Anna Libak: Den danske model skal ikke belejres af musketerer

Det siges, at de britiske modstandere af EU vandt folkeafstemningen, fordi de holdt op med at kalde sig for EU-skeptikere og i stedet omdøbte sig til the Brexiteers.

For referencen til Alexandre Dumas' frygtløse fodsoldater klinger af ridderlighed, romantik og troskab til døden i en stor sags tjeneste.

Jeg forstår derfor udmærket den skuffelse, som flere offentligt ansatte har luftet over FOA’s formand, Dennis Kristensen, der natten til onsdag brød musketereden ved at indgå forlig på det regionale område. Dagbladet Politiken var fuld af dem. Lærer: ”Det er skideærgerligt, at en lille fraktion bryder det smukke sammenhold”. Social- og sundhedsassistent: ”Det er nu, vores store fællesskab skal stå sin prøve”. Utilfredse Charlotte: “Jeg ville nærmest ønske, at vi skulle strejke.”

Følelsesmæssigt kan jeg kun tilslutte mig sidstnævnte Charlottes ord. Selvom jeg ikke er offentligt ansat, har jeg ligesom Tom Kristensen også længtes mod skibskatastrofer og pludselig død.

Jeg ved ikke, hvad der bevægede Dennis Kristensen til at indgå et forlig, men jeg håber, at han indså, at den danske model godt kunne blive en lidt for dyr dame, hvis hun blev forsvaret af enøjede musketerer.

Anna Libak

Altså mod Den Store Strejke, der ville kaste samfundet ud i totalt kaos og for evigt forvandle os alle sammen til ukendelighed. Det vil da føles underligt fladt og tomt, hvis det efter så mange ugers højspændte forhandlinger bare skal ende med, at de bliver enige og går hver til sit. Lidt ligesom hvis man havde været passager i en rutsjebane, der kun kører opad og sætter en af på toppen, så man selv må gå ned.

Alligevel tror jeg, at man skal være glad for, at der var en voksen til stede. Hvormed jeg faktisk mener Dennis Kristensen. For hvis vi skal være ærlige, er musketereden blot et andet ord for ultimatum, ligesom Brexiteers bare var et andet ord for EU-modstandere. Og et ultimatum er i modstrid med den danske model. Den hviler på viljen til at indgå kompromisser. Hvis den danske fagbevægelse virkelig i samlet front var gået over til at forhandle gennem ultimative krav, så ville det kun være et spørgsmål om tid, før modellen havde udlevet sig selv.

Det er fint, at fagbevægelsen gerne vil holde sammen. Men endnu finere, hvis den også vil påtage sig at holde sammen på samfundet.

Anna Libak

For så er den til skade for samfundet af en lang række grunde.

For det første er det urimeligt at forlange én løsning for alle. Enhver kan sige sig selv, at 745.000 mennesker ikke alle sammen har dårlige arbejdsbetingelser; der er tale om så mange og så forskelligartede faggrupper, at der blandt dem vil være ansatte, som får for meget, og andre som får for lidt. Derfor nytter det ikke, at de alle kan tilkæmpe sig de samme indrømmelser, det skal naturligvis have forbindelse til, hvordan deres arbejdsvilkår var i forvejen.

For det andet er det for dyrt. Det koster at give indrømmelser til 745.000 mennesker, og det koster så meget, at det får betydning for, hvad der ellers er råd til i vores samfund. Pengene kan kun komme et sted fra, og det er fra statskassen. Og det er indlysende, at hvis vi bruger væsentlig flere penge på lønninger i den offentlige sektor, så er der mindre til velfærden, med mindre man sætter skatterne op. Og gør man det, ja, så falder væksten, og dermed bliver der endnu færre penge i den fælles kasse, og det går ud over os alle sammen.

Jeg ved ikke, hvad der bevægede Dennis Kristensen til at indgå et forlig, men jeg håber, at han indså, at den danske model godt kunne blive en lidt for dyr dame, hvis hun blev forsvaret af enøjede musketerer.

Da han indgik forliget om natten, har han givetvis vidst, at BT’s forside onsdag morgen ville være, at Bondos offentligt ansatte lærere ifølge Danmarks Statistik i gennemsnit tjener 8,3 procent mere end de privatansatte lærere, og at det samme gælder Dennis Kristensens egne social- og sundhedsassistenter, der tjener op til 9,6 procent mere end deres privatansatte kolleger.

Han kan også have fulgt Liberal Alliances Alex Vanopslagh ihærdige forsøg via Facebook at oplyse offentligheden om, hvor meget offentligt ansatte faktisk tjener ved hjælp af FOA’s og Dansk Sygeplejeråds egne tal.

Måske skønnede han, at den offentlige opinion var ved at vende. Under forhandlingerne har fagforeningerne jo ellers haft held med at gøre nettolønnen, renset for overarbejdsbetaling, feriepenge, pension og diverse tillæg til omdrejningspunktet for diskussionen, og givetvis er det disse magre lønninger, der har givet de offentligt ansatte status af en Sultens Slavehær.

Men de relevante tal må naturligvis være, hvad de offentlige ansatte rent faktisk får for det arbejde, de udfører, for det er det, samfundet skal betale, og det, der afgør deres økonomiske formåen. Og inklusive pension, ferie og diverse får en offentligt ansat lærer altså i gennemsnit over 41.000 kroner om måneden, mens en sygeplejerske får næsten 38.000.

Der kan sagtens være en del, der får mindre, men kun fordi andre så får mere, for ellers kan man ikke nå frem til sådan et gennemsnit. Mindre imponerende får pædagogmedhjælperne under 26.000 kroner i gennemsnit, og vi kan derfor roligt konkludere, at nogle trænger lidt mere til en lønstigning end andre. Alle offentligt ansatte er imidlertid i realiteten nu blevet tilbudt en stigning på 8,1 procent - også dem, der nok kunne have klaret sig med mindre.

I BT’s artikel om de høje lønninger for offentligt ansatte bliver Anders Bondo Christensen spurgt, hvad han siger til, at hans medlemmer er bedre lønnede end de privatansatte, og på det svarer han lakonisk: ”De privatansatte skal også have mere i løn.”

Den mand har altid penge nok, hvor han så får dem fra.

Heldigvis besluttede Dennis Kristensen, at han havde fået nok. I den overenskomstdagbog, som han har lagt ud på Facebook, skriver han, at arbejdsgiverne på et tidspunkt besluttede at lave deres egen musketered og fremsætte et samlet udspil, som alle forhandlere fra lønmodtagerne så skulle sige ja til.

Han skriver ikke, hvad arbejdsgiverne spillede ud med, men hvis rygterne taler sandt, fandt de pludselig snedigt på, at lønmodtagerne godt kunne få deres betalte spisepause skrevet ind i overenskomsten. Men kun på den betingelse, at lønmodtagerne så skulle gå med til at opgøre arbejdstiden kvartalsvist – som har været et ønske hos arbejdsgiverne gennem flere år, fordi det giver større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdsopgaverne.

Og her var problemet så, at lige præcis Dennis Kristensens medlemmer ikke har noget ud af at få en spisepause. For den har de allerede i deres overenskomster. Og hvad det kvartalsvise angår, så ville det være et tilbageslag for Dennis Kristensen, hvis det blev udbredt til hans medlemmer i regionerne, eftersom mange af dem får arbejdstiden opgjort månedsvist. Dennis Kristensen forstod, at man ikke skal skræve længere, end bukserne kan holde. Hans medlemmer kunne højst tabe på at lade sig trække ind i en konflikt, for at andre fagforbund kunne opnå fordele, som hans medlemmer havde bedre i forvejen.

Det, han ville have, havde han fået: En lønstigning på 8,1 procent over de næste tre år, herunder penge til såkaldte lavtløns- og ligelønspuljer. Samt nok så vigtigt en afskaffelse af det såkaldte privatlønsværn, der skulle forhindre, at de offentligt ansatte blev – eller forblev som arbejdsgiverne ville udtrykke det – lønførende.

Privatlønsværnet betød, at hvis de privatansatte fik større stigninger end de offentligt ansatte, blev de offentligt ansatte kun kompenseret delvist, men hvis de privatansatte steg mindre, ville de offentligt ansatte kun stige med samme takt som de private.

Værnet blev indført i 2015, fordi arbejdsgiverne mente, at de offentligt ansatte havde bedre vilkår end de private, ikke mindst som følge af en lukrativ offentlig overenskomst lige inden finanskrisen. Det mener arbejdsgiverne sikkert stadig, men nu har de opgivet at gøre noget ved det gennem asymmetrisk regulering.

Tilbuddet fik Dennis Kristensen til at bryde sin musketered og tilbyde forlig. Straks viste det sig, at arbejdsgiverne ikke havde nogen problemer med også at bryde deres nyopfundne, ubrydelige musketered. Et gennembrud altså. Og vi må da håbe, at andre dermed har fået mod til at indgå et kompromis, som kan afværge en storkonflikt.

Sagen er jo, at hvis det kommer til en storkonflikt, som ender med et indgreb, hvor de offentligt ansatte mere eller mindre får det, som de ønsker – hvilket slet ikke er usandsynligt med et folketingsvalg om hjørnet – så ender det ikke dér.

Nej, så vil de privatansatte i 2020 naturligvis følge de offentligt ansattes eksempel og i samlet flok true med bål og brand og i hvert fald kræve mere end de 8,1 procent. Skal de måske ikke kompenseres for, at de har meget mindre tryghed i ansættelsen end de offentligt ansatte, når de i modsætning til dem konstant bliver målt på virksomhedens overskudsgrad? Og hvad frokostpause, sygefravær og barsel angår, så er der da ingen argumenter for, at de privatansatte skulle behøve disse goder mindre end de offentligt ansatte?

Og hvis lønningerne eksploderer, bliver der brug for et stort pengetræ at ryste. For så har vi i Danmark simpelthen valgt at bruge en betragtelig større del af vores samlede velstand på lønninger.

Eller valgt og valgt... Måske er ”kommet til at bruge” et bedre udtryk, eftersom det ikke er udtryk for en bevidst prioritering fra borgernes side, at der nu skal være færre penge til alt det andet, som det offentlige også skal levere.

I Politikens artikel siger utilfredse Charlotte, der er serviceassistent på Hillerød Sygehus, at hun har håbet på en strejke. Der mangler nemlig hænder på sygehuset. Spørgsmålet er: Hvordan skulle hun få flere kolleger af, at de fremover skal have mere i løn?

Snarere får hun færre. Eller rettere: Hvis det bliver for dyrt og ufleksibelt at have fastansatte medarbejdere, risikerer vi en situation som i Sverige og Tyskland, hvor der både i den private og offentlige sektor er betydeligt flere vikarer, freelancere og projektansatte, der arbejder uden ret til overarbejdsbetaling, afspadsering, frokostpause, ferie og pension. Ellers har man nemlig ikke råd til at drive de institutioner og udbyde den service, som borgerne stadig forventer. Fagbevægelsen vil i så fald have sejret sig selv ihjel.

Det er fint, at fagbevægelsen gerne vil holde sammen. Men endnu finere, hvis den også vil påtage sig at holde sammen på samfundet.

---------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.