Analytikere: Goldman Sachs har gavnet Dong

DONG: Kapitalfonden Goldman Sachs har med både sin kapital og kompetence spillet en positiv rolle for Dongs økonomiske fremgang de seneste par år, mener to analytikere.

Foto: Henning Bagger/Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

Det har været positivt for Dong og dermed også den danske stat, at Goldman Sachs i 2014 overtog knap 18 procent af ejerskabet i forsyningsselskabet.

Sådan lyder dommen fra to analytikere med kendskab til Dong-salget.

Sagen om salget af dele af Dong til kapitalfonden Goldman Sachs er endnu en gang blevet et politisk hedt emne, efter Statsrevisorerne onsdag har udtalt kritik af forløbet omkring salget på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen.

Mens debatten raser på Christiansborg om, hvorvidt Goldman Sachs' indtræden i Dong var en god beslutning eller ej, er kapitalfonden imidlertid selv på vej ud af foretagendet igen.

Af to omgange siden nytår har Goldman Sachs solgt Dong-aktier til en samlet værdi af 9,3 milliarder kroner. Nu er kapitalfondens aktieandel i Dong under fem procent, og inden året er omme vil Goldman Sachs formentligt være helt ude af selskabet.

Det vurderer investeringsøkonom og analytiker Per Hansen fra internetbørsmægleren Nordnet.

Han påpeger samtidig, at det har været en god forretning for Dong at have haft Goldman Sachs som investor. Siden Goldman Sachs skød kapital ind i Dong i 2014, har forsyningsselskabet mere end fordoblet sin værdi.

"Det har været godt, at man fik en stærk, professionel aktør ind, som har været med til at lave en samlet værdiskabelse for vores alle sammens Dong. Uanset om man kan lide Goldman Sachs eller ej, så havde vi ikke set den værditilvækst i Dong uden," siger Per Hansen.

Positivt for Dong, positivt for Danmark
Per Hansen nævner blandt andet Goldman Sachs' erfaring fra utallige tidligere cases, såsom Dong og kapitalfondens evner inden for netværk og analyse, som nogle af de kompetencer, kapitalfonden har bidraget med hos Dong.

0:000:00