Alliance mellem Radikale, Konservative, Venstre og Moderaterne vil ændre dansk politik

Jeg var for nylig til Radikales landsmøde i Nyborg.

Som det er med partiernes landsmøder, var der mest opmærksomhed på Sofie Carsten Nielsens tale, ikke mindst fordi det var hendes første som politisk leder, og det endda ovenpå et år med stormvejr i partiet.

Personligt blev jeg dog mere grebet af den afgående landsformand, Svend Thorhauges, tale. Han satte ord på den forståelse af frihed, som Grundtvig formulerede, og som er hele grunden til, at jeg er radikal:

At den enkelte aldrig er fri uden et fællesskab – og at et fællesskab aldrig er frit, hvis ikke det tillader individuel udfoldelse. Rune T. Kidde sagde det på en anden måde, da han stadig levede:

At det at være fri ikke handler om at være ubundet – men om at være bundet af de rette bånd. Kun når vi er del af et forpligtende fællesskab – som både passer på og os giver os normer at leve under (ordentlighed, for eksempel) – kan vi for alvor udfolde vores potentiale som frie individer.

For hvis vi ikke har nogle bånd at holde vores eksistens og praksis op imod, så bliver vi ængstelige, ensomme, deprimerede – og egoistiske. Omvendt bliver vi begrænsede, ensrettede og formynderisk disciplinerede, hvis der ikke i fællesskabet er plads til at vi kan leve på vores egen måde, have vores egne vaner, holdninger og traditioner.

Når man bekender sig til den idé om frihed og fællesskab, kan man ikke andet end at begræde vores regerings forståelse af de samme begreber.

Jeg har fuldstændig opgivet troen på, at Socialdemokratiet nogensinde kommer til at anerkende borgernes forskellighed

Carolina M. Maier
Kommentarskribent og folketingskandidat for Radikale Venstre

Det virker, som om Socialdemokratiet lever i 50'erne, når de taler om frihed og fællesskab. Det er noget med, at vi alle helst skal ligne hinanden på tværs af land og by, alder og etnicitet, at vi skal have en "hovedkultur" (som Kaare Dybvad udtalte det i et interview i Altinget), at vi ikke vil have udlændinge til Danmark (på trods af mangel på arbejdskraft), fordi de ødelægger fundamentet for vores fællesskab, og at det, der foregår i en håndboldhal, har samme kulturelle betydning for vores samfund, som det, der foregår på Det Kongelige Teater.

En sådan idé om fællesskab og velfærdsstat passede måske på 1950'erne, men ikke på 2021. Vi lever i et andet og meget mere komplekst samfund, end da velfærdsstaten blev opfundet.

Vi har brug for en stat, der viser os tillid til, at vi godt kan leve vores egne liv, samtidig med at vi passer på fællesskabet. En stat, der ikke opfatter andre livspraksisser som en trussel, men som en gave.

En stat, som ikke bare anerkender, at vi er forskellige og lever forskellige liv – men også opfordrer os til det. Vi er ikke alle lønmodtagere fra Aalborg, der er nedslidte og gerne vil på tidligere pension. Vi har forskellige vaner, traditioner, præferencer, karrierer, hudfarver, værdier, holdninger og livsforståelser. Og heldigvis for det.

Vi har brug for en regering, der giver os borgere mulighed for at udfolde vores individuelle potentialer (uanset hvem vi er) i rammen af det fællesskab, der er baseret på gensidig respekt, tolerance og ordentlighed.

Det kommer vi aldrig til at få med Socialdemokratiet ved roret. Jeg har fuldstændig opgivet troen på, at Socialdemokratiet nogensinde kommer til at anerkende borgernes forskellighed, og dermed give os den personlige frihed til at leve det liv, som vi brænder for. Det liv, der – fordi vi brænder for det – både bygger broer og finder nye veje. Det liv, der skaber bevægelse, netop fordi det bygger på frihed.

Derfor er min analyse også klar: Der er brug for nye konstellationer i dansk politik. Efter næste valg kan vi med radikale værdier i behold ikke igen være støtteparti til en så reaktionær, nationalkonservativ, statsforelsket og visionsløs regering, der ligger konserveret i formalin fra 1950'erne, og som tilsyneladende intet ønske har om at sikre fremtiden for vores næste generationer.

Vi må lægge puslespillet på en ny måde. Nye konstellationer skal i spil.

Lars Løkke Rasmussens parti bliver en joker, som vi skal holde øje med. Hans nye politiske åbenbaringer er bestemt ikke dårlige. Konservative står stabilt i meningsmålingerne og har formået at bevare den grønne profil på den borgerlige fløj. Venstre har problemer, som de med lidt omtanke kan komme af med:

Hvis de gav slip på kampen for Inger Støjbergs stemmer og i stedet kastede sig ind i kampen for frihedsdagsordenen, så ville de fremstå som en reel opposition til Mette Frederiksen stramt styrede greb om landet og borgerne.

Vi kan altså med lidt god vilje ane en ny, interessant og i hvert fald mere visionær alliance i dansk politik mellem Radikale, Konservative, Venstre og Moderaterne. Fælles for de fire partier er nemlig, at de har andre visioner for vores samfund end det eksisterende.

At de rent faktisk peger på, at vi kan få bedre og friere liv, end dem, som vi lever nu. At frihedsrettighederne gælder for alle (okay, måske er det ikke Konservatives mærkesag). Men der er et potentiale for en politisk konstellation, som rent faktisk kan skabe bevægelse i vores samfund hen imod et liv, hvor vi i langt højere grad end i dag bliver anerkendt for det, som vi er: Frie borgere i et frit samfund.

Det er ikke uden forhindringer. To af dem er så tydelige, at man næste falder over dem: Udlændinge og klima.

På udlændingeområdet ligger særligt Konservative og Radikale langt fra hinanden, og Venstre kan ikke finde sine ben. Men jeg tror, at udfordringerne kan overkommes.

Jeg har fuldstændig opgivet troen på, at Socialdemokratiet nogensinde kommer til at anerkende borgernes forskellighed

Carolina M. Maier
Kommentarskribent og folketingskandidat for Radikale Venstre

Der er i hvert fald også fællestræk: Et ønske om et stærkt Europa og derfor et håb om, at de fire partier vil presse på i EU for fælles løsninger i stedet for – som Socialdemokratiet gør det nu – at gå solo med højrenationalister fra andre europæiske lande.

Det er klart, at antallet af flygtninge og indvandrere betyder noget – det tror jeg efterhånden, at alle partier tør sige uden at blinke. Men hvis blot vi kan blive enige om, at de flygtninge, som vi tager, skal behandles ordentligt, at de skal i arbejde og i uddannelse, og at de ikke skal sendes hjem i strid med FN-anbefalinger, så kan vi også blive enige om, at man skal yde for at nyde.

Blandt andet derfor er det også helt skørt, at vi ikke åbner for, at flere udlændige kan arbejde i Danmark, for de tilbyder jo det, som vi altid efterspørger: At bidrage til samfundet.

Udfordringerne er, tror jeg, større på det grønne område.

Der er langt fra Radikales nye klimaudspil, som vil investere 25 milliarder i klimaløsninger, og som skærer ti år af målsætningen for, hvornår Danmark skal være 100% grønt, til Venstres loyalitet med landbruget.

Men det bør ikke kun ses som en uovervindelig modsætning. Vi ved jo, at erhvervslivet både anerkender eget ansvar og leverer løsninger for at nedringe deres Co2-udslip. Måske kan landbruget også komme dertil, hvis de inddrages i løsningerne.

I hvert fald kan man – i stedet for at lede efter forskelle i de grønne ambitioner blandt de fire partier – anskue det grønne område som det, der både kan binde dem sammen og skabe en markant kant til Socialdemokratiets fodsløbende klimapolitik. Radikales klimaudspil er et godt udgangspunkt. Måske skulle de øvrige tre partier læse lidt op på det.

Hvis Moderaterne, Venstre, Konservative og Radikale i fællesskab skabte en politisk alliance, der har to primære budskaber – et friere liv og et grønnere liv – så tror jeg, at vi for alvor vil se bevægelse i dansk politik og ved borgenes kryds.

En ting er i hvert fald helt sikkert: Vi kan ikke tåle endnu en valgperiode med samme systembevarende politik som den, vi er i lige nu. Både kloden og dens kommende beboere skriger på politikere, der lever i 2021 og ikke i 1950.