis vi gør det bedre. Og jeg er helt sikker på, at det bliver mere meningsfuldt at deltage i projekterne for alle parter og partnere, hvis vi hele tiden holder os det overordnede mål for øje.

Som nytiltrådt direktør i Welfare Tech, suboptimerende partner i en række projekter, skal guderne vide, at jeg kan lyde som en af de sidste dages hellige. Men jeg mener, at opgaven er så vigtigt, at vi bliver nødt til at forbedre den måde, vi arbejder på. Vi bliver ganske enkelt nødt til at være lidt mere innovative i den måde, vi arbejder på, hvis vi skal komme med et meningsfuldt bidrag til udvikling af nye innovative løsninger.