Anna Libak: Drejebogen for det russiske præsidentvalg er klar

I Rusland har Vladimir Putin endnu ikke besluttet, om han vil stille op til præsidentvalget i marts næste år.

Lidt ondskabsfuldt kunne man sige, at det behøver han da heller ikke: Han skal nok blive valgt. Uanset hvad.

Men netop dette – uanset hvad – kan frembyde et andet problem. For hvordan er det lige, at man får vælgerne til at interessere sig for valget og møde op for at stemme, hvis de ved, hvem der vinder på forhånd?

Putin – som selvfølgelig nok skal stille op – vil jo gerne vinde overbevisende og helst med så lidt snyd som muligt. Derfor skal i hvert fald over halvdelen af vælgerne deltage i valget. Det skal se magtfuldt ud.

For Kreml er Ksenija Anatoljevnas opstilling en gave. En gave så stor, at den russiske opposition indædt diskuterer, om Putin i al fortrolighed har bedt hende om at stille op.

Anna Libak

Det kan man bare ikke være sikker på længere. Ved sidste parlamentsvalg i 2016 var det under halvdelen af de russiske vælgere, som gad at møde op. Og selv om der traditionelt er flere som deltager i præsidentvalget, så faldt valgdeltagelsen dog fra 69,7 procent i 2008 til 65,3 procent i 2012.

Desuden er det nu seks år siden, at der sidst var præsidentvalg, for embedsperioden blev udvidet forud for sidste valg. Hvem ved hvilken vrangvillighed, der kan have indfundet sig hos vælgerne i løbet af så mange år?

Navalnyj er nemlig – surprise – idømt fem års betinget fængsel for underslæb og må ikke stille op til præsidentvalget.

Anna Libak

Nemmere for Kreml bliver det heller ikke af, at Putins eneste reelle modstander Aleksej Navalnyj har gjort præsidentvalgets legitimitet eller mangel på samme til omdrejningspunktet for sin kamp mod Putin-styret.

Navalnyj er nemlig – surprise – idømt fem års betinget fængsel for underslæb og må ikke stille op til præsidentvalget. Men han fører ikke desto mindre valgkampagne med henvisning til, at uden ham vil der ikke være nogle ægte oppositionskandidater på stemmesedlen. Det vil igen blive Putin mod det sædvanlige slæng af Zjirinovskij, Javlinskij og Zjuganov, der er ligeså meget i opposition, som Putins venstre hånd er i opposition til hans højre. For syns skyld vil der også optræde et par nye, festlige semikendte navne på stemmesedlen. ”Uden mig”, siger Navalnyj, ”er valget en farce”.

Navalnyj har noget at have sin selvtillid i: Han er den eneste, der kan få hundrede tusinder af russere til at gå på gaden og protestere mod styret. Han er den eneste, hvis afslørende videoer om elitens luksusliv ses af millioner på YouTube. Videoen om premierminister Dmitrij Medvedev ”Jeg er ikke jeres lille Dmitrij” har 25 millioner set. Og da Navalnyj stillede op mod den regerende borgmester i Moskva Sergej Sobjanin i 2013, blev han nummer to, selv om hele den såkaldte ”administrative ressource” var vendt mod ham – med alt hvad det indebar af stemmefusk, tilsvining af Navalnyj i statspressen, intimidering af hans støtter og ødelæggelse af kampagnemateriale.

Han er med andre ord en decideret trussel, og også af den grund er det vigtigt, at fremmødeprocenten bliver høj: Ellers vil det styrke Navalnyjs sag.

Alligevel er der ingen panik at spore i Kreml i disse dage. Tværtimod: Nu ser det nemlig ud til, at det formentlig – nok engang – vil lykkes Putin at sikre fremmødet.

Først flyttede man den officielle valgdag fra 11. til 18. marts, der er jubilæumsdag for halvøen Krims indlemmelse i Den Russiske Føderation. Begrundelsen var ganske vist en anden: Ifølge loven om Præsidentvalg i Rusland skal valgdagen flyttes til den efterfølgende søndag, hvis der i ugen forinden har været en national festdag, hvor folk har fri. Det er der 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.

Men som flere politiske analytikere bemærkede, så var det et sandt lykketræf, at jubilæumsdagen var lagt netop den dag. For annekteringen af Krim regnes af russerne for Putins største bedrift, og når folket alligevel er på gaden for at fejre den, kan de da ligeså godt takke ham ved at stemme.

Men det bedste for Kreml er nu alligevel, at Ksenija Sobtjak, oppositionens glitrende galionsfigur, forleden meddelte, at hun stiller op. Når nu Navalnyj ikke må.

Ksenija Sobtjak, der bedst kan beskrives som en intellektuel Paris Hilton, er datter af Skt. Petersborgs første borgmester Anatolij Sobtjak; manden, der gav det daværende Leningrad sit gamle navn tilbage.

Men allermest er Anatolij Sobtjak i dag kendt for alt det, han har gjort for Putin. Det var nemlig ham, der i begyndelsen af halvfemserne satte Putin til at skaffe hård valuta til bystyret fra Vesten ved at sælge ud af naturressourcer.

Posten som chef for Komiteen for Eksterne Relationer siges at have været et overordentligt lukrativt embede, der dog også rummede risici: Angiveligt var den eneste grund til, at Putin ikke blev dømt for korruption, at Sobtjak syltede anklagerne mod ham. Under alle omstændigheder har Putin aldrig lagt skjul på, at han skylder Sobtjak sin karriere i politik.

Nu risikerer hans datter at komme til at skylde Putin sin.

Det havde få forventet. Sobtjaks datter Ksenija Anatoljevna var indtil for få år siden kendt som model, stilikon, luksusdyr og celebrity-star fra diverse kulørte reality-programmer på russisk tv.

Men så tilsluttede hun sig i 2012 pludselig oppositionen, der kun forbeholdent og vagtsomt tog imod hende, fordi hun siden barndommen ubesværet havde omgåedes Putin og hans inderkreds.

Med tiden fik hun sig et magtkritisk magasin på den lille internet tv-station Dozjd, der betyder regn, og da det kom frem, at hendes navn stod opført på en dødsliste over kritikere af Putin-styret, var forvandlingen fuldført.

For Kreml er Ksenija Anatoljevnas opstilling en gave. En gave så stor, at den russiske opposition indædt diskuterer, om Putin i al fortrolighed har bedt hende om at stille op.

Fremfor alt – naturligvis – fordi ingen nu kan hævde, at der ikke er nogen oppositionskandidater på stemmesedlen. Nu er der hende.

Samtidig er der bred enighed om, at der ikke er nogen fare for, at hun får et valgresultat, der kan ødelægge Putins humør.

Hendes begrundelse for at stille op er nemlig, at hvis oppositionen holder sig borte fra valget, så vil de dovne sofavælgere og de utilfredse ikke være til at skelne fra hinanden. Ergo er hun de utilfredses kandidat: En stemme på hende er en proteststemme mod systemet.

Problemet er, at når Navalnyj har bygget sin kampagne på boykot af valget, hvis ikke hans navn er på stemmesedlen, så er oppositionen nu splittet mellem at komme og at blive væk.

Og splittelsen bliver ikke mindre af hovedpersonens manglende politiske autoritet.

Af mange anses hun for at være for smuk og overfladisk, rig og ubekymret. Og det gavner hende bestemt heller ikke, at hun er kvinde. Ifølge en ny meningsmåling fra september af opinionsinstituttet Levada er andelen af de adspurgte, som mener, at Rusland bør have en kvindelig præsident inden for de næste 10-15 år faldet fra 21 procent i 2006 til 11 procent i 2017. Adspurgt om hvilke kvinder, der burde stille op ved det kommende præsidentvalg i 2018, nævner kun 0,4 procent Ksenija Sobtjak.

Kreml kan så glæde sig over, at alt det – hendes køn, skønhed og rigdom – der svækker hende som politiker, til gengæld netop er det, der skærper interessen for hendes person og dermed for valgkampen op til præsidentvalget i det hele taget.

Samtidig er der ingen, som for alvor anser hende for at være en trussel mod systemet.

For overhovedet at stille op behøver hun hjælp fra det establishment, som oppositionen normalt er i opposition til. Hvis man stiller op som uafhængig kandidat, skal man skaffe 300.000 underskrifter fordelt på samtlige Ruslands 85 territoriale subjekter – fra Kaliningrad over Krim til Fjernøsten, og intet subjekt må levere mere end 7.500 af underskrifterne.

Det kræver penge og et kæmpe administrativt apparat, og det har Sobtjak ikke. I modsætning til Navalnyj, som crowdfunder sine aktiviteter.

Det hjælper heller ikke, at hun har indrømmet at have forelagt sine planer for Putin forud for opstillingen, for der er ikke meget opposition over en kandidat, der har spurgt om lov i Kreml.

Ksenija Sobtjak er ikke dum, så hun anstrenger sig for at distancere sig fra præsidenten og parnasset.

Hun forsikrer, at Putin så sur ud, da hun fortalte ham, at hun ville stille op. Hun giver den som en sød almindelig pige i en simpel, poset skjorte i køkkenet i sin valgvideo. Og hun bedyrer, at hun trækker sig, hvis Navalnyj mod forventning bliver kandidat.

Samme Navalnyj har klogeligt undladt at polemisere mod hendes opstilling, da han udmærket ved, at Kreml satser på, at Sobtjak og han offentligt giver sig til at skændes om, hvem der er den rigtige opposition. Den kamp kan han kun tabe, for i Rusland er kvinden det svage køn, som mænd skal behandle galant.

Samtidig er det indlysende, at Navalnyj behøver en ny strategi, og offentligheden venter i spænding.

Så hvad vil der ske?

Det kan godt være, at det russiske præsidentvalg er forudsigeligt. Med kedeligt er det ikke længere.

-----------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet, samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes Ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Den Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.