Debat

Konsulent: Vi kan stadig nå at redde vores vuggestuebørn

DEBAT: Det er ønsketænkning at skaffe flere hænder til landets vuggestuer. Derfor skal vi styrke og ruste de hænder, der er, hvis vores vuggestuer skal reddes, skriver analyse- og udviklingskonsulent Maria Kaare Petersson. 

Kurser, sparring med kolleger og workshops skal skabe en positiv udvikling for landets dagtilbud, mener analyse- og udviklingskonsulent Maria Kaare Petersson (arkivfoto).
Kurser, sparring med kolleger og workshops skal skabe en positiv udvikling for landets dagtilbud, mener analyse- og udviklingskonsulent Maria Kaare Petersson (arkivfoto).Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix
Nikolai Evereth Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Maria Kaare Petersson
Cand.pæd. i pædagogisk psykologi, analyse- og udviklingskonsulent 

I de danske daginstitutioner handler det i disse dage om at tænke kreativt. Pædagogerne er pressede, og efter flere års nedskæringer kan man nu se konsekvenserne.

På grund af manglende fagpersonale behøver mange vuggestuer hjælp her og nu. Ikke om en måned, et år eller længere ude i fremtiden, men lige nu.

Vores vuggestuebørn er ude på dybt vand
Hvis man forestiller sig, at en vuggestuepraksis er ligesom et svømmebassin fyldt med børn, som skal lære at svømme, lære at begå sig i nye omgivelser og samtidig lære at indgå i et nyt fællesskab.

Fakta
Deltag i debatten. 

Derefter kan man forestille sig, at pædagogerne er livredderne, som skal sørge for, at alle disse børn holder sig oven vande.

I den ideelle verden vil der i dette svømmebassin opstå mange gode og vellykkede oplevelser. Børnene vil lære at begå sig i vandet – vil lære at trives i vandet og ende med at kunne svømme og blive stærke og selvsikre vandhunde. De vil efter noget tid endda blive klar til at komme videre til et endnu større svømmebassin.

Viden om relationsarbejde med børnene er pædagogernes redningsvest. For det er stadig ikke for sent at redde børnene omkring dem. At vente på bedre forhold personalemæssigt er risikabelt, da man ikke ved, hvornår de ekstra hænder dukker op.

Maria Kaare Petersson
Analyse- og udviklingskonsulent hos Rummets Sprog

Sådan ser det bare ikke ud i den virkelige verden. Vores vuggestuebørn er ude på dybt vand. Børnene bliver placeret i et svømmebassin, men hurtigt finder pædagogerne (livredderne) ud af, at de hverken har ressourcer, tid eller fysisk og psykisk overskud til at lære alle børn at svømme.

Børn omkring dem synker og behøver hjælp her og nu.

Flere hænder er kun ønsketænkning
Umiddelbart kan man tænke, at løsningen er enkel – vi skal have flere voksne ned i svømmebassinet! Dette er vel løsningen, da flere pædagoger vil kunne afhjælpe den akutte situation? Men hvad hvis dette ikke er muligt? Hvad gør man så?

Der er behov for mere pædagogisk personale i vores dagtilbud, men flere hænder gennem hele dagen er p.t. kun ønsketænkning. Det handler derfor om at ruste de eksisterende pædagoger bedst muligt.

Dette gør man ved at fremme pædagogernes relationskompetencer. Viden om relationsarbejde er nemlig en vigtig betingelse for, at pædagogerne kan hjælpe børnene under de nuværende svære vilkår.

Viden om relationsarbejde med børnene er pædagogernes redningsvest. For det er stadig ikke for sent at redde børnene omkring dem.

At vente på bedre forhold personalemæssigt er risikabelt, da man ikke ved, hvornår de ekstra hænder dukker op. I mellemtiden er børnene stadig i problemer.

Pædagogernes kompetencer skal fremmes
Det vigtige her er, at pædagogerne, som er i vandet med børnene, ved præcis, hvad de skal gøre. At alle børn, trods de hårde betingelser, får hjælp. Nogle børn føler sig hurtigt trygge i vandet, mens andre har brug for mere tid, hjælp og omsorg.

Her skal pædagogerne hurtigt og sikkert kunne navigere i relationsarbejdet med børnene og være opmærksomme på udfordringen.

Netop fordi man på den måde effektivt vil kunne afdække, hvor de akutte pædagogiske opgaver ligger. Med en styrket faglig bevidsthed vil disse børn kunne reddes. Her og nu.

En styrket personalegruppe skal skabe fokus på børns trivsel
En opkvalificering af pædagogernes relationskompetence vil selvfølgelig kræve en indsats. Men gennem kurser, jævnlig sparring med kolleger samt workshops og øvelser i personalegruppen er det muligt at skabe en positiv udvikling hurtigt.

En styrket personalegruppe er det bedste og mest effektive bud på, hvordan man får skabt et øget fokus på børnenes trivsel.

Man kan stadig håbe på, at der kommer flere pædagoger ned i svømmebassinet en dag. Men som tingene er nu, skal man fokusere på at styrke de livreddere, som tager sig af børnene hver dag.

Dette fokus vil nemlig ikke kun være en redningsvest for pædagogerne, men en livline for børnene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Kaare Petersson

Underviser, pædagogik, Københavns Professionshøjskole, fhv. analyse- og udviklingskonsulent, Rummets sprog,
cand. pæd. i pædagogisk psykologi (Aarhus Uni. 2017)

0:000:00